Den ikoniske Grundtvigs Kirke på Bispebjerg i København er netop fyldt 75 år, og i den anledning, er saxofonisten, Hans Ulrik, blevet bedt om at komponere en såkaldt jazzmesse til opførsel i kirken. Det er dén, der via Stunt Records er blevet tilgængelig for en bredere offentlighed i form af albummet, Suite of Time. Hans Ulriks jazzmesse består af otte instrumentale dele: et såkaldt præludium, en suite i fire sammenhængende dele, et arrangement over en Carl Nielsen-melodi (Min Jesus, lad mit hjerte få), et arrangement over en Thomas Laub-melodi (O du Guds lam) og endelig et såkaldt postludium. Bag Hans Ulrik hører man Peter Rosendal, Henrik Gunde, Kaspar Vadsholt, Anders Mogensen og Marilyn Mazur, og dén konstellation gør faktisk sit ypperste for at løfte det i øvrigt udmærkede materiale. Men én ting, som man uvægerligt hæfter sig ved, er, at materialet ikke særskilt er kirkeligt eller historisk. Det er simpelthen svært at forbinde det med Grundtvigs Kirke og 75-års jubilæet. Originalmaterialet kunne for så vidt have været skrevet som en hyldest til pulsen på gaderne i København eller til den vindblæste natur på Amager Fælled. Alligevel er der altså tale om en gedigen, lytteværdig instrumental jazzsuite, som dog ikke er epokegørende.
*** / Stunt Records / 46 min.