Der er mange historier om især amerikanske jazzmusikere, som i 50erne og 60erne kom til København og blev. I de seneste år er trafikken imidlertid begyndt at gå den anden vej. Danske jazzmusikere rejser ud og bliver ude. Jazzspecial har spurgt tre af de udvandrede, hvad der drev dem, og hvad de mødte. Det blev til samtaler med bassisten Anne Mette Iversen, som første boede i New York, nu i Berlin; bassisten Jasper Høiby, som bor i London og guitaristen Hasse Poulsen, som bor i Paris.

 

INFOBOX: Anne Mette Iversen, 43 år, jazzbassist. Boede i New York fra 1998 til 2012, har siden boet i Berlin. Er medstifter af Brooklyn Jazz Underground, kapelmester i flere New York basserede konstellationer og har for nylig etableret kvartetten The Berlin Four.

 

Anne Mette Iversen er født i Hornslet ved Århus og uddannet ved Rytmisk Musikkonservatorium i København. I 1998 flyttede hun til New York, i første omgang som udvekslingsstudent i et halvt år. Hun blev der, boede der i 14 år og er først for 3 år siden vendt tilbage til Europa. Nu bor hun i Berlin.

”Da det første halve år i New York var gået, skulle jeg i princippet være vendt tilbage til København for at færdiggøre min uddannelse,” fortæller hun. ”Men jeg havde ikke lyst til at forlade New York igen. Da jeg efter et års tid blev afkrævet et endeligt svar, om jeg ville vende tilbage og tage det sidste halve år på Rytmekons, sagde jeg nej. New York var vigtigere. Byen emmede af kreativitet og inspirationen, og der var hele tiden nogle fantastiske musikere, jeg måtte ud og høre. Miljøet var levende, musikerne nysgerrige og interesserede. Der var selvfølgelig også konkurrence musikerne imellem, men nysgerrigheden, interessen og opbakningen var stærkere og for mig umulig at vende ryggen. Jeg var nødt til at blive. Også fordi jeg kunne mærke, at jeg i New York kunne komme ind til kernen af det, jazzen er udsprunget af. Selvfølgelig var der mange udlændinge i byen, men amerikanerne selv havde en klar connection til de gamle standards. De kendte og forstod dem på et dybere plan, og dét kunne jeg som tilflytter lære af.”

Blev du selv en del af scenen i løbet af det første halve år?

”Jeg blev optaget på New School i New York, og derfra var det let at komme ind i studentermiljøet. De første par år var jeg og de andre studenter ude at høre 5-6 koncerter om ugen. Jeg blev ikke selv etableret på scenen. Det tog længere tid. Men for at blive anerkendt skal man ud, ud og møde folk på klubberne, ud at lytte og ud selv at spille. I dag er jeg en del af miljøet. I dag er jeg etableret. Jeg får tonsvis af anmeldelser. Folk reagerer på min musik. Mere end jeg synes, man gør i Danmark.”

 

Siden 2012 har Anne Mette Iversen boet i Berlin sammen med sin amerikanske mand og deres to børn på henholdsvis 5 og 8 år.

”Vi er flyttet til Berlin både af hensyn til børnene og af hensyn til musikken. Børnene trives her, de går i skole her, de oplever en anden kultur – hvilket er vigtigt for os – og så er afstanden til deres bedsteforældre i Danmark kortere. Noget andet er så, at både min mand (den amerikanske jazzbassist Josh Ginsburg, red.) og jeg tjener flere penge på at give koncerter i Europa end i USA. Alene derfor giver det mening for os at bo i Berlin. Ved at bo her undgår vi de mange lange dyre rejser over Atlanten. At det kun koster en tredjedel at bo i Berlin er endnu et godt argument for at bo her.”

”Stadig føler jeg mig mere knyttet til jazzscenen i New York. Jazzscenen i Berlin er ganske vist også interessant, mere interessant end jazzscenen i København. Men mit musikalske hjerte ligger i New York, fordi jeg der oplever en større åbenhed og musikalsk spændvidde. Det har noget at gøre med den grundfølelse, der er i musikken i New York. Det har noget at gøre med den rytmiske fornemmelse, der er i musikken i New York. Vel er der mange dygtige musikere i Europa, vel er der musikere her, der er fokuserede. Men amerikanske trommeslagere har et rytmisk gehør, som jeg sjældent møder i Europa. Amerikanerne viderefører en tradition for puls og har en historisk betinget grounding. Det kan være, at det hænger sammen med, at der i USA er en tradition for mesterlære. Men det er også kulturelt betinget.”

”Da jeg tog til New York handlede det stadig om at hænge ud med de store og gamle, som lærte de yngre, hvad essensen i musikken egentlig er. Det kan være, at dét ændrer sig, efterhånden som uddannelsesinstitutionernes betydning vokser. Men jeg tror det ikke. Stadig vil jeg mene, at musikken skal læres i praksis. Amerikanerne kan noget med dybde og groove. Noget, som knytter sig til kulturen. Jeg har oplevet det mange gange – både som lytter og udøvende. Går man ind på Village Vanguard kan man mærke på publikum, at det lever med i og reagerer på groovet. Og dét føles vigtigt og rigtigt.”

 

Hvordan var det for dig selv at erobre scenen?

”Det skete bare. Jeg og flere andre musikere lavede et fællesskab – Brooklyn Jazz Underground (BJU) – som lavede koncerter, radioprogrammer, fælles tiltag og fælles PR. Det blev meget virkningsfuldt. Det gjorde, at vi fik promoveret vores musik. Det var en langsom opbygning, men hvor jeg tidligere spillede meget som sidemen, blev det med BJU muligt for mig at sætte mine egne ting i gang og komme igennem med dem. I dag bemærker man det, der kommer fra BJUs pladeselskab. Selskabet har i den forstand erobret en stærk position på jazzscenen i New York. Man taler specifikt om Brooklyn Jazz. Refererer til det, som om det er noget helt særligt. Selv synes jeg ikke, man kan tale om en egentlig Brooklyn sound, men som PR-fænomen er det stærkt at kunne henvise til.”

”Det er muligt, at vi – der startede Brooklyn Jazz Underground, uden at vi gjorde os det klart – havde det samme ideal, selv om vores musik lød forskellig. Det er muligt, at vi havde en sammenfaldende idé om, hvad originalitet for eksempel er. Og det er muligt, at nye musikere på selskabet efterfølgende har tilpasset sig det ideal. Det skal jeg ikke kunne sige. Men for mig at se, er det for snævert at tale om en egentlig Brooklyn sound.”

Hvordan vil du karakterisere jazzscenen i Berlin?

”Den adskiller sig noget fra jazzscenen i New York. Der er ikke den samme musikhistoriske bevidsthed i Berlin. Byen er kendt for free jazz og elektronisk musik. Og det er da fedt, at det er op til den enkelte at skabe sit eget originale udtryk. Fedt, ikke at være bundet til eller af noget som helst. Men uanset om man taler om swing eller free jazz, fornemmer man i USA historien. Det gør man ikke i Tyskland. Og mange gange savner jeg altså den feel, jeg kan mærke i New York. Den feel er nærmest fysiologisk. Den handler om, hvorvidt kroppen bliver sat i swing af den lyd, der kommer ud. Jeg ved ikke, om det er cellerne eller sanserne eller musklerne, der reagerer. Men det er en fysisk ting. Så det handler ikke om genren. Det handler om følelsen.”

 

”Attituden på Berlin-scenen er præget af åbenhed og nysgerrighed. Men du bliver ikke, som i New York, skubbet frem af et kollektivt push. Hvor det i New York er umuligt ikke at komme videre, må du i Berlin selv finde dit drive. I New York er stemningen og mentaliteten: ’videre-videre-videre, øv dig, spil’. I Berlin er alt op til dig selv.”

”Det fede ved Berlin er, at byen faktisk har lidt New York over sig. Der er en sprudlen, en kreativitet, noget multikulturelt – lidt som det var i New York for år tilbage. Stressniveauet er lavere, tolerancen den samme. Der er plads til alle på en god måde. Der er positiv inspiration og gensidig interesse. Det er derfor, vi har valgt at bo i Berlin.”

 

INFOBOX: Jasper Høiby, 38 år, jazzbassist. Har boet i London fra 2000 til 2014, bo nu – momentant – i København. Er i London medlem af The Loop Collective, tilknyttet Edition Records og en central figur i jazztrioen, Phronesis. Er herudover sideman i en række andre konstellationer med base i London og lærer på The Royal Academy of Music i London.

 

Jasper Høiby er født på Frederiksberg og uddannet ved The Royal Academy of Music i London. Som 18-årig begyndte han seriøst at spille musik, og da nogen af hans bedste venner flyttede til England for at studere musik, flyttede han med, uden egentlig at have et ærinde. Det var i 2000. Året efter blev han selv optaget på akademiet i London, og siden har han boet der.

”Jeg var 18, da det stod mig klart, at jeg skulle være musiker. Jeg gik på Den Rytmiske Højskole i Vig. Kom ind på den fri ungdomsuddannelse, baksede forskellige ting sammen for mig selv, dygtiggjorde mig, kom på et jazzkursus der var fokuseret og ind til kernen af det at spille jazz. Blandt andet blev jeg undervist af Jimmi Roger Pedersen. Og så mødte jeg trommeslageren Jacob Smedegaard (trommer) og igennem ham guitaristen Jacob Quistgaard. De to begyndte jeg at spille med, og det var gennem dem jeg endte i London.”

”Jacob Smedegaard og Jacob Quistgaard var meget målrettede og havde besluttet sig for, at de ville ind på The Royal Academy of Music. De blev begge optaget, og jeg tænkte: Wouw. Jeg kunne pludselig se, at de ikke ville blive i Danmark, så jeg måtte med. I den forstand var det lidt tilfældigt, at det for mig blev London.”

”Jeg var lidt bagud i forhold til de to, for jeg begyndte sent. De havde haft musik i gymnasiet, hvor jeg først stiftede bekendtskab med musik på højskolen. Jeg spillede ganske vist violin et halvt år, da jeg var lille, men først da jeg var 15, begyndte jeg på efterskolen at spille elbas og som 18-årig at fokusere. Det, at jeg var bagud, gjorde, at jeg ikke straks turde søge ind på akademiet i London. Jeg søgte heller ikke ind på konservatoriet i København. Men jeg søgte ind og blev optaget på MGK på Frederiksberg. Jeg troede ikke selv, jeg var så god, men de andre på MGK var sådan: Wauw. Jeg gik der et år, så de to gange Jacob, når de kom hjem til København. Og efter et år blev jeg ringet op. The Royal Academy of Music i London manglede pludselig en elev. De optager kun én pr. instrument pr. år, og bassisten var hoppet fra. Nu var det mig, der tænkte: What? Jeg troede ikke selv, jeg var klar, men jeg tog der over, gennemgik en prøve og blev optaget. Og pludselig boede jeg i London. Jeg havde i tankerne været på vej, men pludselig var jeg der!”

 

”Gerard Presencer, som nu spiller i DR Big Band var den gang head of jazz på The Royal Academy of Music. Det var ham, der optog mig. Han tog chancen. Uanfægtet af at jeg også fejlede fatalt under prøven. Jeg kunne for eksempel dårligt læse noder, men Gerard Presencer kunne fornemme, at jeg var tændt, og at jeg ville gøre alt for, at det skulle blive godt. Jeg har siden været imponeret over, at han optog mig, men der er ingen tvivl om, at han havde blik for, at tingene ikke behøver være formfuldendte eller firkantede.”

”Jeg gik på The Royal Academy of Music i fire år. Og sådan blev London min by. Jeg fik et stort netværk, blev involveret i flere bands og besluttede mig for at blive. De to gange Jacob var gået i retningen af rock, men jeg havde mødt den engelske pianist Ivo Neame og i Danmark den norske trommeslager Anton Eger, og derfor blev jeg. Sammen lavede vi Phronesis. Vi lavede vores første to plader, udgav dem selv via det ILK-agtige Loop Collective, som Ivo og jeg havde været medstiftere af, og pludselig begyndte vores plader at blive omtalt og solgt. Vi kom ind på top-listerne og solgte utrolig meget down-load. Der opstod et buzz om Phronesis, og det blev bare forstærket og forstærket. Og så blev vi ambitiøse. Vi ville gerne lave et ordentligt brag. Derfor var Dave Stapleton på Edition Records også klar til at signe os. Alt gik i hak med vores tredje plade, den første på Edition Records. Og det takket være Dave Stapleton og vores manager, Sue Edwards. Hun var og er en arbejdshest. Hun bragte os videre. Hun kender alle, er venner med alle, har en god karma, bliver ikke uvenner med nogen.”

”Og status lige nu er, at trioen har eksisteret i ti år, har udgivet fem plader og stadig sælger godt, stadig er populær, uden at jeg rigtig ved hvorfor.”

”Ti år er lang tid. Men vi spiller netop godt, fordi vi har kendt hinanden så længe. Og nysgerrigheden er intakt. For stadig skal vi jo opfinde den dybe tallerken. Og det gør det spændende. Jeg har for eksempel tidligere skrevet de fleste numre, men på den femte plade splittede vi og skrev hver tre. Ikke desto mindre er vi lige nu i et limbo. Vi har en god manager, en god agent, et godt label. Men udfordringen er, der ude i verden er tusindvis af jazzbands at vælge imellem. Så hvorfor skal folk høre vores musik fremfor andres? Hvorfor skal de booke vores band fremfor andre? Dét er udfordringen. Jeg kan fortælle op og ned ad stolper om vores musik og bandets ambitioner, men oplevelsen af musikken og bandet er svær at omsætte til ord i en e-mail. Så udfordringen er at få folk til at se og høre bandet og dets musik. Vi har prøvet at give koncerter i fuldt mørke, men hvad der skal ske nu, er vi ikke afklarede omkring. Vi har ikke fundet nøglen endnu.”

 

”London er en kæmpe by, en metropol, helt usammenlignelig med København. Det er en by, hvor der sker noget, hvor scenen er stor. Der kan være noget at lave hver eneste aften. Fordi den er så stor, og der sker så meget, kan det ganske vist være sværere at sælge sit act. Konkurrencen er stor, men mulighederne er der. Og i London er der både energi og liv af en anden art end i København. Jeg føler mig heldig og taknemmelig, fordi jeg i London har ramt en god stime og mødt en masse gode folk, der laver fede ting, laver sindssyge bands og arbejder med jazzen. En trommeslager, jeg spillede med, spiller nu med Robert Plant. En anden, jeg spillede med, spiller nu med Jamie Cullum. Folk flytter ud af London. Og det er en krise, der er i London lige nu. Folk har ikke råd til at bo der. Jeg bor af samme grund selv på vejen til lufthavnen, hvor huslejen er lavere. Og alligevel er der stadig masser af unge musikere, der spiller på højt niveau. Jeg underviser selv på The Royal Academy of Music i dag, og jeg kan se, at de unge der tror, at alt er muligt. Den energi er opmuntrende, lige som tanken om, at den kan blive kvalt er skræmmende. Folk kan jo stoppe, når de opdager, hvor svært det er at tjene penge på at spille, eller når de får børn og opdager, at man er nødt til at have en stabil indtægt. Selv er jeg privilegeret. Jeg skal jo ikke spare op til en villa i Hellerup eller for den sags skyld i London.”

Hvad tænker du i dag om den danske jazzscene?

”Jeg kender den ikke så godt. Jeg kender Osgood og Anderskov og flere andre. Men hvordan den danske scene er, ved jeg ikke som sådan. Jeg ved mere om den engelske scene. Jeg tog jo blandt andet hjemmefra, fordi jeg ikke ville være en NHØP rebirth. Jeg stod af, når folk talte om nordisk jazz og nordisk klang. Jeg har hørt Jan Garbarek og flere andre skandinaver, og jeg kan godt forstå deres musik og holde af den, men den bliver aldrig min foretrukne. For mig er der langt mere at hente i London, hvor der – måske netop fordi det er en mangfoldig metropol – er meget fokus på verdensmusik og rytmik. Det er rytmikken, der forbinder scenerne i London. På tværs af jazz og world. Det er det, der forbinder min generation i London. Og dét tror jeg ikke gælder i København.”

 

INFOBOX: Hasse Poulsen, 50 år, jazzguitarist. Har boet i Paris siden 1997. Leder en række konstellationer med base i Paris – bl.a. jazzgrupperne Das Kapital, Langston Project, og Progressive Patriots samt The Man They Call Ass, et singer-songwriter projekt.

 

Hasse Poulsen flyttede til Paris i 1997. At det netop blev Paris, han flyttede til, var lidt af et tilfælde. For baggrunden var den, at han ”blev smidt ud af en lejlighed i København, da udlejer ville fordoble huslejen.” Hasse Poulsens forældre havde nogle venner, der havde en tom lejlighed i Paris, den havnede han i. De første år var det lidt frem og tilbage, men officielt boede han der fra 1997. Og så var det ellers med at erobre jazzscenen.

”Den musik jeg spillede, var improviseret og eksperimenterende og havde ingen gang på jorden i Danmark. Men i Paris! Jeg havde været der flere gange siden gymnasiet, havde for eksempel tomlet herned sammen med en ven for at se Miles Davis i ’83, havde mødt nogle musikere i 1996, og på dem kunne jeg forstå, at der var plads til mange former for eksperimenterende jazz og blandingsformer med ny kompositionsmusik, elektronika, world, pop – kort sagt: eksperimenter af forskellig art. Og det viste sig at være rigtigt. Der var plads i Paris, mere end i København. Af den grund kan man sige, at det ikke kun var et tilfælde, at jeg havnede her. Det var også et kunstnerisk valg. Jeg kunne i Paris møde mennesker i et miljø, som ikke fandtes i Danmark. Den gang kiggede danskerne skævt til avantgardemusik. Der kom kun få mennesker til avantgardekoncerter i Danmark, 40-50 mennesker maksimalt. Men i Paris gik jeg for eksempel til en koncert med Derek Bailey. Der var mere end 600 publikummer.”

 

”Jeg blev i Paris, fordi jeg hurtigt mødte hende, der blev min kone og siden mor til mine børn. Men også fordi jeg kom med i nogle fede orkestre, blandt andet Louis Sclavis’, og dermed fik et adgangskort til den franske scene.”

”Meget fungerer godt i Frankrig. Der er 10-15 virkelig gode klubber i Frankrig, som både laver koncert og opdyrker det lokale publikum og miljø. Grupper kan komme og arbejde nogle dage, lave prøver og give koncerter. Dét giver os mulighed for at komme til Bourgogne eller Bretagne eller andre steder i Frankrig. Systemet fungerer således godt, når det gælder venues – selv om det er under hårdt pres på grund af gældskrisen. Systemet fungerer også, når det gælder festivaler. For det første betaler de ret godt – man får gode hyrer på de prestigiøse festivaler. For det andet betaler festivaler for prøveforløb, når man samler nye grupper. På den måde hjælper de grupper og individuelle musikere. Og det system giver gode muligheder for at prøve noget nyt.”

”Festivalerne er endog meget involverede i deres lokalområde – det skyldes for en stor del den måde den kulturelle støtte er struktureret i niveauer fra stat, over region og departement til kommunalt niveau. Jeg har selv været artist in residence i Champagne regionen i tre år med masterclasses, workshops, mentorships og koncerter. Det fungerer rigtig godt i Frankrig. Og det skyldes i bund og grund, at kunst og kultur i Frankrig bliver set som en del af den franske identitet: Det er officiel politik at bruge kunst og kultur til at repræsentere Frankrig. Ligesom i Norge er kulturen omfattet af en stærk national stolthed. Frankrig er optaget af sin egen kultur.”

 

”I Frankrig er der en stærk officiel kultur, som er meget institutionaliseret, men den fremkalder også en række alternative kulturer, og det giver stor mangfoldighed. Der er en generation af jazzmusikere og –festivaler og -elskere, som selv har opbygget de eksisterende strukturer og scener over hele Frankrig, og de kæmpede – og kæmper til stadighed – for at lave et alternativ til den amerikanske scene. Det handler om en kulturel frigørelse. De vil vise, at de er lige så gode som amerikanerne. Ikke dermed sagt, at de vender ryggen til det amerikanske, men det er i dag mit indtryk, at franske scener eksempelvis hellere end at byde ind på de store amerikanske musikere, der turnerer rundt, vil præsentere den eksperimenterende scene fra Chicago eller London eller selvfølgelig især Frankrig. Der er meget samarbejde mellem franske og amerikanske musikere. At det forholder sig sådan skyldes blandt andre Mitterand. Han var den første socialdemokratiske præsident i Frankrig, og hans kulturminister skaffede mange penge til den alternative kultur. De satte ting i gang og gjorde ting mulige. Finansieringen af kulturlivet er tæt knyttet til det politiske liv og til de politiske partier. Armslængdeprincippet er et ukendt begreb her. Hvis du vil have støtte til et projekt skal du have møder med de lokale politikere, og det kan være en fordel at melde sig ind i det dominerende parti. Når en valgkreds skifter farve vælger de nyvalgte ofte at lukke en masse af det den tidligere lokalregering støttede. Nu skal vennerne til”

”Mange af de eksperimenterende ting er selvfølgelig blevet konforme. Departementet Seine-Saint Denis, hvor jeg bor, har indtil for 3-4 år siden været kommunistisk styret. Og Kommunistpartiet i Frankrig har altid været tæt knyttet til den eksperimenterende jazz og avant-garde kunst af enhver art, mens De Konservative har støttet den klassiske musik. Men det er ikke så enkelt, det handler mere om personlige forbindelser. Den konservative premierminister under Sarkozy har en bror, der er jazzpianist, så jazzmiljøet havde direkte adgang til statsministeriet, og Sarkozy selv er gift med en pop-sangerinde som hjalp med til at beskytte de forskellige støtte- og a-kasse systemer, som holder musikernes økonomi kørende. I dag bliver der skåret voldsomt ned overalt.”

 

Hvordan var det for dig rent kommunikativt pludselig at befinde dig i Frankrig i 1997?

”Jeg havde haft fransk i gymnasiet, men jeg kunne ikke sige en sammenhængende sætning. Alligevel husker jeg det ikke som svært at komme hertil. Franskmændene er åbne og imødekommende. Jeg fik en fransk kæreste og lærte hurtigt at sige de mest grundlæggende ting. Da jeg samtidig begyndte at turnere med franske musikere, var der kun én vej frem. Når man bor i et fremmed land, skal man lære dets sprog at kende. Det giver sig selv.”

”Stort set alle mine projekter har været internationale. Frankrig, Holland, Tyskland, Østrig, Portugal er ligesom basen. Især har jeg spillet meget i Tyskland, først med Louis Sclavis, siden med Das Kapital. I begyndelsen var vi meget i Italien. Men det satte Berlusconi en effektiv stopper for. For ti-femten år siden var det meget normalt at turnere i Italien, i dag turnerer vi slet ikke i støvlelandet. Med Das Kapital har jeg været rundt i en stor del af verden: Rusland, Østeuropa, Mellemamerika, Centralasien, Marokko. Men det er sjældent, at jeg kommer til Skandinavien. Den type musik, jeg spiller, er generelt ikke særlig eksponeret i Skandinavien. Der er masser af musikere, som laver noget, der ligner: Kresten Osgood for eksempel laver spændende og tossede ting, og det, han laver, taler til danskerne. Det gør mit ikke på samme måde. Jeg ved ikke hvorfor. På en måde taler mit mere til franskmændene. Jeg har ikke det store talent for at være dansker og symbolisere ”det danske” som Kresten eller eksempelvis Pierre Dørge kan.”

”Jeg spiller ny jazz og eksperimenterende musik. Og i Frankrig er der altså 4-6 magasiner, der handler om den slags musik. Der er en generel begejstring for det nytænkende. Man bliver virkeligt godt modtaget. Det blev jeg også for nylig i Holbæk Jazzklub, det var næsten som at være i Frankrig, men at lave koncerter i Danmark er generelt noget andet end lave koncerter på kontinentet.

”I Frankrig er der til gengæld miljøer og klubber til al slags jazz, så ingen er sure på andre (det passer selvfølgelig ikke i virkeligheden, der er en række musikere, der tager del i dødssyge diskussioner om, hvad der er ’rigtig’ jazz, og dermed hvad der bør få mest støtte). Men det er et stort land, der er plads til alle – både til traditionel jazz og avantgarde.”

”Jeg kan alligevel godt forestille mig, at jeg en dag vil vende tilbage til Danmark. Der er mange ting, jeg savner, og der er meget godt at sige om Danmark. København er en skøn by, og den måde byen har forandret sig arkitektonisk de seneste år er imponerende. Klimaet er, hvad det er, men jeg kan sagtens forestille mig, at jeg kunne flytte tilbage. Problemet er bare, at det er skønt at bo i Frankrig. Tre timer i tog fra Paris, og du er i Marseilles ved Middelhavet. Så… jeg ved ikke. Har du ferie i april eller november, kan du stadig bade i havet. Der er nogle kvaliteter ved Frankrig, som vil være svære at erstatte. Men jeg er jo født og opvokset i Danmark og tænker jo dansk, n’est-ce pas? der er også det, med det hårde økonomiske pres som forstærker den chauvinistiske nationalisme, men det er jo det samme overalt for tiden, så… lad os se.”

 

Interview også publiceret i musikmagasinet Jazzspecial og i tidsskriftet CULTURES