Marc Bernstein har flere samtidige pladeprojekter, men en ting går pt. igen i dem alle: Han skriver om og til Good People – sin egen slægt, folk der inspirerer, folk han føler sig spirituelt forbundet med.

”Nogle skriver om kærlighed og længsel. Andre om politik og etik. Men jeg skriver om og til Good People i bred forstand. Folk som jeg værdsætter og ærer. Og jeg har besluttet, at jeg aldrig igen vil spille med nogen, jeg ikke synes er Good People. Man kan jo ende på scenen med nogle, man ikke bryder sig om. Forstå mig ret. Man kan blive tvunget til det, når en promoter sammensætter et allstar band. Selvfølgelig gør man altid sit bedste, men mange af os har prøvet at blive koblet med nogen, vi ikke brød os om. Fem dygtige folk på samme scene er ikke nogen garanti for god musik. Derfor tog jeg den beslutning.”

”Når jeg skaber musik skal det være Good People Music. Noget, jeg skaber med nogen, jeg føler mig forbundet til. Min plade med Jacob Anderskov, Jonas Westergaard og Billy Hart, som netop hedder Good People Music, gør mig for eksempel virkelig stolt. Billy Hart er et ikon og en stor inspirationskilde for mig – jeg var 17, da jeg mødte ham første gang – og Jacob Anderskov og Jonas Westergaard er to musikere, som jeg har det virkelig godt med. Og det var min session med dem, der fik mig til at tænke, at nu var jeg blevet gammel nok til at træffe den beslutning.”

”Sinne Eeg er for mig Good People. Først var hun min studerende, så min kollega, og nu er jeg hendes fan. Hun er den første, jeg har skrevet vokalmusik til, og jeg skrev den, så jeg fik hende til at bruge en side af sig selv, som hun ellers ikke brugte.”

”Og det samme med Marc Ducret. Hans frie tilgang til musik og hans væremåde, jeg er dybt fascineret og inspireret af den. Første gang jeg mødte ham fortalte han mig om sine inspirationskilder – Messian og Boulanger – og jeg forsøgte at sætte mig ind i deres musik. Med Ducret ville jeg have Nils Davidsen, som er med på mange af mine plader, og Peter Bruun, som jeg har beundret i årevis. Det var dén konstellation, jeg ville have. Vi havde aldrig spillet sammen før, men det fungerede fantastisk godt. Ducret havde jeg lige mødt, men jeg havde det virkelig godt med ham, og jeg kunne bare mærke, at en konstellation med ham og Davidsen og Bruun ville blive fed. Vi gik i studiet, i fire timer, og det var det. Det var en rigtig god oplevelse, vi lavede et rigtig godt album og vi blev rigtig gode venner. Derfor dedikerede jeg albummet til Ducret.”

Ducret, et geni

”Marc Ducret spiller guitar, og det er jeg glad for. En guitar skaber musik, hvori man kan gå ind og ud af faser. Et klaver kan være overvældende for mig. Jeg har arbejdet meget med mindre voicings, men jeg har også lavet store, tunge ting. Min Kibrick musik med Anderskov er stor og tung og harmonisk. Men da jeg mødte Marc Ducret fik jeg lyst til at gå tilbage til guitar og skrive nogle spinkle harmonier, åbne kompositioner. Det er han for mig at se en mester i. Man kan bare fortælle ham om en idé, og så kører det.”

”Jeg er fascineret af hans tilgang til instrumentet. Han er et selvlært geni, og han spiller ikke guitarklichéer. Jeg mødte ham på en jazzcamp og havde en oplevelse med ham, hvor jeg hørte ham spille fri improvisation, funk, moderne hard rock og oven i købet akustisk guitar for Mads Langer i en around the campfire style, og jeg havde aldrig før hørt noget lignende. Jeg var helt overvældet over hans spændvidde og hans omgang med instrumentet. Han fik alt til at lyde fantastisk.”

”Jeg satte mig hen og snakkede med ham og fortalte om Good Music idéen. Og han sagde, at han havde samme syn på musik. Heller ikke han går så meget op i genrer, det eneste afgørende for ham – og for mig – er: Får jeg gåsehud eller ej? Man skal forføres. Det mener vi begge, helt generelt. Og så sagde jeg, at jeg gerne ville lave noget med ham, og svaret var: ’Just call me when you’re ready’. Og det gjorde jeg.”

”Jeg skrev ikke musikken specifikt med ham i tankerne, men jeg skrev den med den fornemmelse, jeg knyttede til hans musik. Jeg havde hørt hans plader og skrev min musik, inspireret af ham og hans værk, hans univers, interesserer og inspirationskilder. Han gav mig en liste over franske musikere, som han mente, jeg burde høre. Og via dem lyttede jeg mig ind på ham som musiker. På den baggrund – og på baggrund af min forestilling om, hvordan musik med Ducret og Bruun og Anderskov kunne lyde – skrev jeg noget musik, som jeg mente kunne facilitere min vision. Som du kan høre, er der for eksempel meget basklarinet på albummet, for jeg elsker den lyd, basklarinet og guitar sammen skaber. Mødet mellem de instrumenter er – rent sonisk – mere givende end mødet mellem en basklarinet og et klaver.”

En connection

”Jeg er superglad for pladen. Det er lykkedes mig at komponere noget musik, som jeg og mine gode venner har kunnet være fælles om. Og min venner? De er også glade for resultatet.”

”På albummet er der et Marc Ducret-nummer, som jeg har omarrangeret: News From The Front. Det er oprindeligt et stykke filmmusik om den franske revolution og tilbagetrækningen af døde og sårede soldater fra fronten. Jeg omarrangerede det brillante stykke musik, kom med et nyt bud og var selvfølgelig spændt på, om jeg kunne tilføre et velfungerende nummer noget nyt og godt, men Ducret kunne lide det og gik med til at indspille det på ny. Den oprindelige udgave er elektronisk med beats og noise og elektronik. Jeg spiller barytonsax på det, så det er nu helt anderledes, men jeg har forsøgt at bibeholde stemningen. Og det er lykkedes.”

”Nu spiller vi sammen. Vi spiller duokoncerter i udlandet og spiller med kvartetten i Danmark, til tider med andre musikere i andre lande. Vi spiller sammen, fordi jeg kan lide hinandens stil. Vi er blevet venner, og ikke at jeg dermed vil sige, at jeg er fantastisk, men jeg tror godt, han kan lide mig og min jødiske New York vibe. Han har selv boet i New York og genkender New York i mig. Han har spillet med andre new-york’ere af østeuropæisk, jødisk oprindelse. Folk, der er store i munden og som har attitude. Han forstår altså, hvad jeg kommer af. Han forstår min humor og min kulturbaggrund.”

Jazzdiplomati

For et år siden skrev Marc Benstein et brev til den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford. Ambassadøren havde, med afsæt i eventen, Jazz Ambassadors, selv besluttet, at han ville ændre danskernes indstilling til USA. Han mente, at det – man i Danmark forbandt relationen til USA med – var krigene i Afghanistan og Irak. Og dét ville han ændre, og jazzen skulle være redskabet.

”Gifford ville minde danskerne om den forbindelse, der i sin tid blev etableret mellem USA og Danmark omkring Jazzhus Montmartre. Og selvfølgelig have folk til at tænke på, hvad USA og Danmark kulturelt kan sammen i dag.”

”Efter den første Jazz Ambassadors, hvor jeg var med som gæst, fik jeg den idé, at jeg kunne føre projektet videre, ud i provinsen i Danmark. Derfor skrev jeg til Gifford. Jeg havde i forvejen et stærkt netværk i den danske provins – takket være min mangeårige ansættelse på Syddansk Musikkonservatorium og min kontakt til de jyske og fynske musikmiljøer. Så jeg skrev til Gifford, skrev om min idé, om min støtte til hans egen oprindelige idé – skrev om mit syn på musikkens funktion, for så vidt angår nærhed, kommunikation, artikulation, improvisation. Skrev om min forståelse af jazzens forbindelse til bluesmusikken. Og om den længsel om noget bedre, som oprindeligt udgik fra bluesmusikken. I min optik var der en tæt forbindelse mellem jazzens oprindelige funktion og god gammeldags diplomati. Han skrev hurtigt tilbage og gav udtryk for, at han syntes, det var en rigtig god idé, og at han gerne ville have, at jeg videreførte projektet i provinsen. Og dét gør jeg. Jeg har sammen med ambassaden og konservatoriet og Tobakken i Esbjerg, skabt en koncertrække i Esbjerg og Odense med mig og Debbie Cameron og tre fremadstormende danske studerende fra konservatoriet.”

”Udover at give koncerter, tager vi ud på gymnasier og møder flere hundrede unge mennesker ad gangen, spreder budskabet og spiller musikken, og de unge går bananas. De vil høre historier og musik. Jeg fortæller dem om Giffords idé og om mit syn på jazzdiplomati. Jeg fortæller om vigtige begivenheder og personer – for eksempel om Niels-Henning Ørsted Pedersen, som mange af de unge slet ikke ved, hvem er! For mig er han den danske musiker, der mest af alle har revolutioneret måden, hvorpå man spiller sit instrument. Jeg kan ikke se, at andre danske musikere kan måle sig med ham. Med al respekt for alle andre. Jeg har ikke selv revolutioneret noget! Men NHØP har. Måden hvorpå han spillede, med fire fingre ad gangen i højre hånd, gav super meget musikalske mening. ”

”Jeg fortæller de unge om de gange, man hentede NHØP på hans gymnasium, fordi de amerikanske solister havde brug for det, han kunne. Bare det, at fortælle de unge dét – det er jazzdiplomati, på stedet. Jackie McLean, Dexter Gordon, Kenny Drew – de er alle helt fantastiske, men NHØP er enestående. Efter min mening”

”Den langsigtede vision med projektet er, at få unge danskere til at ændre fokus og tænke på al den akustiske, improviserede livemusik, Danmark og USA har udvekslet. Hvor kraftfuld den musik i sig selv kan være – løsrevet fra røgmaskiner, lys, computere, visuals og lignende. Jeg vil vise dem, at fem mennesker på en scene med akustiske instrumenter kan skabe en fantastisk, spirituel og social oplevelse sammen – og involvere publikum, så alle bliver ét.”

”Jeg er selv amerikaner og vil altid være det. Jeg er fra Brooklyn, New York, men har altid følt mig knyttet til Danmark – i kraft af de første jazz plader jeg hørte. De var optaget live i Jazzhus Montmartre, og de gik rent ind. Før jeg selv kom hertil for tyve år siden, vidste jeg ikke andet om Danmark, end at Montmartre fandtes. Men nu føler jeg, at Danmark og jeg kender hinanden, og jeg har stadig mange plader indspillet i Jazzhus Montmartre. To af de første, jeg købte, var The Meeting og The Source med Jackie McLean og Dexter Gordon med NHØP, Alex Riel og Kenny Drew. Jo, der var én ting mere, jeg vidste om Danmark: at danskerne hjalp jøderne over Sundet til Sverige under 2. Verdenskrig. Dét fik jeg at vide af min far. At der var et lille land nær Tyskland, som havde bidraget til at redde jøder fra nazisterne. Ellers anede jeg intet, da jeg kom her til som følge af kærlighed.”

Kibrick

”Mit Kibrick-projekt opstod, fordi jeg befandt mig i Danmark. Jeg tænkte, hold da op. Jeg er så tæt på mine rødder. Tre af mine bedsteforældre er fra Ukraine, en fra Polen. Og jeg har altså noget med steder. Steder betyder noget for mig. Steder som er forbundet til mit eller min families liv. Derfor tænkte jeg: Ok, jeg er i Europa og Ukraine og Polen ligger lige rundt om hjørnet, jeg må tilbage til de steder og stå på mine forfædres jord, selv om 2. Verdenskrig har ændret grænsedragningen og meget andet de pågældende steder. Jeg ville tilbage til de steder, hvorfra mine bedsteforældre flygtede forud for deres nye liv i USA. Mine bedsteforældre blev presset af pogromerne i 1917 og måtte forlade Ukraine til fods. De gik hele vejen til Frankrig uden andet end det tøj, de havde på. Historien om deres lange vandring hørte jeg fra min bedstefar igen og igen, og jeg var dybt fascineret. Mange har tvivlet på historien, men jeg troede selv på den og siden har jeg fundet dokumenter, der bekræfter historien. Mine bedsteforældre sejlede fra Frankrig til USA i 1919.”

”Mine bedsteforældre var meget vigtige for mig, da jeg var barn. Jeg voksede som nævnt op i Brooklyn sammen med hele min fars familie. Vi boede i et hus, hvor mine bedsteforældre boede på en etage, min tante og onkel på en anden og vi på en tredje. Mine bedsteforældre var mine helte. Derfor måtte jeg tilbage til det sted, hvor de kom fra. Og dét var en stor oplevelse. Både i kraft af det, jeg kunne se, og det, jeg ikke kunne se. Jeg har opsøgt arkiver, og der er selvfølgelig intet tilbage i Ukraine fra 1. Verdenskrig, for 2. Verdenskrig var en total nedsmeltning. Men jeg så nogle jødiske gravpladser og mødte et par gamle jøder som levede på den tid. I Polen var der lidt mere at se. Der så jeg bydelen og ghettoen i Radom hvor min farmor er født og vokset op. Jeg blev dybt inspireret af det besøg og af konfrontationen med min egen identitet. Mine bedsteforældre var flyttet til USA, og jeg var flyttet den anden vej. Dét satte en større ting i gang i mig.”

”Min farfar var rundet af østeuropæisk kultur, musik og dans, så han havde sunget og danset for mig. Han lærte mig at synge de gamle sange og at danse de gamle traditionelle danse. Jeg er ikke klezmer musiker, men jeg er inspireret af elementer i klezmer musikken. Og Kibrick er i virkeligheden mit rigtige efternavn. Jeg hedder Marc Kibrick Bernstein. Mange jøder i USA skiftede navn efter krigen, fordi det var godt at lyde som om, man var tysk jøde: Goldstein, Bernstein, Nussbaum og mange andre navne blev opfundet ved den lejlighed. Det var før 2. Verdenskrig. Men i det daglige affandt jeg mig i USA med, at jeg hed Bernstein.”

”Da jeg kom til Europa fik jeg bare behov for at finde ud af mere om Kibrick. Derfor gik jeg også i gang med at skrive ny musik, lave research i klezmer musikken, studere gamle sange, finde vej ind i harmonierne i den gamle jødiske musik, og så lavede jeg selv musik, som ikke var klezmer, men good music, og jeg fandt nogle venner – Jacob Anderskov, Stefan Pasborg og Nils Davidsen – for jeg vidste, at de kunne spille musikken, som den skulle spilles. De var min danske ’familie’. Så vi indspillede to album og gav flere koncerter. I dag spiller jeg den hovedsageligt i Østeuropa og med andre musikere, fordi det er for dyrt at rejse dertil med hele ’familien’. Vi lavede to gode CDer, fik masser af gode anmeldelser og spillede i et par år en masse gode koncerter i Danmark. Så gik jeg videre til min plade med Sinne Eeg og til mine roots from America. Den første musik, jeg spillede professionelt, var jo den afroamerikanske musik. Så efter en tur omkring den jødisk-østeuropæiske musik, måtte jeg tilbage til den afroamerikanske – til nogle sange, der kunne synges i en amerikansk stil. Det blev med Sinne Eeg og med Bob Moses på trommer. Han er også en god ven og en fremragende musiker.”

Esbjerg, København

”Jeg kom til Danmark for tyve år siden og flyttede til en lille flække uden for Varde. I Esbjerg så jeg en plakat, hvor der stod noget om en jazzsession, og der mødte jeg Carsten Dahl og Butch Lacy. Jeg var kommet til byen midt i et undervisnings-år og fik hurtigt ansættelse ved konservatoriet, men kunne først starte et halvt år efter. Derfor begyndte jeg som lærer på Varde Musikskole, og det var dér, jeg lærte at tale dansk. Musikskoleeleverne ville gerne høre mig tale amerikansk, og jeg ville gerne lære dansk, så jeg lavede den deal med de 14-15-årige kids, at jeg talte amerikansk til dem, og de talte dansk til mig. Og efter et halvt år kunne jeg kommunikere på dansk. Det var helt vildt. Jeg har ikke gået på sprogskole, men lærte så at sige at tale dansk via musikken. Efter et halvt år startede jeg på Musikkonservatoriet, og tre år senere fik jeg den stilling, Carsten Dahl indtil da havde haft.”

”Jeg er stolt af, at jeg i de mange år, der siden er gået har kunnet hjælpe unge danskere fra provinsen med at realisere sig selv og forløse deres talent. Mange har været fra landet, præget af janteloven og ikke selv troet på, at de var noget værd. Første gang radioens big band kom på besøg, mens jeg var der, satte jeg en jamsession op, så nogle af bandets medlemmer kunne høre nogle af mine bedste elever. Jeg var nødt til at hive de unge ind på scenen, for at gæsterne kunne høre dem. Men det gik godt, og jeg har haft en fantastisk tid i Esbjerg, og jeg er stolt af, at jeg har kunnet være med til at løsne lidt op og internationalisere Esbjerg på jazzfronten.”

”Jeg har spillet meget i Danmark – med andre og egne projekter – og har til tider følt, det var lidt svært ikke at bo i København, når jeg skulle spille med andre. På den anden side har jeg også siddet lidt mellem to stole eller positioner. Jeg er leder af den rytmiske afdeling på konservatoriet og den kunstnerisk ansvarlige. Og i den position bliver jeg konstant spamet af kolleger i Danmark, som gerne vil til Esbjerg og spille. De fleste skal jeg sige nej til, fordi vi har en jazzforeningen, JazzEsbjerg, og Konservatoriet – som samarbejder – og kun har funding til ti koncerter om året. Dét skal sættes i forhold til, at vi får flere hundrede forespørgsler om året fra hele verden. Så jeg er nødt til at sige nej til mange kolleger, og det er træls og trættende. Jeg sidder der, og nogle opfatter mig som en slags borgmester, der kan arrangere alt. Men det kan jeg ikke, på grund af budgettet. Jeg har forsøgt at få store, internationale navne til byen og at få lokale musikere engageret. Men der er ganske givet også kolleger, som igennem tyve år har troet, at jeg er et ass hole, fordi jeg ikke har booket dem – selv om virkeligheden er den, at jeg bare ikke har haft muligheden. Jeg har ikke været i stand til at hyre alle dem, jeg gerne ville. Og dét er stadig en udfordring.”

”Det har været fantastisk at være i Esbjerg. Jeg elsker de unge, og jeg tror også, de kan lide mig. Jeg har startet en masse ting, fået en årlig studierejse til New York skrevet ind i studieplanen, jeg har startet torsdagscaféer, Good Music Festivalen, og jeg har videreført Butch Lacys prisværdige projekt med The Very Big Band. Butch blev oprindeligt spurgt, om han ville lede et big band, men det ville han ikke. Han ville lede et very big band, som også skulle involvere klassiske musikere og folk fra alle afdelinger på konservatoriet. Og det er blevet fantastisk, fordi genrebetegnelser med den konstellation er blevet opløst. De studerende er alle velkomne, de skriver og arrangerer selv musikken, og vi guider dem. Det har været fascinerende.”

”Jeg er stadig tilknyttet konservatoriet i Esbjerg, men er også i mellemtiden flyttet til København, og det er fint, fordi jeg her er lidt tættere på den danske jazzscene. Jeg har igennem femten år overvejet at flytte til København, men gjorde det ikke på grund af min familie, men nu er vi flyttet, og det er fedt at komme tilbage til en storby. Stadig arbejder jeg med det, jeg elsker. Stadig underviser jeg i Esbjerg, jeg pendler bare – lige som mange af de andre undervisere, der er knyttet til konservatoriet. Jeg elsker mit job der. Og nu, hvor jeg bor i København, er jeg samtidig tættere på nogle af dem, jeg gerne vil spille med. Jeg har jamsessions i mit studie i kælderen hver fredag, men stadig… jeg har kun været her i et halvt år. Det er bare godt at være her, tæt på all the action. Jeg har for eksempel hørt mange flere koncerter det sidste halve år end i flere år forinden. Og dét er en positiv ændring.”

”Da jeg boede i Esbjerg, var der masser af ting, jeg ikke kunne være med i. Jeg kunne ikke være sideman i ret mange projekter. Jeg blev af samme grund presset mere ud i at blive solist. Og det var meningsfuldt synes jeg. Det gjorde i hvert fald, at jeg måtte blive projektmager. Jeg skulle skabe min egne projekter, for muligheden for at være sideman og indgå i andres projekter, havde jeg ikke. Når du ikke bor nær koncertstederne, får du ikke et opkald i sidste øjeblik: om du kan spille sådan og sådan. Men det kan være, det kommer nu.”

Interview også publiceret i magasinet Jazzspecial