Food er en norsk/engelsk avantgardejazzgruppe bestående af Thomas Strønen (trommer, percussion, electronics), Iain Bellamy (saxofoner, electronics) og Christian Fennesz (guitar, electronics). Og gruppens musik? Den kan bedst beskrives som eksperimenterende, elektronisk baseret avantgardejazz med markante grooves og elementer af akustisk avantgardejazzrock. Hovedparten af numrene er industrielle lydlandskaber snarere end musik. De resterende numre rummer egentlige melodier, der varieres i udtryk og form. Men uanset det enkelte nummers beskaffenhed og særegne karakter er det elektroniske, avantgardistiske element et gennemgående træk. Og dét gør albummet, This is not a Miracle, til en sag for viderekomne. Vel kan man koble sig på – er man tilstrækkelig nysgerrig – men Foods musik henvender sig først og fremmest til den meget åbne lytter. Musikken er således uhyre kompleks og krævende, løftet til lethed – sine steder – af især saxofonen, men ellers hjemmehørende på industriens vanskeligt tilgængelige arena, med samlebånd, ensartethed og gentagne mønstre.
**** / ECM Records / 48 min.