Japansk/danske Makiko Hirabayashis koncert lørdag aften var hendes første som solist: En eksklusiv og intim klaverkoncert, som nok var en del af Vinterjazzfestivalens i øvrigt udmærkede program, men som også indgik i en stribe lige så udmærkede konceptkoncerter, som Frihavns Kirke på Østerbro siden september sidste år har præsenteret.

Kirkens koncertkoncept, som fortsættes efter festivalens afslutning, består i følgende: Kirken stiller et flygel til rådighed for en af Europas bedste jazzpianister, som herefter med én koncert både spiller klassiske kompositioner og improviserer over disse. Alle koncerter, vel at mærke, i den lille kirkes intime omgivelser, som akustisk understøtter lyden særdeles godt. (Kirken har senest præsenteret Leszek Mozdzer fra Polen og Bugge Wesseltoft fra Norge).

Lørdag aften var det Makiko Hirabayashi, kirken præsenterede. Og hun spillede værker af den klassiske japanske komponist, Toru Takemitsu, hvorefter hun improviserede over hans kompositioner. Og alt med så åbenlyst et nærvær og så åbenlys en troværdighed, at de færreste blandt publikum formodentlig anede, at koncerten var hendes første som solist. Det, de hørte, var en rutineret kunstner i en sensibel og skrøbelig situation. Nok en anelse introvert, men på ingen måde uden kontakt til publikum.

Der var noget stringent over hendes koncert. Noget først prøvende, men efterhånden også sikkert. Efterhånden som kontakten til publikum blev etableret. Hirabayashis intuitive valg af rytme og retning gav voksende mening – tilsyneladende både for hende selv og for publikum. Af samme grund virkede det som om, koncerten som helhed – uanfægtet af improvisationens fylde – var udtænkt som bestående af én sammenhængende, fortælleteknisk kurve med en intro, en midte og en slutning. Men samtidig fornemmede man altså meget klart kunstnerens nærvær – takket være hendes tilgang til improvisationen.

****  /  Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk