Engelske J.P. Cooper må være en af dem, der har prist sig lykkelig over at have fået tildelt en indendørs scene på Offspring Festivalen lørdag. For selv om en stor del af publikum i Glassalen fremstod som spontant forbipasserende og ukoncentrerede turister, der søgte ly for regnen, så slog de sig trods alt ned for en tid og udgjorde en form for publikum. Hvor australske Tora kort forinden havde spillet for omkring 20 (!) mennesker i regnen på Plænen, sad der måske 150-200 mennesker i Glassalen. Alene dét kunne J.P. Cooper prise sig lykkelig over.
I festivalprogrammet, blev han præsenteret som en do-it-yourself kunstner, som med sine skæve, poppede soul i årevis havde turneret rundt i England, efterhånden havde opbygget en fanskare og nu var i stand til at fylde store spillesteder i London til bristepunktet. Dét forstod man ikke lige i Tivoli. Her var han først og fremmest en ukendt musiker, som havde det privilegium at spille indendørs.
Rutineret ville man heller ikke kalde ham. Ganske vist stod det klart, at han havde øvet sig – han var en eminent god guitarist og vokalist – men der var intet strømlinet over ham, intet koreograferet over hans optræden. Tværtimod. Han virkede naturlig og u(s)poleret – netop som en do-it-yourself kunstner. På den fede måde. Han var en af den slags kunstnere, der kunne få en til at tænke, at ægte, uspoleret, ungdommeligt talent altså stadig findes!
Alligevel havde han svært ved at komme ud over scenekanten med sit budskab. For vel fremstod hans glæde ved musikken som en reel drivkraft, men det var svært som publikum at mærke, at det var vigtigt for J.P. Cooper at formidle sit budskab. Ikke at han fremstod som lige glad eller krukket eller (s)poleret. Men han havde ikke tilstrækkelig krop eller sjæl bag sangene, hvorfor han kom til at fremstå som en light udgave af James Blake.
Uanfægtet heraf – J.P. Cooper er et klart talent, en ung mand med et enormt potentiale og sans for nasale fraseringer. Fedt, at Offspring havde blik for det og hyrede ham. Ærgerligt, at han ikke selv fokuserede noget mere og gav en skarpere koncert.
*** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk