Begejstrede anmeldere kalder hende en elegant arvtager efter Alice Babs og Monica Zetterlund. Selv opfatter den svenske sangerinde, Mimi Terris, sig som en ”nybegynder”, der først for nylig er flyttet hjemmefra. Eller rettere: først for nylig er kommet hjem til sig selv. Forklaring følger.

Mimi Terris er 30 år og helt åbenlyst en sangerinde, der fra et ståsted midt imellem den svenske retrojazz og den svenske visetradition har blæst nyt liv i den for Sverige så særegne genre, der bygger på et miks af swing, bossanova, kabaret, folk og blues.

Da hun for to år siden pladedebuterede med They Say It’s Spring, flød de svenske anmeldelser over af begejstring, og der er i skrivende stund – få dage før udsendelsen af hendes anden plade – ingen grund til at antage, at begejstringen er toppet. Tvært imod. For hvor hun på den første plade – med snilde – versionerede gammelkendte jazzballader, har hun på sin anden plade, Flytta Hemifrån, selv skrevet al materialet. Og resultatet af dén indsats er blevet en meget formfuldendt plade med et meget klart fokus: Flytta Hemifrån er svensk retrojazz og visetradition smeltet sammen.

De hudløst ærlige tekster portrætterer en kvinde anno 2015 – en kvinde, for hvem livet ikke former sig som ventet. Samtidig er melodierne præget af et forførende swing, og vokalen af en hudløs ærlighed. Og den kombination bekræfter så at sige, at Mimi Terris er en potentiel arvtager efter Alice Babs og Monica Zetterlund.

Hun er født i Göteborg og vokset op på øen Tjörn (nord for Göteborg). Her boede hun i flere år sammen med sin mor, stedfar og søskende. Stedfaderen var (og er den dag i dag) jazzmusiker (tilknyttet Bohuslän Big Band). Tidligt introducerede han hende til musikken, begejstret kunne han vække hende om natten og bede hende om at synge en skala i C-dur, hvilket hun så gjorde – eftersom hun havde gehør – og dét talent affødte snart barneroller på Göteborgs opera.

Da hun som 11-årig hørte popsangerinden Robyns debutplade, Robyn Is Here, besluttede hun sig for at blive popstjerne. Men efter nogle år på et svensk musikgymnasium, blev det alligevel den ’sikre vej’, hun gik: Hun blev optaget på Det Kongelige Danske Musik Konservatorium, hvor hun valgte vokallinjen. Operaen havde alligevel fået tag i hende. Troede hun og mange andre. Men efter syv år i henholdsvis København og Birmingham konstaterede hun, at præstationskravene og angsten for, om hun kunne præstere, fyldte mere end glæden ved at synge, så hun sprang fra – trods studielån og det, at hun måtte skuffe så manges forventninger. Da jazzen samtidig begyndte at ”fylde” – blandt andet som følge af, at hendes biologiske far var amerikaner, og, som stedfaderen, optaget af jazz – opdagede hun, at jazzen var en frizone, som altid havde været der, lige for øjnene af hende. Hun havde bare ikke turdet gå ind i den.

Men der befinder hun sig nu – samtidig med, at hun må tjene til dagen og vejen som sanglærer i Malmø, kirkesanger i Brøndby Strand, operasanger ved Sommeroperaen i Roskilde og visesangerinde på nyåbnede Korsbæk på Bakken.

Da Jazzspecial kontakter Mimi Terris og beder om et interview i anledningen af udgivelsen af Flytta Hemifrån, inviterer hun straks hjem i privaten i Malmø. Hun tager få dage efter imod ved bagindgangen til det forstadshus, hvori hun i snart et år har boet i et kollektiv. Hun inviterer ind i køkkenet, byder på kaffe og tager sig lidt opvarmet mad, alt imens hun fortæller og klapper sine to katte, som på skift kommer forbi og hopper op på hendes skød. (Kattene hedder henholdsvis Alice og August).

”Arbejdet med den nye plade har været en formativ oplevelse,” fortæller hun så. ”Måske min hidtil vigtigste som voksen: for med de sange, der er på den, skrev jeg mig ud af en krise.”

”Når man på afstand forholder sig til en krise, forekommer den sjældent særlig farlig, men når man står i den, er man angst. Og når man er angst, er det dybest set altid, fordi man er bange for at dø eller bange for, at noget skal dø.”

”Jeg havde igennem længere tid vidst, at jeg enten måtte forholde mig til en angstfremkaldende virkelighed eller lade være. Det sidste var forbundet med overspringshandlinger, og dem havde jeg i mange år benyttet mig af – uden af den grund at blive lykkeligere. Det første var forbundet med et valg, som helt givet ville udløse en krise – og dét valg havde jeg undladt at træffe. Men en dag kom jeg altså til et punkt, hvorfra det ikke længere var muligt for mig at undlade at træffe valget – uanset at det ville udløse den forudsigelige krise.”

”Jeg sank dybt ned, men sangene blev som trappetrin op igen, op fra dybet. De var ikke nye, camouflerede overspringshandlinger, men ægte, personlige gennembrud. Derfor er det også mit håb, at folk hører den dybde, sangene rummer. Musikken – swing-jazz og bossanova – er ’comfort music’, men teksterne er mørke og for mig livsvigtige.”

Titler som Tango i det djupa og Kärlekens bokslut bekræfter spændet mellem det smukke og dystre.

”De fleste af os ved, hvad der er godt og skidt for os: hvilke valg, der er gode; hvilke relationer, der er sunde, hvilke karrierevalg, der er rigtige. Men man skal være i stand til at lytte til sin egen mavefornemmelse og træffe sine egne valg som konsekvens af det, man fornemmer er sundt og godt for en. Det var dén erkendelse, pladen udsprang af.”

”Jeg var selv i et parforhold, som jeg brød ud af. Forholdet havde ikke udviklet sig, som jeg ønskede det. Dét ville folk, som er mere selvstændige end jeg, have erkendt længe forinden, men jeg var uselvstændig og samtidigt meget selvisk. Jeg tog meget arbejde på mig, for at blive bekræftet. Så derhjemme ikke problemer i øjnene, som skulle lede til en frygtet separation. Og til sidst var jeg alligevel nødt til at lade mig separere. Det blev som en selvopfyldende profeti.”

”Jeg fandt mig selv i en dyb krise, men på bunden af den fandt jeg altså også sangene, og dét er jeg taknemmelige for. Jeg har ganske vist opdaget, at jeg til stadighed bliver konfronteret med spørgsmålet om, hvad jeg skal gøre eller mene i givne situationer. Men i dag har jeg det også sådan, at jeg hellere vil konfronteres med spørgsmålene end glide af. Jeg vil hellere – fra gang til gang – lytte til min egen mavefornemmelse og handle derefter. Dén forandring har indfundet sig i mit liv. Det er derfor, jeg er flyttet hjemmefra og flyttet her til.”

”Jeg flyttede officielt hjemmefra, da jeg var 15. Jeg flyttede ind i nabohuset til min daværende kæreste. Vi var sammen i seks år og blev også gift. Problemet var bare, at jeg egentlig kun flyttede ud af min egen familie og ind i en anden. Og sådan fortsatte det. Jeg er i næsten hele mit voksne liv flyttet fra én tryg havn til den næste – i stedet for at flytte hjemmefra eller hjem til mig selv. Det var det, der stod mig klart, der i dybet.”

”Jeg skrev sangene til Flytta Hemifrån på to uger. Jeg skrev teksterne så hurtigt, at jeg ikke kunne nå at tænke over, hvordan jeg lyrisk kunne raffinere dem. Min dagbog begyndte bare at rime, og efter nogen tid gik det op for mig, at jeg faktisk aldrig havde været uafhængig, men altid havde befundet mig i relationer eller uddannelsesforløb valgt ud af et behov for tryghed. Jeg havde for eksempel valgt det klassiske musikkonservatorium, fordi strukturerne der gjorde mig tryg. Der var en bachelor, en kandidat og i sidste ende et job, tænkte jeg. En hård, men dog tydelig vej, som var til at forholde sig til.”

”At jeg tidligt havde fornemmet en passion for jazz, fortrængte jeg, for jazz – og rytmisk musik i det hele taget – forekom mig skræmmende. Jeg havde aldrig forstået, hvordan man skulle gribe den an og for eksempel skabe sig en karriere ud af noget så løst i kanten.”

”Når jeg inviterede dig hjem i privaten, var det for, at du skulle se den fysiske manifestation af det, pladen handler om.”

”Nu er jeg et nyt sted. For et år siden var det livsnødvendigt for mig at skrive sangene. I dag er det lige så nødvendigt for mig at dele musikken. Så den rejse, jeg nu befinder mig på, handler om at finde en måde at tale om sangene og det, der så åbenlyst er privat.”

”Min første plade, They Say It’s Spring, betød meget for mig. Den var, for mig, magisk, selv om det var svært for mig at tale om ’meningen’ med den. Det blev lidt musikhistorisk, når jeg skulle forklare, hvorfor jeg havde valgt at versionere de enkelte numre. Med Flytta Hemifrån er det anderledes, for den handler om mine egne erfaringer. I stedet for at tale om New Orleans i 20erne kan jeg nu tale om mig selv, fordi hvert nummer rummer en fortælling, som jeg har skabt.”

”Det har altid været svært for mig at besvare spørgsmål som: ’Hvem har betydet mest for dig som sangerinde?’ Eller: ’Hvem har inspireret dig mest?’ Og: ’Hvem ville du helst synge duet med, og hvad skulle I synge?’ Jeg får totalt præstationsangst. For jeg kan ikke koge mit svar ned til én artist. Det er nemmere at snakke om min egen musik. Egentlig har jeg ikke noget valg. Jeg skal fortælle om den. Ikke i detaljer fortælle om krisen, men om alment menneskelige størrelser som frygt, forholdet mellem afhængighed og selvstændighed, lys og mørke.”

”Tidligt i livet var jeg bange for ikke at være nok i mig selv. Det var blandt andet derfor, jeg valgte at gå den klassiske vej. Jeg ville gøre opmærksom på mig selv ved at gøre mig selv til et redskab for musikken. Nu er det private eller ærlige til gengæld det sted, hvori jeg føler mig mest tryg, og derfor inviterer jeg hellere dig ind i det, for det er her, jeg føler mig ægte. Og så slipper jeg måske for skræmmende spørgsmål om mit forhold til Louis Armstrong. Dén slags spørgsmål freaks me out. Jeg er ikke musikhistoriker, men jeg ved noget om mit liv, og dét kan jeg fortælle.”

Hvorfor blev du en, der ikke mærkede efter, hvem og hvor du selv var?

”Jeg har altid været følsom, og nu er min følsomhed min styrke. For den fjerner barrierer mellem mig og andre mennesker. Men da jeg var barn eller ung eller yngre, var min følsomhed skræmmende – og det uanset om den udløste ked-af-det-hed eller gå-på-mod.”

”Første gang, jeg mistede min uskyld og opdagede, at andre mennesker havde en mening om mig, var til et forældremøde i skolen. Jeg sad der, sammen med min mor, og læreren fortalte, hvordan jeg ’jo’ var. ’Mimi er jo sådan en, der bider negle,’ sagde min lærer. ’Mimi er jo sådan en, der vipper på stolen; Mimi er jo sådan en, der ikke kan koncentrere sig om matematik; Mimi er jo sådan en, der rent socialt har nogle udfordringer’. Jeg sad der, var måske 11 og hørte for første gang, hvordan jeg jo var. Indtil da havde jeg levet fint med min følsomhed, men pludselig: Wake up! Jeg blev iagttaget! Og andre havde en mening om mig. Dén indsigt lagde sin klamme hånd om mit liv, fra jeg var 11, til jeg var 29. Jeg tilpassede mig. Kæmpede meget for at holde op med at bide negle og vippe på stole og bryde sociale normer. Jeg tilpassede mig. Jeg vil ikke sige, at jeg kom lige ud af skoven som et andet naturbarn, men jeg vil sige, at alle tendenser i den retning med ét blev væk. Jeg blev en, der gjorde som andre. Jeg blev en kvinde, der gjorde, som kæresten gjorde. Hvis kæresten kunne lide at danser, kunne jeg lide at danse. Hvis kæresten elskede at være hjemme og hygge sig med en film, elskede jeg at være hjemme og hygge mig med en film. I den forstand gjorde jeg livet besværligt for mig selv. Ikke dermed sagt, at de næste tyve år – fra jeg var 11 til jeg var 29 – er gået tabt. De har jo været vigtige for min rejse, men det er mange år, jeg har brugt på at fortrænge mit sande og ærlige jeg. Og dét er næsten tragikomisk.”

”Jeg har dedikeret Flytta Hemifrån ’til dig som vover at fare vild’. ”Jeg har dedikeret Flytta Hemifrån ’til dig som vover at fare vild’. For jeg ved af egen erfaring, hvor skræmmende det kan være at satse og se sig selv i spejlet. I mange år turde jeg overhovedet ikke. I dag vil jeg ikke turde andet. Til gengæld har jeg fået en ny udfordring, for nu er det nemmeste egentlig at hoppe op og sige: Så er dén krise overstået! Men dét går ikke. Risikoen for, at jeg falder tilbage i det gamle mønster, er stadig til stede. Det er en daglig udfordring ikke at falde tilbage i det. Fordi det har været så grundlæggende i mit liv i så mange år.

”Den finske forfatter, Tove Jansson, som skabte Mumitroldene, skabte også en figur, der hed Fillifjonken, som jeg virkelig kan identificere mig med. Fillifjonken er en sød lille kvinde med lang næse og store øjne. Hun optræder i en fortælling, hvor hun er så bange for, at der skal komme et uvejr. Hun er bange for at uvejret skal ødelægge hendes hus og at alt, hvad hun ejer skal blæse væk. Hun har samlet en masse ting i sit hus og ønsker bare, at intet forandrer sig. Men så kommer stormen, og da uvejret er forbi, indser hun, at det ikke var så farligt endda. Det kan godt være, at væggene blev ødelagt, men de blev smukkere. Det kan også godt være, at meget af det, hun havde samlet, blæste væk, men det der var tilbage, var smukkere. Den historie er meget rammende.”

”Nu er det mit håb, at jeg kan komme på turne med mine sange og få lov til at synge dem igen og igen, for jo oftere jeg gentager dem, jo større er chancen for, at jeg inderst inde forstår, at noget for altid har forandret sig i mit liv. Kan jeg gentage det budskab for mig selv, kan jeg måske fastholde bevidstheden om, hvor jeg nu er, og hvor jeg nu skal hen.”

Fortæl lidt om dit forhold til henholdsvis den klassiske musik og jazzen.

”Den klassiske musik var mit afsæt. Den havde klare rammer. Men jeg var, som nævnt, tidligt tiltrukket af jazz. Jeg fandt den bare uberegnelig og skræmmende, hvor den klassiske var forudsigelig og beroligende.”

”Jeg bevægede mig – med min uddannelse – fra at være en, der havde en naturstemme til at være en, der havde en uddannet stemme. Men aldrig følte jeg mig god nok som vokalist til at prøve kræfter med det uberegnelige. Jeg var bange for, at jeg ikke var tilstrækkeligt unik. Især det. Jeg bliver let influeret af andres vokal. Men indenfor improvisatoriske musik skal du netop ikke lyde som andre, der skal du være unik. Men min egen vokal? Hvordan var den? Jeg havde ingen anelse.”

”Der er nogen, der ikke kan lyde som andre, fordi deres vokal er unik fra start. Men jeg har et musisk sprogøre og er god til at ’kopiere’, og derfor bliver jeg hurtigt influereret. Dét, kombineret med min idé om, at jazz skulle være unik, gjorde, at jeg ikke følte mig god nok til at prøve kræfter med det uberegnelige.”

”Men jeg opdagede selvfølgelig, at vejen til min egen stemme måtte gå via det at prøve andres stemmer. Det er noget, man opdager med tiden. Ikke i kraft af uddannelsen. Tiden dikterer, og man kan ikke gøre andet end at afvente, hvad den vil bringe. Jeg har prøvet at lyde som den og den og den. Været influeret af de og de sangere og de og de genrer. Og til sidst er jeg endt op med noget, som meget tydeligt er min egen stemme. Selvfølgelig med små ting og sager, som jeg har lånt, men som jeg har det ok med at have lånt. Det hele er jo bare forskellige sprog, og nu kan jeg tyve sprog! Hvorfor skulle jeg også lavet mit eget? Hvorfor skulle jeg opfinde nye bogstaver, når der eksisterede nogle? Jeg indså, at historien er med i jazzen, hele tiden.”

”Men stadig… i jazzen måtte jeg finde min egen stemme, hvor jeg i operaen så at sige gav min stemme til professionelle lærere, som så modellerede den. De vidste helt eksakt, hvad jeg skulle gøre for at opfylde de krav, en rolle stillede. Jeg overlod det til andre at udvikle min stemme. Og det var fantastisk. Noget, jeg havde inde i min krop blev udviklet. Men det var ikke det, jeg skulle. Jeg er glad for min operastemme, glad for at det den kan. Men i dag mest af alt, fordi jeg kan bruge den i mit eget, i jazzen. Jeg har en sund og ung og frisk stemme. Jeg ved helt eksakt, hvad den skal i forhold til farve, klang og anslag, og jeg ved, at den kan en masse tekniske ting. Og det er jeg taknemmelig for. Den er kommet tilbage i min krop efter udlån til eksperterne på konservatoriet. Så nu kan mit personlige udtryk låne fra den uddannede stemme!”

Du er blevet sammenlignet med Alice Babs og Monica Zetterlund. Hvordan har du det med det?

”Tidligere var jeg et kontrolmenneske. Jeg ville styre alt. I dag har jeg det anderledes. Derfor spiller det heller ikke den store rolle for mig, om jeg bliver sammenlignet med andre. Jeg er glad for det, jeg kan og glad for det, min stemme kan. Mit udtryk er mit. Hvis andre så sammenligner mig med de Alice Babs og Monica Zetterlund, så – fint med mig. De har trods alt sat deres præg på svensk jazz.”

Man taler ofte om jazz, som en musikform med et betydeligt element af improvisation. Synes du også det gælder de sange, du laver?

”Mine sange er arrangerede fra A til Å og rummer nogle tekster, som man ikke kan vende op og ned på. Det er i den forstand stringente. De starter ét sted og slutter et andet og undervejs er de på en forudbestemt rejse, som jeg ikke kan improvisere mig væk fra. Men når man optræder med dygtige jazzmusikere har man mulighed for at skifte tempo, og dét i sig selv giver sangene andre farver. Ellers kan mine sange ikke være så fri. Men det gør mig heller ikke noget. Jeg har ingen ambitioner om at blive avantgardist.”

”Min musik er som den pop, man hørte i 30erne og 40erne. Jeg vil fortælle historier, og jeg vil berøre mennesker. Jeg vil være i musikken og være forbundet til det, jeg gør.”

Hvordan vil du selv kendetegne din musik? Er det reelt jazz? Eller er det svensk visetradition i ny forklædning?

”Det er lidt forskelligt fra nummer til nummer. Der er definitivt noget svensk bossanova på pladen, en genre i sig selv. Der er noget Cornelis Vreeswijk på den, igen en genre i sig selv. Og så er der nogle ballader. Der er swing, som for mig er inspireret af blandt andre Nat King Cole. Ham lyttede jeg meget til i en periode. Så der er mange forskellige genrer på én og samme plade.”

”Teksterne er én sammenhængende fortælling fra to ugers overlevelseskamp. Musikken er bare slave af teksten. Den er underlagt poesien. Ikke desto mindre: For mig er det traditionel jazz inspireret af svensk visetradition.”

Flytta Hemifrån udkom 23. maj på danske Calibrated Music  /  Interview også publiceret i musikmagasinet Jazzspecial.