Han er inspireret af så forskellige forfattere som Robert Louis Stevenson, William Styron, Philip Roth og Stephen King. Men han er også helt sin egen. En forfatter med sin helt egen narrative stil.

Nok er den produktive forfatter, Christian Mørk, dansker, men siden 1988 har han boet i USA. Han er søn af skuespillere, født og opvokset på Frederiksberg, men i 1981, som 14-årig, lagde han grunden til det, der skulle blive hans amerikanske eventyr: Han tog på kostskole i USA, og i 1988, som 21-årig, bosatte han sig permanent i staterne. Han studerede sociologi og historie på Marlboro College i Vermont og tog siden en master i journalistik på Columbia University i New York. Efter en årrække som filmproducent i Hollywood og filmredaktør på Variety vendte han tilbage til New York, hvor han bl.a. blev tilknyttet The New York Times. Igennem de sidste ti år har han fra sin bopæl i Brooklyn helliget sig forfattergerningen, og hans aktuelle roman, Drengen ingen kunne finde, er hans tiende på dansk. Han skriver på engelsk, oversætter selv til dansk og udgiver i øvrigt sine bøger i en lang række lande.

Selv om han har boet det meste af sit liv i USA, er hans danske sprog formfuldendt og blottet for amerikanske gloser. Som han sidder her, på sin danske forlæggers kontor ved Rådhuspladsen i København, kunne både hans sprog og tøj stamme fra rundt om hjørnet – selv om handlingen i hans nye roman umiskendeligt er henlagt til ’ungdommens’ Vermont og så klart er af amerikansk tilsnit. Men at han skulle være dansk-amerikaner – sådan som mange danske journalister igennem årene har hævdet – det pointerer han uopfordret er uinteressant.

”Dansk-amerikaner! Det er et uinteressant klistermærke. Dét, der er interessant, er figurerne i mine romaner. De betyder i en interviewsammenhæng mere, end jeg gør. Taler jeg i et interview om mig selv og mit liv, vil figurerne med rette kunne føle, at de bliver overset. Og dét går ikke. Jeg har afgivet det løfte overfor dem, at jeg vil insistere på at tale om dem.”

Han siger det ikke bebrejdende, men i et tonefald som var han en forældre, der med glæde iagttog sine børn og naturligt havde lyst til at tale om dem snarere end om sig selv.

Da jeg alligevel spørger ham, hvad det er, der driver ham som forfatter til at skrive en spændingsroman, svarer han:

”Hvor mange af mine kolleger har en intellektuel tilgang til deres arbejde som forfatter, ser jeg mig selv som en håndværker, der skriver på en impuls.” Han ser mig direkte i øjnene, som for at sikre sig, at jeg forstår distinktionen, og så fortsætter han:

”En journalist spurgte mig en gang for mange år siden, hvad jeg ville med min bog. Jeg anede det ikke. Og det gør jeg for så vidt stadig ikke. Det nærmeste jeg i dag kan komme et svar på spørgsmålet er, at de personer, jeg skriver om, bliver vakt til live af mig. Jeg forestiller mig, at jeg står ved deres side, når tingene sker. Og at jeg oplever det, de oplever.”

”Jeg har aldrig for alvor reflekteret over, hvad min egen indgang til personerne eller temaerne er. Det er måske noget med tab, sorg og skjulte identiteter. Det er i hvert fald temaer, som optager mig, men det er ikke temaer, jeg bevidst tænker ind, når jeg skriver. De lykkeligste øjeblikke i skrivefasen indfinder sig faktisk, når jeg helt glemmer mig selv. De øjeblikke er som ud-af-kroppen-oplevelser.”

”Når jeg skriver, har jeg en overordnet plan, som skal sikre, at tingene kommer til at hænge sammen. Men det har jeg kun, fordi jeg dermed frit kan beskrive de enkelte figurer og de oplevelser og følelser, de skal igennem. Jeg bliver til tider anklaget for at være plot-fikseret, men det er jeg fordi, strukturen giver mig frihed til at arbejde med personerne, som så fører mig steder hen, hvor jeg kan havne i en selvforglemmende tilstand. Den overordnede plan gør mig fri til at koncentrere mig om at finde ind til det ægte i dialogerne og i beskrivelserne.”

Jeg fortæller Christian Mørk, at jeg oplever Drengen ingen kunne finde som filmisk, at historien for mine øjne udfolder sig, som havde brødrene Cohen sat deres fingeraftryk på manuskriptet. Hertil svarer han:

”Der var en grund til, at jeg var vild med film som dreng og havde en lang afstikker ind i filmen som ung. Jeg tænker i kameragange og er optaget af det narrativt beskrivende.”

Drengen ingen kunne finde genrebetegnes på forsiden som et spændingsroman…

”Men genren tænker jeg aldrig på under arbejdet med en bog. Jeg kan godt se, at Drengen ingen kunne finde er en stram genrefortælling. Men stadig: jeg er mere optaget af figurerne. Det afgørende for mig er, hvad figurerne kan, og hvem de er.”

”Når jeg har valgt at kalde denne bog en spændingsroman, er det fordi, jeg ikke har villet forvirre læserne. Det har jeg tidligere gjort, men denne gang ville jeg ikke have, at læserne skulle tro, at der var tale om et intellektuelt skyggespil. Der skulle tones rent flag. Historien er på mange måder typisk for spændingsromaner, og så gør det mig ikke noget, at genren ikke signalerer Marcel Proust. Ikke at jeg forestiller mig, at jeg skal sidestilles med ham, men det er meget dansk, at man som forfatter skal stræbe efter at være Proust. I Danmark er sondringen mellem det kommercielle og det kunstneriske udtalt, men den ’Berlin-mur’ findes ikke så meget i udlandet. I USA vil man kalde genren ’Commercial Literary fiction’, og den genrebetegnelse er mere åben. Den friholder mig i USA for at skulle gå i sort tøj og fra at skulle holde mig indenfor snævre genregrænser. Jeg har i forvejen altid bestræbt mig på at gøre op med dem. Efter et langt kommercielt forløb, vovede jeg mig ud i at lave litteratur med lille L i bogen De forhadte, og dét blev jeg belønnet for. Dét fik stor betydning for min videre udvikling som forfatter.”

Christian Mørk har skrevet romaner indenfor flere forskellige genrer. Hans debutroman var en konspirationsthriller, hans anden roman et moderne folkesagn, og herefter fulgte en stime af thrillere.

”Efter dén stime skulle jeg tage mig selv i nakken, for hov-hov! Nu begyndte mine bøger at minde for meget om hinanden. Det var derfor jeg skrev De forhadte. Med den fik jeg pludselig besøg af Politiken. Pludselig var jeg fin nok. Jeg elskede at skrive den og lærte meget af det, men den gjorde mig netop også opmærksom på, hvordan man som forfatter bliver vurderet udefra. Det var som om, jeg med den kom om på den anden side af den danske ’Berlin-mur’. Men nu… Det er måske kættersk, nu har jeg skrevet en spændingsroman igen.”

Hvordan har du det i det hele taget med anmeldelser?

”Forfattere lyver, når de siger, at de er lige glade med, hvad andre tænker om det, de skriver. Selv læser jeg ikke anmeldelser, før andre har gjort det for mig, for jeg har brug for at forberede mig på hver enkelt anmeldelse. Jeg læser for eksempel ikke anmeldelser af denne bog i denne uge. Det gør jeg først i næste uge, når udgivelsen er lidt på afstand. For helt ærligt: Jeg bliver opmuntret, hvis anmeldelserne er gode, og jeg bliver ked af det, hvis de er dårlige. Det at få en bog anmeldt er jo for så vidt både voldsomt og unaturligt: Jeg har siddet alene i et år og skrevet noget, som jeg tror, andre vil finde glæde ved, og så falder der en dom! Jeg vil ikke pive, selv om bogen skulle få dårlige anmeldelser. Men selvfølgelig håber jeg, at den bliver godt modtaget.”

”Jeg anerkender, at kritik er vigtig – at vi som forfattere skal have tørt på – men vi skal først og fremmest have frihed til at lave vores arbejde – uanfægtet af ’Berlin-mure’. Og som min gamle far sagde: ’Lyt altid til din egen indre stemme, for den tager aldrig fejl’. Dét har jeg altid gjort.”

I Drengen ingen kunne finde skildrer Christian Mørk to brødre, Gordon og Harold…

”som begge er i slutningen af 30erne, og som altid har haft en skævhed i deres broderskab. Den ældste er mere handlekraftig end den yngste. Har mere dødsforagt. Den yngre, hovedpersonen, er mere forsigtig og analyserende, men i sidste ende er det alligevel ham, der tager de største chancer. De to er ikke modpoler, men de låner af hinanden og kører hinanden op. Det er to moderne mænd, som er fanget i et almindeligt liv, der pludselig bider dem på en måde, de aldrig havde forestillet sig muligt. De lever almindelige liv og har almindelige trængsler, men de bliver konfronteret med noget ualmindeligt, fordi de higer efter noget, de ikke kan se. De er knudeagtige mænd, der bliver tvunget til at bruge deres fantasi for at overleve.”

”Selv om det er dem, der er bogens hovedpersoner, er de reaktive. Det er ikke dem, der sætter det første stød ind. Derfor bruger jeg også tid på at skildre skurkene, så de får et indhold, der modsvarer hovedpersonernes. Gjorde jeg ikke det, ville romanen blive en kliché, som jeg ikke selv ville interessere mig for.”

Er de to brøde særligt amerikanske?

”Det tror jeg ikke. De er amerikanere, fordi jeg er i stand til at skrive om to arbejdsmænd i den kommune og stat, hvori jeg selv har boet. Jeg ville ikke kunne skrive en tilsvarende bog om asfaltarbejdere i Farum i Danmark.”

”Bogen er opdelt i fire afsnit eller akter, og figurerne optræder, som de ville gøre i en teaterforestilling – i lange sekvenser om begivenheder i først den ene og så den anden lejr, hvorefter de to lejre bliver blandet. I den forstand låner fortællingen fra scenekunsten snarere end filmen – selv om der er scener, der er filmiske. Jeg har tænkt i scener og i sceneskift fra akt til akt.”

”I den forstand kan man sige, at jeg har haft glæde af den erfaring, jeg fik hos Warner Brothers. Jeg har læst masser af udkast til filmmanuskripter og masser af overgange fra en scene til en anden, og dét har gjort mig sikker på, hvilke værktøjer jeg selv i en given situation skal bruge. I en spændingsroman betjener jeg mig af helt bestemte værktøjer. Men uanset hvad: Enhver genre skal kunne stå inde for sig selv. Afdøde Hunter S. Thompson sagde det sådan: ’Tingen taler for sig selv’. Og det gør den, selv om man ikke tror det.”

”Stadig er det vigtigste for mig figurerne. Når jeg skriver, lever jeg med dem. Og når jeg har fået dem i land, lever de videre. Så kan jeg slippe dem og hente andre, der skal sejles over. Jeg er i den forstand som en færgemand, der sejler folk i land.”

Bibliografi:

• De ti herskere (roman) 2006
• Darling Jim (roman) 2007
• Glemt (thriller-føljeton) 2007
• Skyggernes hav (roman) 2008
• Kejserens port (roman) 2009
• Jaguarens datter (roman) 2010
• Den åbne grav (roman) 2011
• De forhadte (roman) 2013
• Den store mester (roman) 2014
• Drengen ingen kunne finde (roman) 2015

Interview også publiceret på netmagasinet manmanclassic.dk