Den amerikanske komponist, guitarist og lydartist, David Torn, er en respekteret createur. Og hans nye soloalbum på ECM er et forunderligt lydlandskab! På albummet, Only Sky, udforsker han, ene mand, de soniske grænser for, hvad en mand med en guitar kan skabe. Og resultatet er af overraskende, næsten orkestral karakter. Vel spiller Torn på albummet kun elektrisk guitar og elektrisk oud, men de lydlandskaber han med de to instrumenter – og et større antal pedaler og knapper – får fremmanet er alligevel overvældende. Lydlandskaberne er uigennemtrængelige og mørke, og stifinderens tilgang – et fascinerende, potent miks af jazz, rock, urban, ambient og elektronisk musik. Lydlandskaberne er så godt som alle i Goddamned specific unbalance (Titlen på albummets sidste nummer) – resultatet af en seriøs kunstners fordybelse og trang til at sprænge grænser. Et nummer som Reaching Barely, Sparely Fraught er måske albummets bedste – et voldsomt, ekvilibristisk nummer, som ville kunne afføde invitationer fra alverdens rockorkestre, hørte de Torns formåen. Nummeret er imponerende og netop potent. Voldsomt. Formfuldendt.
**** / ECM Records / 76 min.