MAdHAs er navnet på et nyt avantgardistisk jazzband, som overvejende er dansk, men også har et tjekkisk stænk i sig. Bandet består af fire unge musikere – Jimmy Nyborg, Lubos Soukup, Emil Brun Madsen og Morten Hæsum – som alle er uddannet på konservatorier i Danmark, og som – udover ungdommen og uddannelsen – har det tilfælles, at de er originale og helt åbenlyst elsker det, man kunne kalde garage-jazz – en rå, snavset form for jazz, som – i dette tilfælde – består af elementer af traditionel jazz, freebop, funk og trance; under ét: avantgarde jazz. Deres musik er prøvende, undersøgende, pågående, skrøbelig, irriterende. Momentvist kedelig, ligegyldig. Momentvist uafviselig, uafrystelig. I den forstand er der noget raffineret midt i det uraffinerede. Noget fascinerende midt i det irriterende. Og dén sammensathed eller kompleksitet er med til at gøre albummet vanskeligt tilgængeligt. Bandet lefler altså ikke for publikum, men kerer sig alene om musikken og udforskningen af den. Og dét er prisværdigt, om end jeg synes teknikaliteterne overskygger kunsten.
*** / Gateway Music / 48 min.