Den indisk/amerikanske jazzsaxofonist, Rudresh Mahanthappa, kaster sig med sit nye album over den for længst afdøde amerikanske saxofonist, Charlie Parker. Heraf titlen: Bird Calls. Charlie Parker, der som bekendt gik under kaldenavnet ”Bird”, revolutionerede jazzen for snart 75 år siden, hvorfor det ikke er mærkeligt, at en nutidige saxofonist som Mahanthappa forholder sig arven. Selv om Mahanthappa er fra Sydindien, har han nemlig – alene i kraft af sit genrevalg – del i arven efter Parker. Men det interessante ved hans album, Bird Calls, er alligevel, at Mahanthappa går til arven med sine egne kompositioner og et strejf af sydindisk krydderi. Sammen med trompetisten Adam O’Farrill, pianisten Matt Mitchell, bassisten François Moutin og trommeslageren Rudy Royston bygger han – via Sydindien – så at sige bro tilbage over årene til den gang, Parker ændrede jazzen. Og broen er bestemt lytteværdig, musikken helt i Parkers ånd – mange facetteret og udsprunget af alt andet end trangen til at forblive i the comfort zone.
**** / ACT Music / 62 min.