Jan Mølby var professionel fodboldspiller. En tung, boldsikker og skudstærk tonser, som i Liverpool fik tilnavnet ”The Great Dane”. I dag er han professionel pokerspiller, sponseret af Bet24. Men uanset sportsgren handler det for danskeren om konstant at blive bedre.

I 1980erne og 90erne var han et af de helt store navne i Danmark. Og i England for den sags skyld. Han var elsket… I hvert fald respekteret for sin jordbundne facon, sit åbenlyse talent og sin ukuelige trang til at sejre. Jan Mølby var professionel fodboldspiller. En tung, boldsikker og skudstærk tonser, som i Liverpool fik tilnavnet ”The Great Dane”.

Liverpool blev klubben, man efterfølgende forbandt den store dansker fra Kolding med. Og det selv om han også i løbet af sin professionelle karriere spillede i Ajax Amsterdam, Barnsley, Norwich og Swansea. De 12 år, 292 kampe og 62 mål for Liverpool overskyggede alt andet. Selv landsholdskarrieren, som bød på 6 U-21 landskampe og 33 A-landskampe.

Fra 1996 til 2004 var han manager i fodboldklubberne Swansea, Hull og Kidderminster. Men – som en direkte konsekvens af, at karrieren som manager ikke udløste medaljer, endsige oprykning – trak han sig fra hvervet.

I dag er han medkommentator, når danske TV3 eller engelske BBC viser fodbold – landskampe, Champions League eller Premier League. Og så er han professionel pokerspiller.

Er det så nemt, bliver du ved

Jan Mølby bor stadig i det nordvestlige England. I en landsby mellem Liverpool og Manchester. Men jeg møder ham på kontinentet, på et af European Poker Tours (EPT) ugelange stop-overs. Forud for dagens turneringsstart kl. 12 kommer The Great Dane slentrende gennem hotellobbyen. Han hilser, sætter sig i en stol, bestiller en kaffe og ser direkte på mig. Her er han, klar til at besvare spørgsmål. Til stede, fokuseret. I hele sit væsen indbegrebet af ro. Havde han haft orange gevandter på, ville jeg have troet, han var zenbuddhist.

Jeg husker ham fra utallige fodboldkampe i fjernsynet. Som den rolige klippe på Liverpools og landsholdets centrale midtbane. Under EPT den pågældende uge skal det vise sig, at han er en lige så rolig klippe. Men hvordan blev skiftet fra professionel fodboldspiller til professionel pokerspiller en realitet?

”Vi spillede altid kort, når vi som fodboldspillere sad i en holdbus eller deltog i slutrunder. Vi spillede whist, for det meste. Og på et tidspunkt også poker, selv om ingen af os helt vidste, hvordan man gjorde. Jeg spillede blandt andet med Robby Fowler. Vi kunne sidde og spille om ti pund, uden egentlig at vide, hvordan man gør.”

”Men min trang til at spille om penge udsprang af noget helt andet. Da jeg i 1987 hørte to af mine holdkammerater i Liverpool snakke med en jockey, der sagde, at en bestemt hest ville vinde et bestemt løb, besluttede jeg at sætte 100 pund på den. Hesten vandt, og jeg fik 800 igen. Så ved du godt, hvad der sker: Er det så nemt, bliver du ved. Det kræver ganske vist tid at forstå, hvordan en hest og en jockey arbejder sammen, men tid har man som ung professionel fodboldspiller i udlandet.”

Seriøst ind på pokerscenen

”Som ung professionel fodboldspiller i udlandet er man ofte ensom. Jeg var det selv, især i Holland, meget ensom. Det var lettere for mig at komme til England, for i Liverpool var der et andet sammenhold mellem spillerne. Jeg ankom en søndag aften, trænede første gang mandag morgen, og mandag aften var jeg med de andre spillere ude at få en øl.”

”I Amsterdam sad jeg konsekvent alene. I Liverpool ville klubben gerne have, at spillerne brugte tid sammen udenfor banen. Tanken var, at vi dermed kom til at kende hinanden bedre kunne det på banen. Det var derfor, jeg begyndte at gå til hestevæddeløb.”

”Poker blev jeg først seriøs med i starten af 2000. Dén gang kunne man mærke, at der begyndte at ske noget på scenen. Den begyndte at vokse. Og folk begyndte at tale om muligheder og sponsorater. Jeg købte bøger og begyndte at læse om spillet for at være sikker på, at jeg vidste, hvordan man spiller. Jeg prøvede online, selv om jeg ikke er nogen online spiller. Jeg begyndte bare, og så fokuserede jeg på, hvor langt jeg kunne drive det.”

Folk lever i pokerens verden

”En ting, som jeg hurtigt fandt ud af, var, at man kun bliver bedre og god nok til at vinde, hvis man spiller mange hænder. Der er jo hele tiden en udvikling i spillet. Preflop action er noget, der var engang. Prebets. Hvis folk raisede, vidste du, hvor du havde dem. Det ved du ikke i dag. Folk er i dag mere kreative og uforudsigelige. I dag prøver pokerspillere at få deres modstandere til at tro, at de har en hånd, som de ikke har. Og dét er fascinerende.”

”Noget andet er, at der er et stort turn over af spillere. Hvem er i teten lige nu? Det ændrer sig hele tiden. Jeg garanterer for, at der løber tusindvis af pokerspillere rundt i verden, som er bedre end dem, vi taler om lige nu!”

Jan Mølby er åbenlyst engageret, når han fortæller om den scene, han selv erobrede, da han stoppede med fodbolden. Men hvordan oplevede han pokerverdenen?

”Det er en meget speciel verden. Og jeg må sige, at jeg blev virkelig overrasket over den. Folk lever i den. De snakker kun med pokerspillere. Og kun om hands. Snakker de endelig om noget andet, er det med pokerjargon. Skal du selv være med, skal du gøre det samme.”

Spil på position snarere end hænder

”I poker er der helt generelt en åbenhed overfor det at fortælle, hvordan du tænker og spiller forskellige hænder,” fortæller Jan Mølby begejstret.

”Og én ting, jeg har opdaget, er, at de dygtigste pokerspillere i dag spiller på deres positioner snarere end på deres kort. Deri er forskellen på dem, der spiller meget, og os der spiller mindre. De professionelle har en plan for, hvordan de vil spille på de forskellige streets. De ved, hvad de vil have på flops. Nogle gange er det oven i købet lige gyldigt, om de har gode kort. For os andre er det en glæde at se nogle esser og nogle chips.”

Genkender du det strategiske fokus fra fodboldens top?

”Jeg har respekt for alle, der når toppen – uanset om det er i fodbold, vandpolo eller poker. For jeg ved, at dem, der når toppen, kan noget særligt.”

”Da jeg selv spillede ungdomsfodbold i Kolding, var jeg klar over, at jeg ville nå længere end de andre, fordi jeg psykisk kunne og ville mere end dem. Første gang jeg spillede poker et par timer, var jeg svimmel i flere dage efter. Men de drenge, der når længst i en EPT som denne, de kan spille i timevis. Det er lige som fodboldspillerne i Manchester United – de kan også blive ved i timevis. Pokerspillere kan lugte, når deres modspillere bliver trætte og begynder at begå fejl.”

”Poker er også i dén forstand andet end held. Det er klart, at gode hænder skal holde. Dem skal du vinde. Du skal have held. Men positioner og fornemmelser er også vigtige. Det handler ikke kun om hænder. Det handler også om flair og odds.”

Kræfter til at række en finger i vejret

Hvordan vil du beskrive din egen stil?

”Min egen spillestil er tight. Jeg er tålmodig. Jeg er ikke en af dem, der springer op og jubler, når jeg vinder. Da jeg var fodboldspiller, sprang jeg heller ikke op blandt publikum, når jeg havde scoret et mål. Jeg havde for det meste kun lige kræfter til at række en finger i vejret. Men der er mange, der agerer anderledes. Vi er på den måde meget forskellige ved bordet.”

”Den sidste hånd i mandags… forskellen var 170.000 eller 3. Med sådan en difference er det klart, at der er nogen, der reagerer.”

”Der foregår hele tiden noget omkring bordet. Der opstår interne dyster. De kan starte med noget verbalt. En surhed over en måde, der er blevet spillet. Og som afføder en reaktion.”

”Jeg har hele første dag ved denne turnering siddet ved siden af en, der konstant kommenterer folks måde at spille på. Han er Swansea-fan, og da jeg har været manager i Swansea, har han et blødt punkt i forhold til mig. Derfor har han ikke rettet sit skyts imod mig. Men han snakker og kommenterer så meget, at nogle af de andre bliver irriterede. Der er nogle, der tror, han ikke følger med. Men det gør han. Og dét forvirrer folk. Sådan noget kan jeg godt grine af – også fordi poker trods alt ikke betyder så meget for mig. Poker er ikke mit liv.”

Ingen kan imponere en pokerspiller

Jeg spørger ham, om han kun er en rolig klippe. Om han ikke får lyst til selv at reagere nogle gange?

”Jeg spillede for nogen tid siden med en svensker på min venstre side. Når jeg tjekkede mine kort, så han mig konsekvent ind i øjnene. Han forsøgte vel at spore en reaktion i mine øjne. Efter en time, sagde jeg til ham: ’Ved du hvad, det der kan du godt lade være med.’ Er man nervøst anlagt bliver man påvirket af sådan noget. Men jeg lader mig ikke gå på af det. Heller ikke, når folk snakker. Da jeg spillede fodbold snakkede jeg selv hele tiden. I mandags snakkede jeg ikke så meget her, men det skyldes mest, at jeg ikke er så god til pokersprog som de andre fyre. Jeg er jo lidt udenfor deres verden.”

”Men generelt er professionelle pokerspillere lige glade med, hvem de sidder ved siden af. For hvem kan imponere professionelle pokerspillere? Ingen, tror jeg. Når de sidder ved bordet, er de fokuserede på deres eget spil – ikke nødvendigvis deres egne kort, men deres eget spil. Og poker er jo blevet så stort, fordi alle har en chance. Hvis jeg har et par esser og en pro har et par konger, så vinder jeg. Sådan er det ikke i fodbold, men det er det i poker. I poker er det altid den bedste på dagen, der vinder. Og niveauet er højt. Ingen er kommet med på en fribillet, uanset at nogle har måttet kvalificere sig via satellit-turneringer. Du kan ikke mærke forskel ved bordet.”

Jeg ville vinde. I dag er det noget andet

Jeg spørger til hans vinderinstinkt, og han svarer beredvilligt:

”Som fodboldspiller har jeg altid VILLET vinde. I poker har jeg det anderledes, selv om man siger om mig, at jeg – hvis jeg indbyder til et spil – ikke gør det med mindre jeg er god.”

”Jeg tabte engang 1.000 pund på en tur med Liverpool til Japan. Dét var mange penge, den gang. Men i dag gør det mig ikke noget, om jeg taber.”

”De første gange blev jeg virkelig skuffet. Jeg kunne sætte mig hen i baren og tænke og gentænke, hvad det var, der var gået galt, når jeg var røget ud af et spil. Det gør jeg ikke i dag. For i dag kan jeg forstå, hvorfor man kan tabe bestemte hænder.”

”I den her turnering er der 48, der får pengepræmier. Og det betyder ikke noget for mig, om jeg får del i dem. Men jeg vil stadig hellere blive nummer 51 end 81, selv om det økonomisk ikke gør nogen forskel for mig. Personligt betyder det stadig noget for mig at præstere.”

Med de ord rejste Jan Mølby sig for at genoptage spillet, der hvor han slap det dagen før.

Senere samme dag må Jan Mølby se sig slået ud af EPT-turneringen.

Interviewet er også publiceret på netmagasinet manmanclassic.dk