BOGANMELDELSE   Morten Sabros nye roman er en syret, særegen ”gyser”, der giver associationer til film som Ondskabens Hotel og Twin Peaks. Romanen er mærkværdig, medrivende og sine steder lidt lang, trods et hårdt drive.

Bogens hovedperson er en dreng, som 1) er en utrættelig løber og som 2) løber fra et eller andet, eller hen imod et eller andet. Han har været død, er blevet genoplivet, men viser sig at have mistet en del af sin hukommelse. Det, han ikke kan huske, er imidlertid både væsentligt og urovækkende. For nok blev han selv genoplivet, men hans søster døde uigenkaldeligt ved samme lejlighed. Og spørgsmålet er, om han slog hende ihjel, eller om han forsøgte at redde hende.

Han er ikke buret inde, men han er tydeligvis under mistanke for at have dræbt søsteren. Og alene den mistanke er en plage. Den lokale betjent ser ham gerne dømt, men mangler beviser. Selv mener han ikke, han kan have dræbt sin søster. Men hvad er sandheden? Samtidig med, at drengen forsøger at finde ud af det; samtidig med at han forsøger at forholde sig til (og løbe fra) den mistænkeliggørelse, der omgiver ham; samtidig med at han forsøger at forholde sig til sit hukommelsessvigt og huske, hvad der rent faktisk skete; samtidig med alt dette får han en ven i en mishandlet hund, som han tager til sig og kalder Gud. (Heraf romanens titel). Drengen og Gud løber sammen rundt i lokalsamfundet i en søgen efter svar.

Lokalsamfundet? Det er styret af mørke kræfter og giver associationer til Ondskabens Hotel og Twin Peaks. Der er mænd, der er andet og mere, end de udgiver sig for at være. Der er en anden kvinde, der er blevet dræbt. Men hvem er drabsmanden? Eller -mændene? Og hvad er drabsmotivet / drabsmotiverne? Hvad foregår der i det hele taget? For at finde svaret på alle de spørgsmål – men især på spørgsmålet om egen skyld – indtager drengen medikamenter, der kan give ham adgang til en anden dimension. Og selvfølgelig finder han svaret! Selvfølgelig sætter han – sammen med Gud – tingene på plads. Men før han når der til, må han gå gruelig meget igennem i den mærkværdige spændingsroman eller særegne ”gyser”, som Morten Sabroe i sin typisk kontante stil har skrevet.

Sine steder forekommer romanen lidt for lang. Måske er forfatteren selv enig i dén betragtning. Med afsnit III (det sidste af III) er det i hvert fald som om, der selv hos forfatteren indfinder sig et element af utålmodighed. Nu skal der ikke længere trædes vande. Nu skal svarene findes. Og godt for det. For nu har læseren været igennem 270 sider. Endelig kan man ane en slutning! Men… måske skulle afsnit I eller II alligevel have været barberet ned.

Ikke desto mindre demonstrerer Morten Sabroe, at han kan økonomisere med det hårdkogte og ofte humoristiske, som ellers kendetegner hans romaner og delvist selvbiografiske bøger (om forholdet til forbilledet – Hunter S. Thompson – ekskonen, faderen og moderen). Og han demonstrerer, at han tør tage livtag med noget for ham så usædvanligt som en uhåndgribelig, parallel dimension, hvortil man kun får adgang med indtagelse af medikamenter som dem, indianere (og hippier) benytter sig af. Kender man Sabroes tidligere bøger, fornemmer man på hans sprog, at han ved, at han befinder udenfor sin egen komfortzone, og at han af samme grund holder sine virkemidler i kort snor. Alligevel bliver læseren altså inviteret ind i et urovækkende univers meget lig Twin Peaks’.

****  /  Politikens Forlag  /  328 sider  /   Anmeldelse også publiceret i netmagasinet ManManClassic.dk