Den amerikanske sangerinde, Lizz Wright, indtog – med nogen forsinkelse – scenen på sommervarme Sølyst sent søndag eftermiddag – og dét som den sidste optrædende i Den Kongelige Skydebanes koncertserie: ”Jazz Diva Days”.

Og Lizz Wright var i den grad titlen værdig. Hun er trods sin unge alder (35 år) indbegrebet af en diva. Måske ikke en feteret stjerne endnu, men i hvert fald et sangtalent af en anden verden. En sangerinde med den karisma, der gør en diva.

Jeg har flere gange tidligere oplevet hende i Danmark. Men det er som om, hendes karisma til stadighed vokser (selv om man næsten ikke skulle tro det muligt)! Hun er stoisk ro i sig selv, et rankt, værdigt, smukt, nærværende og varmt menneske – indbegrebet af zen. Og dertil en sanger med teknikken i orden og noget på hjertet.

Hun er rundet af gospel, blues og jazz. Rundet af egne Sydstats-erfaringer med diskrimination og Gudsfrygt, og de erfaringer bruger hun. Med en vokal, der rummer iboende smerte, inderlighed og kristen hengivenhed, rammer hun – og helt sikkert ikke bare hos mig – den nerve, som knytter vertikale forbindelser. Hun tryllebinder ganske enkelt med sine langsommelige ballader, der alle på troværdig vis kredser om kærlighed, tro, tilgivelse og andre emner i den størrelsesorden. Hun synger, så hvert eneste ord giver mening, og så man selv får trang til at rejse sig og gøre sit i en større sags tjeneste. I den forstand går den sorte sangerinde fra Sydstaterne i sin fars spor. (Faderen er præst). Hun har, som han, evnen til at omvende (havde jeg nær sagt). I hendes tilfælde ikke ved at prædike, men ved vokalt at perspektivere størrelsesforholdet mellem mennesket og Gud. Det er dét – kombineret med alle hendes øvrige kvaliteter – der gør hende til et lysende eksempel på kvalitet.

******  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk