Den tyske jazzpianist, Joachim Kühn, er oppe i årene, men at dømme efter elasticiteten i hans spil er han ung, åben overfor nye impulser, parat til at følge jazzmusikken i snart sagt en hvilken som helst retning. Det er dét, der giver ham en aura af vitalitet. Første gang han hørte den amerikanske jazzsaxofonist, Archie Shepp, blev han ramt i solar plexus. Her var en mand, der havde en ukonventionel og dybt fascinerende tilgang til musikken. Siden mødte Joachim Kühn den nordvestafrikanske musikscene, som tilsvarende ramte ham i solar plexus. Og nu, på albummet Voodoo Sense, smelter han begejstringen for begge dele sammen i et – i enhver forstand – grænseoverskridende udspil – en sammensmeltning af nordamerikansk ballade, europæisk avantgarde og nordafrikansk tradition. Med sig i trioen har den nysgerrige tysker, marokkanske Majid Bekkas på guembri, kalimba, balafon og vokal foruden spanske Ramon Lopez på trommer og percussion. Og musikken? Den er i sandhed kosmopolitisk, tribal, eksperimenterende, dynamisk, original og såvel håndværksmæssigt som kunstnerisk i særklasse.
**** / ACT Music / 59 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES