Den franske altsaxofonist, Pierrick Pédron, har egentlig sin base i jazzens bebop. Men man må konstatere, at han også mestrer den mere høj-energiske form for jazz, som blander blod med rockmusikken. Hans nye album på ACT er således et livtag med musik af det britisk/gotiske rockorkester, The Cure. Kubic’s Cure er et livtag med numre som In Your House, Boys Don’t Cry og Killing an Arab. Ni numre i alt, taget ud af The Cures bagkatalog. Og selv for ikke-jazz-interesserede må det være sjovt, at lytte sig ind på jazztrioens minimalistiske, instrumentale bearbejdning af The Cures rockklassikere. Pédron har ved tidligere lejligheder taget uortodokse livtag med musik af Neil Young og Thelonious Monk. Og dét kan man i den grad sige, at han også gør med The Cures musik. Kubic’s Cure er bare ikke helt så vellykket som de tidligere livtag. Vel er der noget fanden-i-voldsk over især saxofonens brutale gengivelse af rockklassikerne, men brutaliteten i sig selv bliver også lettere anstrengende ved gentagne aflytninger af albummet. Som eksperiment med kant at betragte er Pédrons forehavende dog både prisværdigt og interessant.
*** / ACT Music / 44 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk