Dette nye album med duoen, Rainer Böhm (klaver) og Norbert Scholly (guitar), er meget, meget lytteværdigt. Dels er den tyske jazzduos musiske univers dragende smukt, dels emmer det af åbenhed, sanselighed og teknisk snilde. Musikken på Juvenile er som en dialog mellem to instrumenter, der – i forsøget på både at stå i sig selv og lytte sig ind til det andet – finder sammen i ét organisk sammensmeltet udtryk. Samspillet de to imellem er transparent, gribende, eminent. Begge er virtuose på deres instrumenter, og begge er ekstremt gode til at lytte og give plads. Vel er musikken kompleks, men samtidig swinger den virkelig godt. Sine steder får man associationer til musik af Chick Corea og Al de Meola. Men duoens musik er også helt sin egen. Ikke mainstream, ikke leflende. Men netop sin egen. Søgende, eksperimenterende – konstant med iboende elementer af melodier – uanfægtet af, om den enkelte passage er komponeret eller improviseret. Kompleksiteten i musikken gør dog, at man må antage, at det især vil være øvede lyttere, der vil finde glæde i den.
**** / Pirouet Records / 49 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk