Det lyder flot, men det er ikke helt hen i skoven, når Frankfurter Allgemeine Zeitungs kritiker kalder Michael Wollny ”den fuldkomne klavermester”, eller når Süddeutsche Zeitungs kritiker skriver, at han er dén tyske jazzmusiker, der pt. har ”det største internationale stjernepotentiale”. Wollny er for Tyskland, hvad Carsten Dahl er for Danmark, Leszek Mozdzer for Polen og Iiro Rantala for Finland: en eminent jazzpianist med et exceptionelt gehør og en helt særegen evne til at finde ind til det nøgne i musikken – uanset om det er som solist, i duo- eller trio-formatet. Med Weltentraum agerer han endda i en ny trio, som foruden ham selv består af den tyske trommeslager Eric Schaefer og den amerikanske bassist Tim Lefebvre. Og den musik, netop de formår at fremmane, forekommer så helt utrolig smuk, så helt utrolig vel disponeret, vel artikuleret, rutineret, åben og enkel, at man skulle tro, at trioen var en etableret enhed med masser af rutine i bagagen. Weltentraum er melodisk, stringent, fokuseret, gennemarbejdet.
***** / ACT Music / 57 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk