Den danske jazztrommeslager, Jacob Roved, ved, hvad mange andre ved: at den amerikanske jazzpianist, Billy Strayhorn, som i dag ville have været 100 (havde han levet), er en af de mest anerkendte komponister i jazzens historie. Eneste hindring for den helt store anerkendelse i hans levetid var, at han – som mange andre – stod i skyggen af Duke Ellington. Roved har imidlertid ønsket at fejre Strayhorn – som komponist og pianist – og derfor har han sammen med en håndfuld dygtige musikere genindspillet en række af Strayhorns kompositioner (hvoraf enkelte faktisk er skrevet sammen med Ellington). Med Rasmus Ehlers på klaver, Jesper Bodilsen eller Jakob Roland på bas, Thomas Fryland på trompet og John Ruocco på klarinet og saxofon har Roved genindspillet standards som Take The A Train, Chelsea Bridge og Lotus Blossom. Og vel at mærke i dyb respekt for Strayhorns syn på swing. Og dét er der kommet et habilt album ud af. Men efter min mening også et forudsigeligt og lidt kedeligt og pænt album, der snarere søger at matche end udfordre forventninger.
*** / Gateway Music / 61 min.