Ægteparret Trinelise Væring og Fredrik Lundin har en helt særlig position i dansk musik. Hver for sig er de sublime musikere, men sammen er de også – med deres orkester, Offpiste Gurus – nogle usædvanligt aktive, offensive créateurs, som igen og igen udforsker og udfordrer grænselandet mellem vokaljazz og independent poprock. Selv kalder sangerinden og saxofonisten deres offpiste musik indiejazz, og dén genrebetegnelse matcher da også meget godt det, de bringer til torvs på deres nye album. In Case of Fire er upoleret, råswingende og fortrinsvis akustisk vokaljazz-pop-rock – flot forløst af orkesteret og flot produceret af Nikolaj Nørlund. Blæserne, stemmen, rytmen – det støvede, det skramlende, det sofistikerede og det dynamiske – det hele er uortodokst sammensat, men det fungerer og fremstår endog meget troværdigt. Især holder undertegnede af balladerne, Nickname and Shoe Size og One and Lonely. I de ballader rammer guruerne, som i øvrigt også tegnes af Thomas Vang og Jeppe Gram, en perfekt æstetisk balance mellem den tekstuelle meningsfuldhed og den melodisk, rytmiske fremdrift. Offpiste Gurus står for modig og seriøs kompromisløshed.
**** / Yellowbird Records/Enja Records / 40 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk