Amerikanerne, Herbie Hancock og Chick Corea, er hver for sig blandt verdens mest prominente jazzpianister. Så det at kunne præsentere dem sammen, som duo: Det har været et scoop for Jazzfestivalen. Deres koncert blev da også som den første meldt udsolgt.

Da de torsdag aften kom ind på scenen var det til et stort bifald, som ikke blev mindre af, at først Chick Corea, siden Herbie Hancock trak deres respektive smart-phones frem og tog billeder af publikum til højre og venstre og efterfølgende af hinanden. De to var tydeligt imponerede over deres venue og spøgte snart med, hvorfor netop de ikke havde været på denne location før.

Herefter satte de sig til de to flygler (der var stillet op som på et spillekort, spejlvendt, tæt op ad hinanden) og gav en koncert, der imponerede lige så meget som venue. Først var de begge lidt tøvende i deres improvisationer, som ville ingen af dem rigtig for alvor tage teten. Men snart tog Chick Corea den, teten, og langt hen ad vejen holdt han den resten af koncerten. Ikke dermed sagt, at Herbie Hancock var tilbagelænet eller passiv, men Chick Corea var klart den, der drev musikken fremad – i lange partier i rene improvisationer, kun momentvist med antydningen af kompositioner – elementer af Chick Coreas Implications dukkede for eksempel op midtvejs i koncerten.

På et tidspunkt, rejste de to sig – forbrødrede som de var – og Chick Corea henvendte sig til Herbie Hancock med ordene: ”Du ved det ikke, men du har altid været en af mine største inspirationskilder.” Efter applaus fra publikum responderede Herbie Hancock: ”Du ved det ikke, men du har altid været en af dem, der har påvirket min musik mest.” Applaus igen. En omfavnelse. Og videre udforskning af improvisationens potentiale.

Selv om improvisationen sådan set var det hele værd, blev aftenens højdepunkt alligevel de tos versionering af Joaquín Rodrigos klassiske komposition for guitar og orkester, Concierto de Aranjuez, fra 1939. Den spillede de, som de sagde, i trioformat – med publikum som tredje part. Chick Corea inddelte salen i to dele for mænd, tre dele for kvinder – fem stemmer i alt – og herefter spillede de to plus én Concierto de Aranjuez på to klaverer plus fem-tonet kor. Det uhyre lange ”nummer” blev en stor, stor oplevelse, som også helt åbenlyst gjorde det svært for de to giganter at forlade scenen. Første efter to omgange med ekstranumre, formåede de at løsrive sig. Men da var de (formodentlig) og publikum også fyldt op.

*****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk