BOX
HVEM? Anya er 25, næsten 26 år. Og ifølge eget udsagn ”Den heldigste person i Danmark. Det at jeg får lov at spille koncerter og udgive musik, det er sindssygt privilegeret.”
HVAD? ”Min musik er elektronisk R&B. Den er influereret af jazz og hip-hop og rummer elementer af pop. Jeg kan godt lide dét krydsfelt.”
HVOR? Anya er halvt amerikaner, halvt dansker. Hun er født i Næstved, men bor i dag på Nørrebro i København. ”Men takket være min amerikanske familie har jeg også et stærkt forhold til Baltimore og Washington DC og New York.”
SPOT-ARTIKEL
FØRST FESTIVALERNE, NU EN EP OG HVEM VED? SNART ET HIT OG EN INTERNATIONAL KARRIERE?
Den EP-aktuelle R&B-sangerinde anses af både musikskribenter og publikum for at være et af årets helt store fund. Men dét er hun først ved selv at forstå nu – efter en sommer med optrædener på blandt andet Roskilde, Skanderborg og Trailerpark Festivalerne.
”Jeg har altid betragtet det at udgive musik og spille koncerter som en uopnåelig drøm. Selv om jeg elsker musik. Jeg har altid set op til kvindelige sangerinder, som Erykah Badu, Beyoncé, Alicha Keith og Whitney Houston. Og jazzsangerinder som Nina Simone, Billie Holiday og Ella Fitzgerald. Men det er først indenfor de sidste to år, jeg har set det som en mulighed, at jeg også kunne blive sangerinde.”
”Jeg er vokset op i en familie, hvor det ikke er blevet fremlagt som en mulighed. Og ikke at min familie har bremset mig i min kreative udfoldelse, men den har ikke lanceret det som en mulighed, at man kunne leve af at lave musik. I dag er både min mor og mine søskende helt oppe at køre over det, jeg laver. De er lige så vilde med det, som jeg selv er – selv om jeg er droppet ud af jurastudiet på et tidspunkt, hvor jeg kun manglede et år for at blive kandidat. Min mor lå nok søvnløs den gang, men hun er også meget cool, og i dag bakker hun mig fuldstændig op i mit valg.”
Nye drømme
En af Anyas uopnåelige drømme var, at komme ud og optræde på de danske festivalscener. En anden at udgive egne sange. Begge mål er hun ved at nå.
”Jeg har optrådt på Roskilde og Skanderborg, og min første EP er på vej. Men jeg vil jo gerne mere end det. Nu drømmer jeg om at komme til udlandet og spille. Gerne i Washington DC, så min amerikanske familie kan komme og se mig. Det ville være stort.”
”Det ville også være stort, hvis jeg kunne lave noget sammen med nogle internationale kunstnere. Det kunne være The Internet fra Odd Future kollektivet. Jeg beundrer dem og deres musik, som er sindssygt inspirerende for mig som kunstner.”
”Hvad endemålet så i det hele taget skal være, det ved jeg ikke endnu. Jeg glæder mig til at få EPen ud, så folk kan få et dybere billede af, hvad min musik er. Men jeg er også i gang med – sammen med Carl Barsk og Frederik Carstens at skrive nyt materiale – og dét går støt fremad. I den forstand går alt hurtigt lige nu. Derfor skal jeg også være på dubberne og være kreativ og tænke nyt. Jeg skal ikke stille mig tilfreds og heller ikke lade mig overrumple af andres forventninger og alt det, der i øvrigt sker.”
Amerikansk
Spørger man Anya, hvad skal der til for at realisere drømmen om at komme til udlandet og spille er hun sikker i sin sag:
”Der skal et hit til. Og faktisk tror jeg, vi har et på vej! Det kan jeg måske ikke tillade sig at sige, og dog… Jeg tror, vi har et på vej. Men selv dét er ikke nok. Jeg tror også, jeg skal arbejde hårdt og være tålmodighed. Og have lidt held med mig. Jeg skal være på de rigtige steder på de rigtige tidspunkter og møde de rigtige mennesker. Men det tror jeg også, at jeg kan. For nok er jeg den tænksomme type, men jeg er også et produkt af min mor. Jeg ser mig selv som ret “amerikansk” i den forstand, at jeg elsker at møde folk og prøver at være åben overfor de mennesker, jeg møder. Og dét er en god forudsætning for at møde de rigtige mennesker på det rigtige sted og tidspunkt.”
Interview også offentliggjort i musikmagasinet GAFFA og i netmagasinet gaffa.dk