Joaquín Rodrigos Concierto de Aranjuez fra 1939 er noget af det smukkeste, der i den klassiske verden er skrevet for guitar og symfoniorkester. Af samme grund er det den spanske komponists signaturværk! Conciertoen er så gribende temperamentsfuld, så gribende smuk og storladen, at det ikke bare har fordret kraftanstrengelser af de klassiske guitarister, der igennem tiden har begivet sig udi en forløsning af værket, men også har inspireret især jazzmusikere (som Miles Davis, Chick Corea og Jim Hall) til at omarrangere det og genskabe det i ny forklædning. Af linernotes til nærværende CD kan man forstå, at det også for den unge montenegriner, talentfulde Milos Karadaglic har været noget af en opgave bare at face værket og The London Philharmonic Orchestra, dirigeret af Yannick Nézet-Séguin. Men det, konstellationen under indspilningerne i Abbey Road Studios har skabt / forløst er ikke desto mindre enestående smukt. Ikke specielt fokuseret på den enkelte tone, men fokuseret omkring de ”penselsstrøg” hver tone så at sige udgør. Indspilningen emmer af vitalitet, organisk liv, konturerne af det afvekslende, spanske landskab. Udover nævnte værk, hører man på CDen bl.a. Joaquin Rodrigos Fantasía Para un Gentilhombre og Manuel de Fallas hyldest til Debussy, Homenaje.
***** / Deutsche Grammophon/Universal Music / 60 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES