På papiret er det som opskriften på en jazzsucces: Man sætter en brasiliansk sangstjerne af Guds nåde sammen med en amerikansk klavervirtuos af samme Guds nåde, og så sidder en studieindspilning lige i skabet med alt, hvad det indebærer af poesi og passion. Men Morenos og Werners album, Poesia, forekommer mig alligevel for ferskt. Det er som om, det mangler stoflighed, karakter og glød. Ikke at man efterlades i tvivl om de to kunstneres respektive kvaliteter endsige om deres evne til at lytte sig ind på hinanden og skabe noget nyt sammen. For dét kan de. Lytte, bidrage og løfte. Men produktionen af deres album er blevet for stram, kold og blodfattig. Der er undtagelser, fordi enkelte numre kalder på stramheden: Det gælder f.eks. nummeret Estate. Men størstedelen af de øvrige numre er alt for ferske, som var de tappet for karakter og glød. I den forstand fremstår albummet som en skitse til noget, der i en anden producers hænder kunne have fremkaldt rødmende kinder og afgrundsdyb sentimentalitet. Og dét er ærgerligt, når nu to stjerne går sammen om et nøgent udtryk.

****  /  Pirouet Records  /  62 min.  /  Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES