Da Dianne Reeves – den store kvinde med den store stemme – gik på scenen i Koncertsalen lørdag aften var det som det sidste af en lang række store navne på årets Jazzfestival. Og – ikke overraskende – endte rækken med en stor oplevelse, for Dianna Reeves er driftsikker. Ganske vist var hun ved at komme sig over en forkølelse, men – bortset fra enkelte host ud til siden – lod hun sig ikke mærke med det. Hendes smittende glæde og hendes helt ekstraordinære stemmepragt og -kraft nåede ud i alle kroge af Koncertsalen.

Det er noget af det, der er så særligt ved hende. Hun har en livsglæde og power-stemme, som er unik. Og hertil: et nærvær, en musikalitet og en evne til at improvisere som få andre sangere.

Eksempelvis har hun over tid udviklet et helt særligt koncept til præsentation af sine musikere. Præsentationen kommer altid under sidste nummer i en koncert, hvor hun fremsynger en helt åbenlyst improviseret præsentation af sine sidemen. Præsentationen kan som en anden elastik trækkes ud i det uendelige, efter behov. Præsentationen lørdag aften strakte sig måske over ti-tolv minutter, var drillende til decideret morsom og fra ende til anden formidabel som sangkunst, for den blev – som så ofte før – til en form for vokaljazz / gospel, som publikum umiddelbart fik lyst til at rejse sig til og swinge med på.

Fem kvarter tidligere var koncerten startet med et instrumentalt stykke, standarden Summertime, eminent spillet af hendes fire sidemen. Men niveauet voksede selvfølgelig, da hun selv kom på scenen og eksempelvis sang Sarah Vaughans Misty og Bob Marleys Waiting in Vain. Dianne Reeves dybde gav alle numrene en tyngde, som bare understregede, 1) hvor gode sange, der er tale om og 2) hvor forrygende en fortolker, hun selv er.

Trods alle koncertens åbenlyse kvaliteter, indsneg der sig alligevel – hos undertegnede – en fornemmelse af, at der var antydninger af en eller anden form for automatisme på scenen. Det var lidt som om, Dianne Reeves ubestridte evne til at indtage en scene og favne såvel sang som publikum var blevet en selvfølgelighed. Som om nødvendigheden af at udtrykke sig var blegnet. Som om nerven ikke helt var der. Midt i alle kvaliteterne i øvrigt.

*****   /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk