Jeg har det tvetydigt med awardshows. De er ofte både fede og forfærdelige!

Zulu Awards 2016 var i år et såkaldt liveshow i Forum, transmitteret direkte ud til danskerne på TV2 Zulu. Også om dét kan jeg sige: Det var fedt og forfærdeligt.

Begge synspunkter skal have nogle ord med på vejen. Så nu: Sandheder på bordet!

Første sandhed: TV-stationens og Forums håndtering af logistikken – kunstnerne / VIPerne, pressen, publikum – de optrædende, scenen, back-stage området – alt det fungerede imponerende godt. Og smuttede et eller andet – opstod der et problem – blev det, så vidt jeg kunne se, løst med et myndigt smil og en hurtig plan B. Logistikken i awardshowet er kompleks – og alligevel fungerede næsten alt til perfektion. Så Thumbs Up til alle vandbærerne!

Anden sandhed: Zulu Awards bliver produceret på TVs præmisser. Med andre ord: Publikum i Forum er statister, hvis primære funktion er at agere publikum i et TV-program. De bliver instrueret i at klappe og huje og se ud på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt – alt sammen med henblik på at sikre, at TV-seerne tror, at der er liv og glade dage blandt smukke og unge i Forum. Kameraerne skal gøre det ud for fluer på væggen og bare konstatere at der blandt publikum er liv og glade dage.

Men så sjovt var det heller ikke. Jeg befandt mig selv blandt publikum på gulvet, og her var det for eksempel irriterende og generende, at lyden af det talte ord – især fra dem, der præsenterede de nominerede, og fra dem, der takkede for priserne – helt gennemgående var af så ringe kvalitet. Lyden fra mikrofonerne var muligvis fin på TV-apparaterne ude i landet, men inde i Forum var den forfærdelig. Og dét blev der ikke rettet op på! Måske i kynisk erkendelse af, at publikum var med for TV-programmets skyld.

Jeg har oplevet det flere gange før til awardshows. Og altid har det undret mig, at producenterne tillader, at publikum – ved live-showet – intet kan høre, men reelt må hjem og – i dette tilfælde – tegne abonnement på TV2 Play for at gense showet og kunne høre, hvad der bliver sagt.

Men ok… jeg kunne se, at mange blandt publikum syntes, det var fedt at være med. Og det skyldtes ganske givet også chancen for at få en oplevelse med vennerne og et glimt af de kendte.

Dette sidste er imidlertid også noget, jeg har det tvetydigt med.

Forum var torsdag aften indrettet sådan, at publikum fik adgang via hovedindgangen – overfor Niels Brock – mens kunstnerne og VIPerne fik adgang via en dør i enden af bygningen – overfor konservatoriet. Når de kendte havde afhændet deres overtøj i deres frie garderobe kunne / skulle de fleste af dem ad den røde løber hen forbi fotograferne og journalisterne for at komme til deres indhegnede pladser med fri bar, eventuelt til backstage-baren m.m. Fra ståpladser på den anden side af hegnet – ”mudderpølen” – kunne publikum, når de havde afhændet deres overtøj mod betaling og eventuelt købt en øl (til 55 kr.), få flygtige glimt af de kendte. (Det er dyrt at være fattig / dyrt at være ukendt). Hegnet var således en meget konkret markering af, at der er en skillelinje – mellem os og dem – lige som der er skillelinjer ude på gadeplan mellem andre grupperinger – os og dem. (Skillelinjen i Forum var måske meget bekvem for de kendte, men den repræsenterede også en rangdeling, som – set fra droneperspektiv – stigmatiserede på ubehagelig vis).

Nogle af kunstnerne / VIPerne nød den (omvendte) photo opportunity, som den røde løber udgjorde – det gjorde f.eks. Medina, som nok var den, der (gavmildt) opholdt sig længst på løberen – mens andre forsøgte at undgå den – det gjorde f.eks. Rasmus Seebach, der tydeligt frydede sig over at have fundet en hurtig smutvej uden om fotograferne.

Den røde løber… Også med dén har jeg det tvetydigt. Det er klart, at det for TV-stationen og awardshowet er godt at få kendisser ind på den røde løber, fordi det skaber omtale. Det er også klart, at det for nogle af de kendte er godt med en rød løber, fordi den kan hjælpe dem med at vedligeholde deres kendthed. (De skal bare, når de har passeret den røde løber, blive ved med at spise chili eller være kæreste med en kendt). Men iagttagelsen af, hvordan (nogle af de) kendte gjorde sig til foran kameraerne – shit! Man kommer ikke længere væk fra naturlighed. En undtagelse var eksempelvis modne Ulrich Thomsen (som ”tabte” til unge Stephania Potalivo i kategorien, ”Årets skuespiller”).

En sjov ting er, at den røde løber animerer til at gætte. For ikke alle kender alle. To drenge – måske i alderen 10-12 år – havde af uransagelige grunde fået adgang til området langs første del af den røde løber, der hvor fotograferne og journalisterne stod. (Drengene har sikkert været sønner af en af showets producenter). Jeg kunne tydeligt mærke adrenalinen pumpe i drengenes vener. De løb frem og tilbage for at få et glimt af de kendte og udvekslede undervejs hastige bud på, hvem det var, der stod der foran linserne. På et tidspunkt passerede Ida Wohlert – værten fra Go’ Morgen Danmark. ”Hun har været med i Klovn,” lød den hurtige konklusion fra den yngste dreng.

Det slog mig, at både de kendte og de ukendte, spændte over mindst to generationer. Langt de fleste var yngre mennesker, som måske har Klovn, Christopher og Potalivo som pejlemærker. De er vel også Zulus målgruppe! Men hvorfor så jeg så Michael Meyerheim på løberen, Poul Krebs & Michael Falch på listen over nominerede – i kategorien ”Årets nye navn” og Tori Spelling fra Beverly Hills 90210 på listen over såkaldte ”presenters”? Sidstnævnte var hot for tyve år siden, men vel ikke i dag.

Uanset hvad, så var især musikken en fest. Ganske vist var den ifølge flere ”scenevante” play-back af hensyn til TV-produktionen – og ikke live, selv om det flere gange undervejs blev pointeret (formodentlig af hensyn til TV-seerne), at Zulu Awards 2016 var et liveshow. Gilli & S¡vas, Emil Stabil og Umage Image & Djämes Braun – deres optrædener lagde netop op til fest, hvorfor det alene af dén grund gav mening, at de ukendte havde købt billet til showet og dermed indgik i TV-stationens logistik. Men tvetydigheden, den forblev nærværende.

 

Prisvinderne:

Årets nye navn: Gilli

Årets kvindelige kunstner: Mø

Årets radioprogram: Go’ Nova

Årets originale TV-program: Da Danmark blev Suspekt (DR3)

Det vi alle sammen grinte af: Dybvaaaaad – Det plejede far at gøre

Årets Youtuber: Naja og Morten Münster

Årets TV-serie: Sjit Happens

Årets film: Klovn Forever

Årets mandlige kunstner: Lukas Graham

Årets skuespiller: Stephania Portalivo (Sjit Happens)

Årets TV-vært: Sofie Linde (DR1)

Årets Hit: 7 Years – Lukas Graham

Også publiceret på netmagasinet gaffa.dk