Færøske Eivør er som singer-songwriter en ur-natur med tilsyneladende ubesværet adgang til dybe lag i sig selv, fuld kontrol over sit “instrument” og en original tilgang til det at skrive nyt materiale. Af samme grund fremstår hendes sange og musik på én gang dybfølte, ægte og netop originale.

Hun har netop udgivet to søster-albums, det engelsksprogede Bridges og det færøske Slør. Hvor førstnævnte er et lyst og længselsfuldt album, er sidstnævnte mere råt og reflekterende. Bridges er inspireret af hjemlængsel, venskab og kærlighed. Slør af udlængsel, løsrivelse og higen efter frihed. Selv siger hun om processen bag de to søsterplader, at hun, når hun havde skrevet én sang på engelsk, blev ramt af en anden på færøsk – en slags spejlbillede. De fleste af sangene skrev hun parvis. I den forstand er der med de to søster-albums både tale om to helt forskellige værker og ét samlet værk.

 

Da jeg møder hende på en café i København, spørger jeg hende, hvor hendes ur-naturlige evne til at synge kommer fra. Hun smiler – formodentlig ved tanken om “ur-naturen” – og svarer:

– Jeg har sunget, siden jeg var barn, men jeg har også som voksen udforsket og videreudviklet min sangstemme. Jeg lavede min første plade, da jeg var 16, men da jeg var 17, gik det op for mig, at min teknik gav mig problemer. Jeg havde eksperimenteret meget med måden, jeg sang på, men følte også, at jeg var nået frem til et sted, hvor jeg var tvunget til at udforske mit “instrument” og lære at bruge det på en anden måde. Derfor tog jeg som 17-årig til Island for at studere klassisk sang, og ikke fordi jeg gerne ville være klassisk sanger, men fordi jeg ville lære teknikken og bredden i spektret at kende for dermed at blive bedre til at håndtere mine egne sange.

 

– Jeg lærte i løbet af de fire år meget om, hvad min stemme kunne og ikke kunne. Jeg fik sangtimer hos en dygtig lærerinde, som lærte mig utrolig meget om vejrtrækning og stemmekontrol. Jeg sang arier og ting og sager. Og hele tiden kunne jeg mærke, at jeg kunne bruge det i mit eget projekt. Dét vidste jeg hele tiden, hvad var: Jeg ville lave min egen musik og skrive mine egne sange.

– Allerede da jeg lavede min første plade, vidste jeg, at det var det, jeg ville. Men med plade nummer to og tre udviklede mit udtryk sig alligevel, og siden har det konstant udviklet sig. Men jeg synes, jeg fandt min stemme i Island, og siden har jeg fundet og genfundet mig selv utallige gange. Og egentlig har jeg altid haft det sådan, at mit projekt ikke handlede om ét bestemt udtryk, men om at udtrykke mig ærligt og fra hjertet. Det er jo lidt mærkeligt at have sit “instrument” i sin hals. Til gengæld gør det brugen af “instrumentet” meget personlig.

 

Eivør kommer fra et hjem, hvor der blev sunget, og i dag opfatter hun sine forældre som sine første mentorer.

– Min mor har altid været glad for sang, og jeg kan huske, at jeg som lille beundrede hende, når hun stod i køkkenet og sang. Hun havde et meget åbent forhold til sang. Min far skrev digte og var mere optaget af folkemusik og historiefortælling.

– Det, som jeg gerne selv vil fortælle, handler om det at være menneske i denne verden. Bridges handler om forholdet mellem mennesker – om hjemve, kærlighed og venskab. Jeg skrev mange af teksterne, mens jeg rejste rundt på en turné, så der er længsel i dem, men også en slags kærlighedserklæring. Da jeg skrev dem – på engelsk – kom de færøske tekster imidlertid også til mig – som spejlbilleder. Og de blev til Slør, som mere handler om udlængsel og om trangen til at gøre sig fri. I den forstand er de to plader som to kontraster og alligevel sammenhængende. Det har været et par heftige år, men jeg er glad for, at begge album kommer ud samtidigt.

 

– For mig er arbejdet med en ny plade en lang proces. Jeg har brugt to år på at skrive sange og spekulere over lyd. Nogle gange har det føltes let, andre gange har jeg måttet knokle. Det har været hårdt og svært. Det har stået stille, og pludselig har der været hul igennem, for så igen at gå i stå. Psykisk har det for mig været en både heftig og tilfredsstillende proces. Og det hele har været en søgen efter noget, der ikke var der endnu, men som jeg gerne ville se for mig.

Kan du undervejs i sådan en proces komme i tvivl om, hvad dit projekt egentlig er?

– Når processen er svær, kommer jeg ofte i tvivl om det, jeg foretager mig. Men den tvivl opfatter jeg som en vigtig del af processen. Den er med til at føre mig et sted hen. Tvivlen hører med til den kreative proces, som skal være farlig. Processen må ikke blive for “safe”, for så gentager man sig selv. Og ofte skal man altså igennem mørke for at finde lys. Sådan har jeg det i hvert fald med min sangskrivning.

 

– Med de to album har jeg haft en forholdsvis klar idé om instrumenteringen, og om hvordan det hele skulle skrues sammen. Og sammen med min mand, Tróndur Bogason, som er producer og komponist, og mit band, som består af Høgni Lisberg, Mikael Blak og Hallur Jonsson, fandt jeg frem til det lydbillede, jeg ledte efter. Jeg har selv samplet alle grundlæggende beats med min vokal og håndtromme, og så har Høgni arbejdet videre med mine lyde. Jeg ville gerne have, at de to plader skulle ligge mellem det elektroniske og akustiske, at lydbilledet skulle være en organisk blanding.

Hvordan forklarer du helt konkret dine samarbejdspartnere, hvad det er for et udtryk, du gerne vil ende op med?

– Det kan være svært. Nogle gange har jeg selv følt, at jeg talte sort. Men det gode ved at arbejde sammen med folk, der kender en, er, at de kan forstå en, når man taler sort. Det kan være ydmygende at lave musik, fordi man er så nøgen. Der knytter sig i den forstand en vis sårbarhed til det at skabe musik, men det er også dét, der er drivkraften i mit arbejde med musikken. Jeg søger det nøgne og ærlige. Af samme grund er det vigtigt for mig at arbejde sammen med nogle, som jeg stoler på, og som har de bedste hensigter med mig og min musik, og som samtidig giver mig modspil. Arbejdet med Bridges og Slør var meget intenst, men sammen med især Tróndur fandt jeg ind til kernen af det, pladerne skulle være.

 

De to søster-albums er håndgribelige resultater af gode samarbejdsrelationer, men hvorfor er de så forskelligartede i udtrykket og dog så ens?

– Bridges er blød i lyd og tekst. Den har en længselsfyldt stemning over sig. Slør er mere rå og mørk i lyden. Og det har noget med sproget at gøre. For mig er det at skifte sprog som at skifte instrument. Forskellen i tonen har med dét at gøre. Men jeg har ønsket, at der både skulle være et tematisk slægtsskab og en kontrast imellem de to plader.

Forklar lige det med sprogets betydning for stemningen…

– Det færøske sprog er ikke så blødt som engelsk. Det har en anden, mere rå lyd, og mange af sangene på Slør er meget inspireret af færøske viser. De har en anden melodilinje end sangene på Bridges. Bridges er mere blød og længselsfuld.

– Færøsk folkemusik rummer altid elementer af udlængsel og hjemve. Jeg har selv haft det sådan, siden jeg var lille, at jeg gerne ville ud og se verden. Og når jeg så kom ud, fik jeg hjemve. Det er lidt yin og yang. Begge dele.

– Færøsk folkemusik er unik. Den minder om norsk og islandsk folkemusik, men er alligevel unik og baseret på historier, der blev overleveret fra mund til mund. Jeg har altid være fascineret af melodierne, for der var jo oprindeligt ingen instrumenter. Det er derfor, de er så frie og løse i akkorderne. Det er noget, jeg til stadighed bliver inspireret af.

Også publiceret på netmagasinet gaffa.dk