Da Nikolaj Nørlund i sin tid blev spurgt, om han ville tage del i Copenhagen Phils 60 minutes festival og mikse sit eget rytmisk, musiske univers med et symfonisk, var han ikke i tvivl: selvfølgelig ville han det, og han ville skrive nye numre til lejligheden, ikke tage sine gamle op på ny. Siden – antager jeg – opstod tanken, at det nye materiale også ville kunne indspilles og udgives. Derfor udkom i dag pladen, ViLLA, på nøjagtig samme dag, som materialet blev uropført, live, ved den sidste af årets fire 60 minutes festival-koncerter i Det Kgl. Musikkonservatoriums Koncertsal på Frederiksberg – Copenhagen Phils hjemmebane. Koncerten blev næsten fra ende til anden en spejling af pladen, idet de fjorten numre blev afviklet i næsten samme rækkefølge som på albummet. Kun to såkaldte mellemspil havde rørt lidt på sig.
Sandt at sige var det en live-oplevelse af de meget store. Og det lige fra start. Da Nikolaj Nørlund foran Copenhagen Phils 24 dybt professionelle musikere, dirigenten Hans Ek, og sit eget orkester lagde ud med Amerikaneren – en utrolig flot, velturneret fortælling – tænkte jeg: Shit, det her er virkelig godt! Alt og alle var på samme tid på samme side og samme linje i fortællingen om amerikaneren. Arrangementerne, rytmikken, Nørlunds kantede fraseringer, alt matchede og løftede nummeret til det noget nær formfuldendte. Jeg fornemmede således, at hele udtrykket var tænkt ind fra start, da nummeret blev skrevet. For det her, det var simpelthen suverænt.
Desværre viste det resterende materiale sig at være lidt ujævnt, tekstuelt såvel som musisk. Ikke alle andre numre kunne komme over den barre, Nørlund fra start havde sat så højt. Men flere kunne – eksempelvis Inden Muren, Alt det vi skal nå og Søvnløs, sanselig – de kom over, med luft til barren. Og fælles for disse noget nær sublime numre var, at de bestod af organiske arrangementer, en perfekt balance mellem det symfoniske og det rytmiske og en suverænt godt afstemt balance mellem det instrumentale og det vokale. Nørlund, der næsten fremstod som en griot, blev båret og bar gennem de storladne numre, som alle havde noget intellektuelt over sig, og en tone af noget politisk eller filosofisk under sig. Uanset ujævnheder, udviklede koncerten sig som helhed til en absolut værdig afslutning på en fascinerende flot og dybt professionelt afviklet festival.
At Nørlund, som den eneste, ikke kunne holde sig indenfor tidsrammen – de 60 minutes – kunne jeg, og helt åbenlyst også de andre i salen, se stort på. For han, hans band og Copenhagen Phil fortjente de massive, stående ovationer.
***** / Koncerten også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk