Den unge jazztrommeslager, Snorre Kirk, har for længst slået sit navn fast på internationale jazzvenues og –festivaler. Og ikke bare på grund af evnen til at håndtere trommerne, men lige så meget på grund af evnen til at komponere, arrangere og lede et orkester. På sit nye album i eget navn, har han samlet en sekstet bestående af – foruden ham selv – Jan Harbeck på tenorsax, Tobias Wiklund på kornet, Oilly Wallace på altsax, Magnus Hjorth på klaver og Lasse Mørck på kontrabas. Og deres musik? Den leder – selv om den helt og holdent er nyskrevet af Snorre Kirk – konstant tankerne tilbage til dengang Charles Mingus og Duke Ellington huserede på de internationale venues og festivaler. Musikken er uhyre retrospektiv, tæt forbundet til den tradition, som Mingus og Ellington udødeliggjorde, den er velartikuleret og – trods forbundetheden til traditionen – forfriskende fri og frejdig. Musikken er lyrisk, moden og organisk swingende. Bedst fungerer dog, i mine ører, det mere modernistiske slutnummer, New Traditional, som netop er fremadskuende.

***  /  Calibrated Music  /  42 min.