Pernille Rübner-Petersen har i løbet af de sidste seks år udgivet tre album under fællestitlen, Mermaid’s Box. Første album, The Book of the Mermaid, udkom i 2009, andet album, When I Was A Soldier, i 2014 og tredje album, Becoming Human, i 2015. De tre album, der tilsammen udgør en trilogi, tager alle afsæt i H.C. Andersens eventyr om Den Lille Havfrue og kredser tekstuelt alle på forfriskende vis om temaer som det kvindelige begær og det at træde ind i verden og tage livtag med sig selv og sine relationer. Trilogien er formidlingsmæssigt ekstraordinær, den har et stringent narrativ, udgør et sammenhængende, dramatisk værk og spænder samtidig, rent musisk meget bredt – fra folk/rock/pop til mere ekspressiv, eksperimenterende og minimalistisk musik. Becoming Human er især det sidste, minimalistisk. Og i øvrigt, teatralsk. Men, trods mange gode elementer, er 3’eren ikke helt så stærk som triolgiens første to album. Det er som om, luften er gået lidt af ballonen, selv om også det tredje album forbliver upoleret og råt, som de to første. Pernille Rübner-Petersen formår dog at holde fast i sit tema og i sin tone, hvorfor Becoming Human også kommer til at fremstå som et værdigt punktum i en storslået og i dansk sammenhæng meget usædvanlig musikalsk fortælling.
*** / Gateway Music / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk