Eksklusive efterårskoncerter i Rosenvængets Sogn

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Det er et efterår med flere musikalske højdepunkter, Rosenvængets Sogn snart tager hul på.

Torsdag den 10. september åbner sognet dørene i Frihavns Kirke til den første af fire eksklusive torsdags koncerter, som tilsammen udgør en månedlang CARL NIELSEN FESTIVAL. Til de fire koncerter vil der være gratis adgang.

Når sognet lørdag den 10. oktober åbner dørene i Luther Kirken til efterårets hovedkoncert, vil billetpriserne til gengæld være markante. Her vil publikum da også kunne opleve den dobbelt Grammy-vinder, amerikanske RICKIE LEE JONES, når hun giver en eksklusiv koncert, den eneste i Danmark.

Herudover vil Luther Kirken første lørdag i oktober, november og december åbne dørene til eksklusive solokoncerter med nogle af Danmarks bedste poprockpoeter.

Lørdag den 3. oktober uropfører innovative MICHAEL MØLLER sine nye atmosfærisk, klangmættede hymner, endnu før de bliver indspillet og udgivet. Lørdag den 7. november giver kraftværket JOMI MASSAGE en koncert, ”der vil tømme og fylde kirkerummet med ømhed og nærhed.” Og endelig vil en spændende ny sangerinde (hendes navn hemmeligholdes pt. af konkurrencemæssige hensyn) lørdag den 5. december give sin første akustiske solokoncert i Danmark.

Med andre ord: Det er et stort efterår, der venter de musikinteresserede på Østerbro.

Rickie Lee Jones

Sognet lægger ikke skjul på, at det især er et scoop, at det er lykkedes at få Rickie Lee Jones til Østerbro. Men lang tids forberedelse, en omfattende korrespondance og held har åbenbart været det, der skulle til. I hvert fald er det nu et faktum, at den amerikanske sangerinde på sin europæiske turné gør holdt i Randersgade. Turnéen skal støtte hendes nye album – det første i ti år. Et album, som i øvrigt har fået mange anmelderroser i Danmark og i udlandet.

Hun slog sit navn fast fra første færd, da hun udgav sit selvbetitlede debutalbum i 1979. Albummet indbragte hende den første Grammy for “best new artist”. Siden har hun udgivet yderligere 14 album, modtaget yderligere en Grammy og erobret en status som kulturfænomen. Hendes tekster og hendes helt særlige sound og ægthed har banet vejen dertil. Det nye album, “The Other Side Of Desire”, ligger klart i forlængelse af de tidligere med sit særegne miks af vokaljazz, -rock, -r&b og -folk!”

Michael Møller solo

Ugen før er det en af Danmarks bedst begavede musikere, der optræder i Randersgade. Michael Møller pladedebuterede i 2003 med sit første anmelderroste orkester Moi Caprice, og i 2012 med sit andet lige så anmelderroste orkester The Mountains. Sideløbende har han haft en bemærkelsesværdig solokarriere. Han udgav i 2007 sin første soloplade, Every Streetcar’s Got a Name, som af Berlingske blev kåret til årets bedste danske plade. Og i 2011 A Month of Unrequited Love – 31 sange udgivet løbende på en internetserver, én om dagen i en måned, og efterfølgende udgivet som en crowdfunded dobbelt-CD. Dén indbragte ham en DMA som ”Årets Innovatør” og en Steppeulv som ”Årets Komponist”.

Her og nu indspiller han en ny, ambient soloplade: I See You in Fragments, og ved koncerten i Luther Kirken uropfører han numre fra dén. Numrene vil være atmosfæriske og hymniske, luftige og klangmættede. Som skabt til en kirke.

Carl Nielsen Festivalen

Men allerførst er det altså Carl Nielsen Festivalen i Frihavns Kirke, der løber af stablen. Carl Nielsen er den mest danske af alle danske komponister. Han står bag ikoniske sange som “Jens Vejmand”, “Den danske sang” og “Spurven sidder stum bag kvist” og er ubestridt et af dansk musiks stærkeste kort internationalt med sine banebrydende symfonier og storslåede operaer. I år ville han være fyldt 150 år, og det er dét, sognet fejrer med festivalen – fire stjernekoncerter, fire torsdage i træk.

Festivalens første stjernekoncert, torsdag den 10. september, bliver med sopranen DITTE HØJGÅRD ANDERSEN og pianisten OLE SCHOUSBOE. De to fremfører sange og salmer af Carl Nielsen. Højgård Andersen har senest for CDen “Carl Nielsen Cantatas”, indspillet med Aarhus Symfoniorkester, modtaget Årets P2-pris for “Bedste vokaludgivelse”.

Festivalens anden stjernekoncert, torsdag den 17. september, bliver med jazzpianisten MICHAEL SUNDING og jazzbassisten MADS VINDING. De fortolker med afsæt i deres akutelle og anmelderroste CD “The Melodies of Carl Nielsen” en række sange af Carl Nielsen. Det bliver klassisk klangfuld og hjertevarm musik tilsat et stænk nordisk melankoli à la den, legendariske Jan Johansson skabte med sin ikoniske plade “Jazz på Svenska”.

Den tredje stjernekoncert i festivalen, torsdag den 24. september, bliver med pianisten CHRISTINA BJØRKØE, som – da hun i 2008 udsendte sin indspilning af Carl Nielsens samlede klaverværker – af anmeldere blev rost til skyerne. DRs Jens Cornelius kaldt udgivelsen “en musikhistorisk begivenhed” og et møde mellem “en komponist og en musiker på præcis samme bølgelængde”.

Fjerde og sidste koncert i festivalen bliver med sognets egen organist, MORTEN SCHOUSBOE, som torsdag den 1. oktober, vil spille Carl Nielsens ”29 små Præludier for Orgel eller Harmonium – opus 51″ foruden tre orgelstykker af Johan Sebastian Bach.

For nærmere info om koncertprogrammet i øvrigt, se sognets hjemmeside (rosenvaengetssogn.dk).

 

Please follow and like us:

  • 0
  • Share