SPOKEN WORD ANMELDELSE To scener en søndag. Den ene giver mig anledning til bekymring. Den anden til glæde.
Første scene udspiller sig over morgenkaffen i mit hjem, den anden over aftenens øl i Store Vega. Måske hænger de to scener sammen? Måske ikke? Og dog!
Ved morgenbordet fortæller min kone, folkeskolelæreren, at den hastigt tiltagende digitalisering af undervisningen gør, at noget så simpelt som håndskriften (herunder pincetgrebet) er ved at uddø. Skolebørn er ved at miste evnen til at holde på en blyant. Det at skrive er noget, de gør på computere. Det er kun, fordi skolen ikke har råd til den fulde pakke, at håndskriften stadig eksisterer på hendes skole. (Elektronikindustrien styrer for vildt)!
Da søndagen går på hæld er jeg i Store Vega til arrangementet Digte & Lyd. Her overrasker det mig, at der ser ud til at være udsolgt. Til et arrangement med digtoplæsning. Digtoplæsning! (Når det nu helt konkret er sådan, at digte kun undtagelsesvis sælger). Stolene står tæt på gulvet og både der og oppe på balkonen er det svært at finde plads. Der er folk over alt, begge køn, alle aldre (voksne), masser af folk, som – da arrangementet går i gang – rent faktisk lytter, koncentreret, aktivt, uden konstant at være i kontakt med omverdenen via deres mobiltelefoner. (Helt usædvanligt i Vega). Folk lytter til digterne, til dem der har skrevet nogle kondenserede og koncentrerede tekster.
Om de fire optrædende digtere – Yahya Hassan, Maria Gerhardt, Signe Gjessing og Jørgen Leth – har skrevet deres tekster i hånden fremgår ikke. Men det er sandsynligt. Og dog. Yahya Hassan læste sit langdigt op fra sin mobil, uden i øvrigt at indikere, at han var i kontakt med publikum. Måske han har skrevet på sin mobil. Måske lever han i den digitale verden. Og dog. Et og andet i hans verden er simpelthen fysisk. Med hans indtræden på scenen ændrede publikums sammensætning sig for eksempel. Bevæbnede politifolk med skudsikre veste og sorte dragter trådte ind i lokalerne omkring scenen, og det forekom på én gang naturligt (den nyere historie taget i betragtning) og naturstridigt (digterens ungdommelige frækhed taget i betragtning). For lyttede man til Yahya Hassans messende oplæsning, kunne man foranlediges til at tænke, at det var en uvorn unge, der under bifald havde indtaget scenen. Som en anden Kaptajn Haddock pissede Yahya Hassan til højre og venstre, på alt og alle (også politiet). Han messede om røvhuller og røvpulere, om hertuger og halmballer, om imamer og troldmænd, om pikker og patter. Og ikke ueffent! Slet ikke. Der var musik i hans messen. Og alligevel savnede jeg, at drengen fra Kejserens nye klæder dukkede op og stillede det forløsende spørgsmål, som ville få os alle til at le af os selv og af vores evne til at lade os forføre af unge Hassans frækhed, træk på ytringsfrihed og alvorlige politiopdækning.
Da Jørgen Leth øjeblikke efter gik på scenen for indledningsvist at lade sig interviewe af Ane Cortzen lod han forstå, at Yahya Hassans optræden for ham var som oplevelsen af Miles Davis i 60erne. En åbenbaring. Jørgen Leth kaldte herefter sig selv en tenorsaxofon, fordi han – som han sagde – ”går op i langsomhed” og ”er god til at læne mig tilbage”. Den aldrende digter blev snart akkompagneret af vokalensemblet IKI i et eminent samspil. Men forud for alt dette havde Maria Gerhardt været på scenen for at læse op af sin nye bog om liv på Amager – med elektronisk fordrejede og dybt fascinerende stemmer – og så havde unge Signe Gjessing været på scenen for at læse op af sine fragmentariske digte til ambient musik af Mike Sheridan, der betjente sig af et mærkværdigt ”vandorgel” med lyde, der forplantede sig via en bøjet metalskærm.
Som helhed betragtet var arrangementet forrygende flot – takket være de musiske oplæsninger og takket være den overvældende publikumstilslutning. Arrangementet gav anledning til at lægge noget af bekymringen fra sig: måske overlever pincetgrebet! Man kan håbe.
**** / Livearrangementet også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk