Den canadiske jazzsaxofonist, Allison Au, er et nyt skud på stjernehimlen – en ung komponist og instrumentalist, der har det potentiale – teknikken og den kunstneriske nerve – der skal til for at få en plads på den internationale jazzscene. Potentialet slog hun fast med sit debutalbum, The Sky Was Pale Blue, Then Grey, i 2013, som bl.a. blev nomineret til en JUNO Award. Men med opfølgeren, Forest Grove, understreger hun alvoren i udsagnet. På dette nye album hører man ni nye skæringer, der genremæssigt både favner den enkle, støvede ballade og den ekspressive, energiske og noget nær avantgardistiske udladning. Selv om der er masser af god momenter, masser af gode soli og masser af godt samspil, fornemmer man dog stadig, at der er tale om en musiker, der er så ung, at hun lader sig forlede til at dyrke teknikken, snarere end kunsten. Det tekniske niveau er ganske vist imponerende, men der mangler for mig at høre stadig en bund af tyngde, kant, retning. Måske noget inderlighed, måske noget sensitivitet af den art, som man aner i ballader som Bolero og Tumble, albummets bedste skæringer.

****  /  Eget selskab  /  58 min.