HVEM? Sophie Auster er 28 år. ”Men hvem jeg er? Det forsøger jeg stadig at finde ud af. Jeg er en passioneret, sensitiv rimsmed og musiker.”
HVAD? ”Min musik er eklektisk folk-pop med elementer af soul, rock og jazz. Jeg kan godt lide det krydsfelt.”
HVOR? Hun er født og vokset op i Brooklyn, New York, ”i et fredfyldt neighborhoody.”
HUN ER DATTER AF TO VERDENSBERØMTE FORFATTERE OG SELV EN MEGET LOVENDE MUSIKER.
I November gæster hun for anden gang i sit liv Danmark. Første gang hun var her, var hun 5 år og i selskab med sin far og mor – Paul Auster og Siri Hustvedt – på besøg hos deres danske forlægger. Når hun i november i år som 28-årig vender tilbage, på opfordring af den pensionerede forlægger, bliver det for at give en koncert på Loppen på Christiania. Her skal hun optræde i en duo med sin egen lyriske, guitarbaserede folk-pop. Men hvordan gik det til, da datteren af de to berømte forfattere blev musiker?
”Jeg valgte ikke selv, at jeg skulle være musiker. Det var musikken, der fandt mig. Den fandt mig, da jeg var yngre, og den voksede i mig med årene. Da jeg var 8 år, valgte min søde, opmuntrende sanglærer at plukke mig ud af skolekoret og give mig en rolle som korsolist. Og dét var formativt. Hun tog mig under sine vinger og introducerede mig til det at synge og spille guitar og klaver. Jeg var naturligt nok også interesseret i at læse og skrive lyrik, og da jeg blev teenager begyndte jeg målrettet at skrive sange. Jeg tror, jeg fornemmede, at det at lave musik var det, der gjorde mig gladest. Det gav mig mulighed for at udtrykke det, jeg følte. Og det i sådan en grad, at jeg aldrig siden har kunnet slippe trangen til at skrive sange og lave musik. Musikken fandt mig, og jeg er stadig nysgerrigt i hælene på den, på opdagelse ad musikkens vej.”
”Jeg er i dag singer-songwriter med fokus på melodierne og på de tekster, der fortæller historier. Jeg forsøger i min tilgang til arbejdet med sangene at opretholde en åben og afslappet sensitivitet, for jeg har erfaret at intet kreativt opstår ud af en anspændt, forceret tilgang. Jeg kan ikke læse eller skrive noder, så de fleste sange opstår ved, at jeg griber min guitar og lader musikken opstå. Det er i den forstand det ubevidste, der dikterer vejen. Ofte foregår det ved, at jeg slår nogle akkorder an, fintuner nogle melodiske elementer og går med de ord, der umiddelbart kommer til mig – senest om relationer på forskellig vis. Men helt centralt er det, at jeg – for oprigtigt at være kreativ – frygtløst skal turde arbejde mig ind imod et centrum, skal turde ramme forbi og skal turde overgive mig til det, der kommer. For kun når dét lykkes, opstår der noget interessant.”
Hvordan vægter du teksterne i forhold til melodierne?
”Smukke sange behøver ikke være komplicerede. De kan være enkle. Det afgørende er, at man rammer de rigtige akkorder og tone og kombinerer dem med de rette, gerne enkle ord, sat sammen på ny. Jeg bestræber mig altid på, at finde at finde en god balance mellem melodi og sang, og på at finde nye måder at fortælle historier på. De skal være friske og overbevisende. Og det står klart, at jo mere jeg øver mig, jo lettere bliver det for mig at være kreativ.”
”Men det jeg elsker mest af alt er at optræde live. For der har du ingen ’second chance’, hvilket du har i øveren eller studiet. På scenen tvinges du til at give slip og gå med energien på stedet. Det at optræde live er en rensende og frigørende ting. Derfor glæder jeg mig også til den europæiske tour og til koncerten på Loppen.”
Interview også offentliggjort i musikmagasinet GAFFA og i netmagasinet gaffa.dk