Den amerikanske jazzpianist, Keith Jarrett, har i de sidste fire-fem årtier været en af jazzens allerstørste fornyere – som solopianist og som leder af en trio, der i øvrigt stadig består af Jack DeJohnette og Gary Peacock. Før dén trio blev dannet i 1983, var Keith Jarrett imidlertid involveret i alle mulige andre sammenhænge – fra 1966 til op midt i 1970erne bl.a. i en trio med bassisten Charlie Haden og trommeslageren Paul Motian. (Den trio blev siden udbygget med Dewey Redman på tenorsaxofon og i folkemunde benævnt Keith Jarretts ”amerikanske kvartet”). Hamburg ’72 er en radiokoncertoptagelse med Haden-Motian-trioen; en dybt fascinerende, vareriet og medrivende tour-de-force udi både den poetiske ballade, det hårde swing og den ekspressive avantgarde. Trioen havde, da den lavede live-indspilningen, udgivet tre plader, så det var på én gang med en vital nysgerrighed og et etableret samspil, de tre indtog Nord Deutsche Rundfunks studie i Hamburg i 1972. Hamburg ’72 afspejler trioens næsten uhyggelige vitalitet, tekniske snilde og kunstneriske power. Særlig stærk er nummeret, Piece for Ornette, hvorpå Keith Jarrett har forladt klaveret og i respekt for Coleman giver den som sopransaxofonist. Dét nummer er så respektindgydende!
***** / ECM Records / 55 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk