Indra Rios-Moore er en amerikansk jazzsangerinde. Hun voksede op i en musikalsk familie i New York, blev for år tilbage gift med den danske jazzsaxofonist, Benjamin Trærup, bosatte sig i Århus og tog herfra (i en forholdsvis sen alder) hul på en karriere som sangerinde. Hendes andet album, In Between, vandt fortjent en DMA for Årets Vokaludgivelse i Danmark i 2012. Men med dette tredje album står det klart, at drømmen om en international karriere er blevet opgraderet og forfulgt. Fra at have udsendt to album på mindre labels, er Rios-Moore og Trærup (plus bassisten, Thomas Sejthen) således med Heartland kommet i stald hos det hæderkronede amerikanske label, Impulse. Og albummet? Det fremstår vitterligt som en virkeliggjort drøm. Det er produceret af Larry Klein, som også har produceret for Melody Gardot og Madeleine Peyroux. Dets single, standarden Little Black Train, har allerede toppet franske jazzsalgslister foran eksempelvis Diana Krall. Og dét forstår man, når man lytter til Heartland, for det er på én gang et uhyre stramt og uhyre laid-back album. Musikken er et fascinerende, eklektisk miks af vokaljazz, blues, country og poprock. David Bowies sfæriske Heroes, Duke Ellingtons støvede Azure og Roger Waters (Pink Floyds) industrielle Money og alle andre numre revitaliseres og antager med Rios-Moores mellemkomst nye indtagende former.
***** / Impulse/Universal Music / 47 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk