BOGANMELDELSE   På papiret har idéen sikkert været god. Musikeren, Martin Høybye, har villet skabe en ny hybrid mellem roman og musikalbum. Den idé og intention er der ikke grund til at brokke sig over. Problemet er bare, at Høybye i sin bog, For alt i verden, nok har forsøgt at forløse sin idé, men ikke er lykkedes i sit forehavende. I hvert fald ikke på troværdig vis.

I bogen – der genrebetegnes som en ”musikroman” – følger man en ung mand (måske forfatteren selv eller i hvert fald forfatterens billede af en ung mand), der (måske, som forfatteren selv i sin tid) opdager sin spirende trang til at udtrykke sig lyrisk/musisk, alt imens han gennemlever en ungdom med familie, venner og veninder – med alt hvad dét indebærer. Flere gange undervejs i romanen sætter den unge mand sig med en pen for at skrive sange, og disse sange (som af uforklarlige grunde er på engelsk) indskrives så i fremhævet kursiv i teksten – uden at det tekstuelt giver den store mening.

Når man fristes til at tro, at romanen har selvbiografiske træk, skyldes det, at Høybye – parallelt med bogudgivelsen har udgivet et album, For the World, hvorpå han selv synger alle de samme sang(tekster), som indgår i romanen. Så hvem er hvem? Det er dét ubesvarede spørgsmål, der disrupter set-up’et og forløsningen. Havde forløsningen så været præget af en sproglig spændvidde, et lyrisk fortælletalent eller lignende, kunne alt i princippet have været fint, men det svigtende talent på den front underminerer hele set-up’et og dets troværdighed, og dermed bliver musikromanen et postulat. Eller sagt med andre ord: et ikke vellykket formeksperiment. Reelt er For alt i verden en ungdomsroman. Og sangteksterne unødige pauser i dennes handlingsforløb.

**  /  Songcrafter  /  162 sider