Den tyske jazztrompetist, Bastian Stein, har med Viktor udsendt et album, der – selv indenfor den mangfoldige og mange facetterede genre, som jazzen er – er usædvanligt. Audio Magazine har kaldt hans musik ”filigran jazz”, og noget er der om snakken. Hans musik er delvist improvisatorisk, absolut minimalistisk, stærkt tilbageholdt – ikke stillestående, men forsigtigt fremadskridende jazz med en poetisk styrke og samtidig skrøbelighed. På dette nye album fremføres musikken af en eminent lyttende kvartet, der udover kapelmesteren selv består af Johannes Enders på tenorsaxofon, Phil Donkin på bas og James Maddren på trommer. Med dét set-up skaber Stein – i en konstellation uden klaver – et meget luftigt flow af den slags, man kan forestille sig sommerfugle trives i. Alt er velstruktureret, gennemtænkt og dog åbent overfor øjeblikkelige impulser. Og det er dét, der gør Viktor – og Bastian Steins musik i det hele taget – så fascinerende anderledes. Bare det, at der er ikke indgår et klaver i kvartetten – det giver musikken et særpræg, som er bemærkelsesværdigt. Når letheden så bliver så fremherskende… så befinder vi os pludselig i en anden verden af åben, flerdimensionel intensitet.
*** / Pirouet Records / 45 min.