Den tyske hvirvelvind, jazztrommeslageren Christian Lillinger, pladedebuterer med Grund i eget navn efter at have taget sin tørn som sideman på en respektindgydende lang række epokegørende indspilninger. Lillinger, som i parentes bemærket ofte har indgået i konstellationer med den danske jazzbassist, Jonas Westergaard, har også danskeren med som back up på Grund, der må genrebetegnes som avantgardistisk instrumentaljazz. Pladen er krævende, musikken er eksperimentel, ekspressiv, pågående. Og oplevelsen i det hele taget kompleks. Musikken veksler mellem koreograferede eksplosioner og delikat skønhed, den er uforudsigelig, ikke som udgangspunkt båret af melodier, men konsekvent præget af nysgerrighed, af en lytten sig ind på de andre i orkesteret og af en trang til at undersøge. Her er ingen trang til at please. Ingen trang til at skabe skønhed. Ingen trang til at tage lytteren i hånden. Af samme grund henvender pladen sig mest af alt til den øvede jazzlytter – den, der er optaget af lyd, pauser og temperamentsfulde udbrud.
*** / Pirouet Records / 52 min.