MUSIKANMELDELSE Den tyske komponist og multiinstrumentalist, Stephan Micus, er en af de mest produktive kunstnere i det tyske kvalitetslabel ECM’s katalog. Nomad Songs er således hans 21. album – en skive, der bekræfter, at han har en vidtfavnende, næsten etnografisk tilgang til alverdens instrumenter og musiktraditioner. Denne gang har Micus dog kogt udtrykket ind og betjent sig af færre instrumenter, end han sædvanligvis gør. Kun ni instrumenter betjener solisten sig her af. Alligevel er kompleksiteten til stede og nomadens mange indtryk repræsenteret i musikken – der både rummer spor af musik fra Botswana, Marokko, Ægypten, Afghanistan, Xinjiang, Japan og Bali foruden Irland og et gennemgående riff fremelsket på hans helt særlige, 14-strengede guitar. Et af albummets mest gennemført smukke numre er Leila, der er bygget op omkring den balinesiske fløjte, sulingen. Nummeret er meget melodisk, meget vemodigt og på en gang traditionsbundet og forfriskende nyt – også fordi det kombineres med guitaren. Musikken har generelt en skøn tekstur og stilfærdig charme foruden et element af iboende grundforskning. Det er dét, der gør Micus’ univers så dragende. Han hylder på én gang traditioner – ofte marginaliserede minoriteters traditioner – samtidig med, at han fornyer dem.
**** / ECM Records / 56 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES