Den finske jazzguitarist, Kalle Kalima, er… uhøjtidelig (så har jeg ikke sagt for meget) og tilsyneladende i kontakt med sin indre teenager. Da han var teenager, havde han en guitarlærer, som introducerede ham til country & western. Og det er ud af erindringen om dét og kærligheden til genren – og i øvrigt ud af kærligheden til specifikke soundtracks fra western film, klassisk musik af Sibelius, ballader af Leonard Cohen m.m. – at han på albummet, ”High Noon”, skaber sit eget guitarbaserede jazz/americana/country univers. Med sig på albummet har finnen den amerikanske basveteran, Greg Cohen, og den tyske wunderkind-trommeslager, Max Andrzejewski. Og sammen skaber de tre altså et særdeles effektivt, energisk, elektrisk udtryk, som nok rummer mange tekniske udfordringer, men også kunstnerisk er let tilgængeligt – melodisk og medrivende, som det er. Kalle Kalima selv er som guitarist som en sammensmeltning af danske Jakob Bro og svenske Ulf Wakenius, tilsat en dosis fanden-i-voldskhed. Bedste nummer er Dimitri Tiomkins ”Ballad of the Alamo”.
**** / ACT Music / 66 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk