Af selskabets pressemeddelelse om udgivelsen fremgår, at pladen blev indspillet i en ”slow motion atmosfære”, og dét tror man, når man hører musikken. Den amerikanske tenorsaxofonist, Harry Allen, formår nemlig på forunderlig vis at indkredse noget af den slow motion atmosfære og tilbagelænede intimitet, der var så kendetegnende for den musik, som den brasilianske bossa novas fornemmeste createur, Antonio Carlos Jobim, skabte. I Harry Allens udgave bliver bossa novaen smooth, varm og venlig. Og dét meget i kraft af hans luftige spil (der giver associationer til Stan Getz’). Men også i kraft af set-up’et omkring ham. Med i studiet havde han nemlig pianisten Helio Alves, bassisten Rodolfo Stroeter og trommeslageren Tutty Moreno foruden – som special guest – sangerinden og guitaristen Joyce. Og det, de to – med Søren Friis og Peter Littauer som eksekutive producere – har skabt er forrygende flot, blødt som flødebolleskum og dog med bid og kant. Ikke ét nummer river den højt placerede overligger ned. Og dét skyldes en kombination af forlægget, den forløsningen og produktionen. Det her er en ambitiøs og absolut vellykket plade af internationalt format, udgivet på et lille dansk selskab. Imponerende i enhver henseende!

*****  /  Stunt Records  /  57 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk