I dagene fra 8. til 15. maj måned drager den danske jazzguitarist, Jakob Bro på turné med de prominente amerikanske jazzmusikere Lee Konitz, Bill Frisell og Thomas Morgan. Turnéen er arrangeret i anledning af Jakobs nominering til Nordisk Råds Musikpris 2014 for albumtrilogien Balladeering / Time / December Song.

Det er første gang musikerne skal spille musikken live, og turnéen bliver speciel af flere grunde. Dels går den til Grønland, Island, Færøerne, Norge og Danmark. Dels rejser filminstruktør Jørgen Leth og hans filmhold med for at lave optagelser til en dokumentarfilm om projektet.

Den 15. maj kulminerer turnéen med en koncert i DR-Byens Koncertsal.

 

De to, Jakob Bro og Jørgen Leth, mødte hinanden i 2008 i New York. Jakob Bro var i ”The Big Apple” for at indspille Balladeering, Jørgen Leth var på gennemrejse, på vej til Danmark fra Haiti.

Filmproduceren og -fotografen, Andreas Koefoed, der ligeledes var i New York – i hans tilfælde for at lave dokumentarfilmen, Weightless – a recording session with Jakob Bro – vidste, at Jørgen Leth var der og sendte ham en mail, hvori han spurgte, om han havde lyst til at komme hen i det legendariske Avatar studie og overvære indspilningen af en plade. I mailen nævnte Andreas Kofoed navnene på dem, der skulle indspille. Det var ikke navnet, Jakob Bro, Jørgen Leth hæftede sig ved, men navnet, Lee Konitz.

”Jeg var jazzanmelder og –skribent tilbage i 60erne og havde ofte skrevet om Lee Konitz,” fortæller Jørgen Leth. ”Derfor tænkte jeg, det var fantastisk, at han så mange år efter skulle indspille med en ung dansk jazzmusiker og oven i købet indspille dennes musik. Dét var interessant. Jazzens udvikling i Danmark, havde jeg ikke fulgt siden sidst i 60erne. Faktisk havde jeg afskrevet den. Så på en måde tænkte jeg: ’Skal jeg virkelig trækkes ind i det igen?’ Men nu var jeg i New York, så hvad fanden: ’Jeg tager derhen’. Det var min indstilling. Jeg tog en taxa, trykkede mig ind i bygningen, kørte op til studiet, og der var de. Og Lee Konitz? Han var der lige med det samme.”

”Jeg havde også lige mødt ham,” indskyder Jakob Bro.

”Han var min ungdoms helt,” fortsætter Jørgen Leth. ”Og nu gik han rundt her. Var en ældre herre. Ikke gammel, jo på papiret. Men jeg så ham, gik hen til ham og fortalte, at jeg tidligt havde været en beundrer af ham. Selv var han ikke så interesseret i beundring. Han var mere interesseret i praktiske ting. Fortalte glad og gerne om sin lejlighed i Polen. Jeg er selv optaget af Polen, har været der ofte, især for at høre jazz i 60erne, så det snakkede vi om.”

”Jeg overværede indspilningen, og det var magi, helt overvældende, godt og luftigt. Jeg kendte jo ikke til Jakob Bros musik før da. Men jeg blev vild med det, jeg oplevede, og siden beskrev jeg i Balladeerings liner-notes stemingen i studiet, hvordan jeg oplevede kommunikationen mellem Jakob Bro, Lee Konitz, Paul Motian og Bill Frisell. For mig var det mytologi og nutid blandet sammen. Og det synes jeg også, instruktøren Sune Blicher og produceren og fotografen Andreas Kofoed fik med i deres dokumentarfilm.”

 

Hvordan var det for Jakob Bro, at Jørgen Leth pludselig også stod der, i studiet, sammen med den stribe af amerikanske stjerner, han skulle indspille med, og som formodentlig i sig selv gav anledning til en vis nervøsitet?

”Jeg var i forvejen rundt på gulvet og vel i bund og grund usikker på styrken af mit materiale,” fortæller Jakob Bro. ”Lee var lige ankommet og havde kun nået at udbrede sig om sit had til mobiltelefoner. Paul var der. Joe Lovano, som var et andet sted i studiet for at lave noget med Sonny Rollins, kiggede lige forbi. Og så kom Jørgen ind ad døren. Og min opgave var på en eller anden måde at få samlet det her til noget musik. Jeg kan normalt godt lide at have et øjebliks nærvær med de musikere, jeg skal indspille med, men det var umuligt at få i dét øjeblik.”

”Jeg kendte i forvejen Jørgen via nogle af hans film og touren og digtene. Men jeg kendte ham kun som fan. Tilsvarende var min relation til Lee den, at han var en, jeg havde lyttet til. Så ham kendte jeg heller ikke. Jeg kendte reelt kun Paul, som jeg havde spillet med siden 2002. Det var hans oprindelige invitation, der havde åbnet for alle mine internationale bekendtskaber. Det var for eksempel gennem ham, jeg havde lært Bill at kende. Paul og Bill medvirkede på min plade, The Stars are All New Songs, fra året før (2008, red.). På dén var der en form for stramhed i musikken, som jeg gerne ville løsne lidt op for, og det var derfor, jeg havde spurgt Lee, om han ville være med på opfølgeren, Balladeering. Han havde ganske givet sagt ja, fordi Paul Motian, Bill Frisell og Ben Street var med. Så kunne det ikke gå helt galt, har han nok tænkt. Og på samme måde med Bill, da han kom med året før. Han havde også sagt ja på grund af Paul – og i øvrigt på baggrund af en fornemmelse af, at vi kunne noget sammen og samtidig kunne være os selv i musikken.”

 

Men tilbage til Avatar studiet.

”Nu sagde Jørgen, at han ikke vidste, hvad det var, han skulle høre, da han kom ind i studiet,” siger Jakob Bro. ”Men det vidste jeg jo heller ikke. Det var det, der var så vildt. Jeg havde skrevet noget musik, men jeg var i tvivl om, hvorvidt der var nok kompositorisk materiale til at løfte det til et højere niveau. Jeg kan huske, at jeg viste Lee nogle af noderne, men lige der! Han kiggede i noderne og tænkte sikkert: ’Hvad fanden er det?’ Jeg kan huske, at jeg talte for til det første nummer, og at han ikke faldt ind. Jeg tænkte: ’Fuck!’ Men jeg holdt fast og spillede, og de andre spillede, og så faldt Lee ind og fortolkede fra start. Og det skyldtes sikkert både, at han ikke ville spille noderne helt, som de var skrevet, og at han følte sig mere tryg ved at fortolke. Det var ikke aftalt, men det blev dét, der gjorde forskellen. Det var hans måde løst at falde ind i musikken, der løftede den og gjorde den så organisk.”

”Da vi, efter at have indspillet musikken, kom ud i kontrolrummet og lyttede, tænkte jeg: ’Shit, hvad fanden er det lige, vi har lavet her?’ Vi hørte det og: ’Wauw, sikken en lyd’. Det var helt vildt.”

Jørgen Leth indskyder, at det var fantastisk at sidde i kontrolrummet og se musikernes reaktioner, da de kom ud og lyttede til det, de lige selv havde indspillet. ”Alt var jo first takes. De havde kun spillet musikken én gang. Det var det, der var så forbløffende. Selv var jeg betaget af musikken, men jeg husker også atmosfæren, da musikerne kom ud i kontrolrummet og lyttede optagelserne igennem. Konitz sad på forreste række ved pulten, Jakob bag ved og Motian skråt bag ved. På et tidspunkt var der en meget dæmpet og helt utrolig flot solo af Motian med whiskers. Der vendte Koonitz ansigtet om mod Motian, der var igen mimik, han smilede ikke, men jeg opfattede det, at han vendte sig om, som den største kompliment, og sådan blev det modtaget af Motian. Det var meget rørende.”

Selv havde Jakob Bro ikke lyst til at lave noget bagefter. ”Nu holder vi her,” tænkte han umiddelbart.

 

”Derfor er det egentlig også utrolig, at vi sidder her, nu,” fortsætter han. ”Der har hele vejen igennem processen været en form for modstand. Det har ikke været let, selv om det lyder sådan, når vi taler om first takes. Der er for eksempel en spænding i tingene i kraft af, at Lee hellere ville spille standards. Han var med i det her, fordi der var et eller andet, som han ikke selv forstod. Men rakte man ham en lillefinger fra standard-siden, ville han trække musikken i dén retning. Så der har hele tiden været det i musikken, at alt har kunnet gå galt. Det tænker jeg også forud for denne tour. Vi har al materialet, vi har lyden, men hvordan det bliver udfoldet? Det ved vi ikke. I den forstand er det her noget helt andet end at turnere med et klassisk ensemble eller et rockband. Alt kan ske. På alle planer, personligt og musikalsk.”

Hvad tænkte du, Jørgen, om selve musikken, den dag i New York?

”Jeg var overvældet. Det må jeg sige,” fortæller han. ”Og jeg er bestemt kræsen. Jeg har forkastet meget jazz. Der er masser af eksperimenter, jeg ikke gider høre på, fordi de ikke siger mig noget. Men det her! Jeg var solgt med det samme. Jeg syntes, det var lyrisk og luftigt og betagende. Vidunderligt, poetisk. Så jeg var meget berørt. Det var vanvittig smukt og mystisk. Og det var fantastisk at være vidne til indspilningen. Jeg følte faktisk, at det var historisk. Det er måske overdrevet, men jeg følte, at jeg overværede noget enestående. Blandt andet fordi det var first takes. Den ekstra historie med Konitz, som hellere ville have spillet standards, dén er ny for mig. Jeg så og hørte ham bare falde ind i musikken og blive inspireret! Den gamle Konitz, som jeg havde beundret, han var som på hjemmebane. Dét var stort.”

Hvad tænkte du om Konitz, set i forhold til den gang i 60erne?

”Jeg syntes, han var kommet et skridt videre. Han har altid spillet lyrisk og luftigt. Altid spillet med en fabulerende evne, som jeg har sat pris på. Men her fandt han et nyt, større rum uden kendte temaer, og han udfoldede sig forbløffende flot. Jeg var ikke klar over, at han var i stand til at gøre sig selv så fri.”

 

Jakob Bro lytter til udlægningen af Lee Konitz’ spil og tilføjer: ”Jeg har lyttet rigtig meget til hans tidlige ting og også helt konkret arbejdet med dem. Jeg har transskriberet hans ting. Og jeg synes, han er fantastisk til at improvisere. Jeg har set og hørt ham spille standards, hvor han er blevet ved med at udvikle melodier og improvisere over dem. Dét er han eminent til. Og i løbet af de sidste 10-15-20 år er det som om, hans sætninger er kommet til at veje tungere for mig. Det er som om, der er kommet mere liv i hans udtryk. Han spiller noget, som han måske også gjorde dén gang, men nu er det uden pis.”

”Der er en visdom over det,” tilføjer Jørgen Leth. ”Han er en af de allerstørste. Og hans improvisatoriske åre er uudtømmelig.”

”Han lavede en trioplade med Steve Swallow og Paul Motion, hvor han også lød vanvittig godt,” fortsætter Jakob Bro. ”Og det han har lavet med Kenny Wheeler! Han har en skrøbelighed i sin tone, som i de senere år står klart frem.”

”Du har sikkert hørt ham mere systematisk end jeg. Men jeg har altid syntes, han var en poetisk stemme, med luftighed i højsædet. Der har været et svæv over det. Han har været i en klasse for sig. Der har været Charlie Parker, og der har været Lee Konitz.” siger Jørgen Leth. ”De to har altid været giganterne. På hver deres måde.”

Jakob Bro griner ved tanken om de to giganter sammen og siger: ”Lee fortalte, at han var med til åbningen af Birdland sammen med Charlie Parker og Billie Holiday og mange, mange andre. Tænk at have været det! Men Lee sad ude bagved og hørte ikke et eneste band, for han sad bare og snakkede – som man nu gjorde: ’A great evening, but I didn’t hear any music.’”

 

Paul Motian. Hvad med ham?

”Ham har jeg altid været en kæmpe beundrer af,” fortæller Jakob Bro. ”Det var på grund af ham, jeg flyttede til New York i sin tid. Han havde sit Electric Bebop Band, som inviterede yngre musikere ind, og for mig var det en drengedrøm at komme i nærheden af det. Jeg havde jo hørt hans trio med Lovano og Frisell og selvfølgelig hans spil i Bill Evans trio med Scott LaFaro. Jeg havde hørt hans kvintet med Jim Pepper, Ed Schuller, Frisell og Lovano. Alt hvad han havde rørt ved op igennem årene. Hans musik med Keith Jarrett. Jeg havde hørt den og beundret hans evne til at udvikle lyden og kompositionerne. At komme i nærheden af ham var det største for mig. Måske var det simpelthen det største, der musikalsk vil komme til at ske i mit liv overhovedet, at jeg i sin tid fik den opringning, om jeg ville være med i hans band!”

Fortæl om den telefonsamtale…

”Jeg blev ringet op af hans bassist, som sagde, at jeg skulle ringe til Paul Motian. På dét tidspunkt boede jeg for en kort bemærkning hjemme hos mine forældre i Risskov. Jeg sad inde på min lillebrors værelse, da telefonen ringede. Det var rimelig vildt. Jeg ringede straks tilbage til Paul, han tog røret og skreg af grin og spurgte, om jeg ville med ham rundt i Europa. Min far sad inde ved siden af med en klaverelev, da jeg kom flyvende ind på mine nye vinger. Det var helt uvirkeligt, men jeg fik fremstammet et: ’Ved du hvem, der har ringet?’ Det var helt surrealistisk.”

”Paul Motian brændte siden hele jazzhistorien ind i mit sind. Han fortalte mig om Monk og Mingus, fortalte mig en dag at den stol, jeg sad i, også var blevet brugt af Coltrane. Det var noget helt specielt igennem alle årene.”

Hvordan mødte du ham første gang?

”Han havde jo det her Electric Bebop Band. Men jeg mødte ham en gang, jeg var i New York med Jakob Dinesen og AC (Anders Christensen, red.) for at lave en plade for Stunt Records. Jakob havde blandt andet gået på Berkelee sammen med Brian Blade, men da Brian måtte melde fra blev Paul kontaktet, og han havde forskellige krav: Det hele skulle foregå i gå-afstand fra hans hjem, og han ville ikke selv medbringe bækkener eller trommer. Anyway, han ville godt komme et par timer og indspille. Han havde nok lidt stjernenykker, men han kom og efter ét nummer, stoppede vi, og Paul spurgte AC, om han også spillede elbas, for han havde lige fyret Steve Swallow og manglede en el-bassist. Det gjorde AC jo, og så blev han inviteret med rundt på tour med Electric Bebop Band. Sådan kom AC med, og da det et par år senere stod klart, at bandet skulle have en ny guitarist, blev jeg anbefalet af AC. Jeg havde på det tidspunkt selv boet i New York et par år og kendte flere i bandet, og så faldt valget i sidste ende på mig.”

”Jeg var 23 år, da jeg fik opkaldet. Og det følgende halve år brugte jeg på at øve mig på alle Pauls numre. Jeg skrev dem af og lærte dem udenad. Og på første job i Amsterdam kan jeg huske, at vi lavede en set-liste, kom op på scenen, og at Paul ændrede set-listen lige med det samme. Hele bandet begyndte febrilsk at lede efter noderne til det nye, næste nummer, men jeg var helt rolig, for jeg kunne jo alt udenad. Dét syntes Paul var fedt, og derfor blev jeg ’fastansat’ og hyret til flere turnéer. Efter hans død har jeg fået en kopi af nogle af siderne i hans dagbog. Dem sendte hans niece til mig, og det var helt vild læsning. Han havde lavet noter for hver dag og udfor navnet, Jakob Bro, skrevet: ’Great’. Da jeg læste det, blev jeg vildt stolt. Et andet sted havde han skrevet: ’I don’t wanna tour anymore. Only good thing about this tour: Jakob Bro.’ De sider af dagbøgerne vil følge mig, til jeg dør. Men det hele kulminerede med Balladeering.”

 

Jørgen Leth fortæller, at han tilbage i 60erne hørte Paul Motian på Bill Evans plader: ”Og jeg har altid beundret ham. Han var en intelligent og delikat trommespiller. Jeg har altid været begejstret for trommeslagere, der spiller diskret. Og Evans trio med LaFaro og Motian var eminent. Det er der, jeg lærte ham at kende.”

”Siden mistede jeg orienteringen i jazzen, men den gang stod han for mig som en af de vigtigste trommeslagere. Mit møde med ham i Avatar i 2008 var overvældende. Motian havde karisma som bare satan. Den måde, hvorpå han sad midt i rummet med trommerne, omgivet af glas. Han fyldte det ud, hans udstråling var voldsom – uden at være diktatorisk. Og han spillede stadig diskret med sine whiskers.”

Var der kamp om pladsen i studiet, kamp om positioneringen?

”Nej. Ingen. Overhovedet ikke. Der var tvært imod enorm lydhørhed. Det slog mig meget stærkt. Der var sympati og plads til alle og plads til at finde sin plads. Det var meget tydeligt og klart, og Motian skubbede ikke sig selv frem. Han var ikke ramt af det, som mange jazztrommeslagere er, at de skal have en stor og langstrakt og voldsom solo – hvilket altid har irriteret mig. Det er også dét, jeg har sat pris på hos Motian, at det behov har han aldrig haft. Men lytter man opmærksomt, er der lige så meget solo i det, han laver på Balladeering, som i alt det de andre laver. Hans spil på albummet var så krydret og fint.”

 

Jakob Bro fortæller om Bill Frisell, at han tilsvarende er en musiker, ”der er fantastisk til at gå ind i musikken og få den til at fremstå på bedst mulig måde. En af mine første oplevelser med Bill var, at jeg kom med nogle noder til ham til en indspilning. Jeg kunne høre, at han i nogen tid sad og spillede noderne igennem, og jeg tænkte: ’Det lyder fandme godt, hvad er det, han sidder og spiller?’ Det var mine kompositioner, men hans måde at harmonere dem på – at gøre tingene til sine egne – var og er stadig den dag i dag meget fantastisk og samtidig blottet for et ego. Han har stor forståelse for, hvordan man kan drive musikken i forskellige retninger. Og han er meget tro, både overfor musikken og overfor sine egen idéer. Han er god til at formidle sine egne idéer og god til at vække dem til live. Dét lærer jeg meget af.”

”Og så er han en guitarnørd. Han går så sindssygt meget op i instrumentet, i pedaler og forstærkere og strenge. Når vi mødes skal vi måle højden på guitarhalsene. Han har en naiv og barnlig glæde ved instrumentet, som er fascinerende.”

”Han er holdspiller på højeste plan. En luksus at spille med.”

”Et af de store skridt fra min triologi til Gefion på ECM har været at finde ud af, hvad jeg selv vil sige. For det er jo en lyd, man får foræret, når der er to guitarer. Lyden fra de to guitarer bliver organisk blandet sammen og bliver til én – uanfægtet af, at man kan høre, hvem der spiller hvad. For mig var det et stort skridt at gå solo som guitarist. Både hvad angår lyd, og hvad angår opbakning. For Bill har en meget, meget stille og rolig vej til det at spille, han synes ’it’s just a guitar!’ Ja, ja. Men spiller han bare en e-dur, får dén en helt særegen karakter, fordi det er ham, der spiller den. På den måde er han unik.”

 

”Den konstellation, vi nu tager på turné i Norden med er den fra Time: Bill og jeg, Lee og Thomas Morgan. Det er med vilje, vi ikke tager klaver med. Jeg er ellers glad for December Song, men det er mere smidigt med to guitarer, bas og sax. Og da det handler om, at vi gerne vil have en god lyd, kan vi ikke gå helt galt i byen med den konstellation. Vi vil jo kunne risikere at komme ud til et klaver, som ikke er ordentligt stemt og derfor vil komme til at dominere, og dét har jeg ikke lyst til. Og det har fra start stået klart, at der ikke skal trommer med. Det er for mig Paul Motian eller ingen. Det ville være mærkeligt at tage en anden med, for hele trilogien er blevet til i hans ånd. Den er dedikeret til ham, så det ville være mærkeligt at tage en anden med. Sådan har det været fra start. Ingen har overtaget andres plads. Jo, Thomas Morgan har overtaget Ben Streets plads, men der udover er der ikke foretaget udskiftninger.”

Jørgen Leth tilføjer: ”Det er bare reduceret med én”.

Vidste du, da du stod i Avatar studiet den dag, at det ville blive en trilogi?

”Nej. Da vi havde indspillet Balladeering troede jeg som sagt, at det skulle være slut. At jeg skulle gå på pension. Sådan havde jeg det. Men pludselig fik jeg jo blod på tanden og tænkte, at vi måske kunne bringe det videre på en ny måde. Men lyden på Balladeering var jeg så glad for, at jeg tænkte, det var et lykketræf. Men Time blev jo til virkelighed, selv om indspilningen var ramt af nogle helt særlige begivenheder. Lee blev indlagt med en hjerneblødning i Australien en måned før, vi skulle i studiet. Ugen inden blev jeg ringet op, at Lee sad derhjemme med en plasticsaxofon og var ude af stand til andet end at spille lange toner. Men jeg fik aldrig en aflysning, så jeg tog afsted, og han troppede op i studiet og spillede som en drøm. Han havde trænet sig op på en uge. Og derfra tænkte jeg, at der var aspekter, der kunne udforskes yderligere. Måske kunne det blive til en trilogi. Måske kunne vi tilføre et klaver og skabe en mere klassisk lyd, som kunne varme musikken op på den sidste plade, og dét syntes jeg lykkedes. Så det har været et projekt, der har udviklet sig.”

”At vi skulle ud og spille materialet er en tanke, der opstod, da jeg var i New York sidste år for at lave en jubilæumsplade med Lee og Bill og flere andre. Det var noget helt andet musik. Noget, der endnu ikke er udgivet. Når jeg lytter til det, hører jeg noget helt andet. Men dét – og det at Lee havde fået lyst til at komme ud med musikken – gav mig idéen til at lave en turné. Lee var fit for fight igen og havde lagt idéen om standards til side, så han var frisk på en videre udforskning, live. Han ringer tit og snakker, og nu er der noget i musikken, som ansporer ham. Efter første plade var han nærmest vred. Han forstod ikke musikken, hvor jeg syntes, det var det smukkeste i hele verden. Vi stod en aften inde på Birdland og snakkede om det, og at jeg tænkte: ’Hvad sker der?’ Han var meget vred. Men efter nogle måneder begyndte han at ringe til mig. Han ville gerne lave mere. Han var nu blevet optaget af musikken, selv om han stadig ikke forstod den. Og efter den tredje plade var han glad. Han har givet flere interviews, hvor han har snakket varmt om projektet. Og derfor tænkte jeg, at nu gør vi det: Nu laver vi en turné. Bill ville også gerne, men han spiller måske 300 koncerter om året i eget navn. Han kan simpelthen ikke. Men han var lun på tanken, og da jeg så begyndte at tænke Norden ind i det og sagde Grønland, Færøerne og Island, så hjalp det.”

”Det er det modsatte af mig,” griner Jørgen Leth. ”Der skal jeg ikke op!”

”Det blev kun svært at overtale Jørgen”.

 

Hvem har overtalt hvem til filmdelen af live-projektet?

Jørgen Leth fortæller: ”Det er ikke mig, der er kommet på idéen. Det er Jakob, der har henvendt sig.”

”Jeg spurgte Sune først,” fortæller Jakob Bro. ”Men Sune syntes, jeg skulle snakke med Jørgen om det. Og så refererede han i øvrigt til Jørgens liner-notes til Balladeering og til det digt, Jørgen har skrevet til Lee. Jeg synes, det er svært at skrive om musik og var jo nærmest blevet lykkelig, da jeg læste det, Jørgen havde skrevet. Han havde formået at overføre det abstrakte og åbne i musikken til ord. Og tænk, hvis han også kunne overføre det til film! Herefter blev hele produktionen sat op.”

”Jeg kunne godt se idéen og insisterede på, at Dan Holmberg skulle med som fotograf. For dermed ville jeg være tryg. Jeg laver jo ikke længere så mange film. Men kunne jeg få en poetisk sjæl med – en sjæl som kunne opfatte rum og atmosfære, og som jeg kunne drøfte filmiske fornemmelser med – så var der en idé i det.”

”Noget andet er, at jeg startede med at lave en film om jazz, Stopforbud (eller Stop for Bud, red.), i 1963. Siden har jeg ikke lavet film om jazz. Men kan jeg nu lave en mere, er det som om, cirklen sluttes. Så vender jeg tilbage til jazzen, sammen med Jakob. Men jeg gør det jo også, fordi musikken siger mig noget. Jeg har ingen interesse i ellers at gå i gang med en film om jazz. Det er det, at samspillet mellem Lee Konitz og Jakob giver mening for mig. Det, jeg skrev, rummer jo også en fornemmelse. Og kan den flyttes over på film, så… Det er en udfordring. Alene det at skulle rejse rundt i Norden! Er du sindssyg. Det er en udfordring.”

Når du siger det med, at du startede med jazz og nu slutter en cirkel med jazz, må jeg også høre, om du ved, at det er en jazzfilm, du skal lave?

”Om det er en decideret jazzfilm, tror jeg ikke. Det er mere som en sentimental tilbagevenden til noget, jeg tidligere har været forbundet til. Det rammer mit hjerte at vende tilbage til jazzen.”

”Når jeg laver en dokumentarfilm, fokuserer jeg ikke på et emne eller tema. Jeg prøver at finde et greb. Hvordan og hvornår det kommer, ved jeg ikke. Jeg er heller ikke så forhippet på at finde det på forhånd. Men Dan er vigtig for mig, for sammen ved vi det, når vi finder grebet. Vi har meget lidt tid til at lave den, og det er en kæmpe udfordring. Vi skal filme en koncert, og så skal vi videre. Vi har ikke tid til at fordybe os. Men dét er udfordringen. Og jeg tror, vi finder et klart greb. Og dét er vigtigt. Men det er ikke et, vi har med hjemmefra.”

Turneen lugter lidt af stress, samtidig med at musikken er alt andet end stresset. Gør det skisma noget ved din film?

”Det er i hvert fald noget, vi skal have med. Det kan også være, at min egen betænkelighed ved at skulle rejse i Norden skal med som ramme. For det er så fremmed for mig at rejse i Norden. Jeg er ikke betaget af det nordiske, bortset fra den nordiske lyd. Jeg har valgt troperne. Og Europa for den sags skyld. Norden har jeg overladt til andre. Til Ole Ross og Anne Wivel. Og det skal filmen måske mærke, min indstilling. Det kan i hvert fald være en inspiration. Og det venter jeg mig meget af. Det giver en bonus, at der er en hurdle, jeg skal overvinde. Udover de mange koncerter, som vi umuligt kan dække. Men dét er godt. Alt det, vi ikke kan, er godt. Men grebet er der ikke endnu.”

”Det, der tiltaler mig ved projektet er det levende, det uforudsigelige. Fejlene. Fejl er interessante. Og jeg har ikke en fast model, men jeg regner med, som altid, at være frisk, når jeg står i det. Jeg har tillid til, at jeg finder grebene, og jeg har ikke en forsikring. Min yndlingssætning er: ’Lad os se, hvad der sker!’”

 Interview også publiceret på netmagasinet gaffa.dk