Jazztrommeslageren og –percussionisten, Thomas Strønen, har igennem flere år markeret sig som en af Norges fremmeste musikere, kapelmestre og komponister indenfor såvel avantgardejazzen som den moderne jazz. Og den position fastholder han med sit nye udspil på ECM Records. Time is a Blind Guide udkommer næsten samtidig med avantgardeudspillet, This is not a Miracle, med gruppen, Food (også på ECM Records), men Time is a Blind Guide er til gengæld akustisk kammerjazz af den pågående og ekstroverte slags! (Enkelt numre er introverte – det gælder f.eks. nummeret, Everything Disappears). Med sig på albummet har Strønen en overvejende norsk besætning på klaver, kontrabas, violin, cello og to gange percussion. Og med dén besætning forløser han sit materiale med snilde og fokus på forløsningen af rytmikken i det melodiske. Et nummer som, Pipa, er helt minimalistisk, næsten meditativt repetitivt. Klart albummets bedste nummer. Men ellers varierer materialet i udtryk og styrke. Og dét p.g.a. kompositionerne, ikke p.g.a. besætningens kvaliteter og indsats.
**** / ECM Records / 53 min.