Hvad der kvalificerede den italienske jazzpianist, Stefano Bollani, til at indgå i Sølyst’ tema, ”Jazz Diva Days”, fremgik ikke. Men enten har arrangørerne, Jazzcup og Den Kongelige Skydebanes landsted, set igennem fingrene med, at Stefano ikke er en kvinde, eller også har de vidst noget, som de valgte ikke at indvie publikum i.

Jeg vidste, at italieneren er en fremragende pianist, og at han igennem mere end ti år har haft en velfungerende trio med den danske bassist Jesper Bodilsen og den ligeledes danske trommeslager Morten Lund. De tre udgør tilsammen Stefano Bollani Trio. De kender hinanden og er sammenspillede. Men netop dét fornemmede jeg ikke søndag eftermiddag på plænen ved Sølyst. Tvært imod. Stefano Bollani virkede uambitiøs, ufokuseret og fjollet. Ikke uoplagt. Men han gav sig ikke hen til musikken, hverken i soli eller i samspil. Snarere virkede han som om, han troede, at folk havde nok i at høre ham fjolle.

Af alle de koncerter jeg til dato har hørt med Stefano Bollani Trio var dette den mest rædsomme. Den amatøragtige fløjten af Raindrops Keep Fallin’ On My Head og den useriøse versionering af Michael Jacksons Billy Jean indgik bare i rækken af pinagtigheder.

Efter 40-45 minutter rejste han sig fra klaveret, greb mikrofonen og sagde, at trioen faktisk ikke kunne flere numre og derfor måtte øve. Herefter bad han publikum beskæftige sig med noget andet, gå en tur i parken eller få sig en snak, og så ville han kalde, når trioen på scenen havde indøvet et par numre mere. (Mærkelig form for ironi!) Trioen fortsatte herefter, der opstod et element af fokus de tre musikere imellem, og der kom lidt retning på musikken. Måske havde italieneren erkendt, at 1) musikken ikke svingede, og at 2) han ikke havde fået etableret en kontakt til publikum. Men selv den sene opstramning ændrede ikke ved det helhedsindtryk, at Stefano Bollani opholdt sig i Klampenborg på en badebillet.

**  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk