Niels Lan Doky er den altdominerende figur på det, der nok må kaldes Københavns mest eksklusive jazzklub, The Standard. Klubben ligger i den gamle, gennemrenoverede flyvebådsterminal i Havnegade, sammen med tre fremragende restauranter. I den intime jazzklub er der plads til få, måske 70 siddende gæster. Og på scenen plads til en kvartet, max. Tirsdag aften var der kun to mand på scenen, Niels Lan Doky og Mattias Svensson, på henholdsvis klaver og kontrabas. De to havde til gengæld givet sig selv en vanskelig opgave.
Musikchefen, Niels Lan Doky, lægger klubbens koncertkalender efter amerikansk forbillede. I stedet for at præsentere et orkester én aften og et andet den følgende, præsenterer klubben selvsamme orkester (ofte) to gange hver aften (til lidt kortere koncerter) og gerne i fjorten dage i træk – op til 28 koncerter med samme orkester, samme materiale! Konceptet, som de to tog hul på tirsdag aften, slutter for eksempel først søndag den 31. maj, efter 22 koncerter.
Konceptet i perioden hedder: Jazz på Svenska. Duoen spiller således hele 22 gange materialet fra den afdøde svenske jazzpianist Jan Johanssons legendariske album fra 1964 – fra ende til anden, som på pladen.
Da Jazz på Svenska er så fremragende et album, kan man forestille sig, at idéen er oplagt. Pladen har trods alt, siden den udkom, solgt mere end 250.000 eksemplarer. Det er den mest solgte jazzplade i Sverige til dato. Så der skulle være grundlag for at tiltrække publikum, både fra Danmark og Sverige. Men problemet kan være, at albummet er så ikonisk – det er om noget Jazz på Svenska, der har lagt grunden til årtiers tale om den nordiske tone. Kopister skal ikke træde meget ved siden af, før man hører det, hvorfor det vil blive et spørgsmål om, hvorvidt man som publikum kan lide eller ikke lide fejltrinene.
Tirsdag aften stod det klart, at Niels Lan Doky var mere bundet til / afhængig af noder end Mattias Svensson. Men selv om pianisten tydeligt læste og læste, lød det kun tilnærmelsesvist som Jazz på Svenska, det der kom ud. Det var som om konceptet var en spændetrøje for pianisten, som selv havde opfundet det. Han virkede simpelthen ufri i sit spil. Undtagen når han og bassisten bevægede sig ind i passager, som på forhånd var aftalt som mere frie. Der, når Niels Lan Doky, slap noderne af syne og koncentrerede sig om sine egne ciseleringer, fungerede spillet absolut bedst. Der, og når de to musikere indgik i en dialog forud for hvert nummer. Svenskeren kunne bedst udtale numrenes titler og forklare om sammenhænge mellem disse og Sverige. Dialogen var med til at lette den ellers højtidelige stemning, som ofte kan præge optrædener på The Standard.
*** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk