MUSIKANMELDELSE Den tyske jazzkomponist og -bassist, Eberhard Weber, har igennem årtier været en af sit hjemlands mest berømmede jazzmusikere. Kendt især fra sit årelange samarbejde med den verdensberømte, norske saxofonist, Jan Garbarek. Men, desværre fik Weber i 2007 et hjerteanfald, der ikke tog livet af ham, men uigenkaldeligt forkrøblede ham i et sådant omfang, at han aldrig igen vil komme til at optræde og spille bas. Alligevel udsender han nu – selvfølgelig godt hjulpet af sit mangeårige pladeselskab, ECM – sit andet album, efter anfaldet i 2007. Musikken på dette nye album består af baslinjer, fra live-optagelser med Jan Garbarek Group (1990-2007) – baslinjer, som man af teknisk vej har kunnet udskille, og dem har Weber og ECM så be- og omarbejdet til nye musikstykker, hvortil Weber har skabt nye keyboarddele. Herefter er Ack van Rooyen, den aldrende, hollandske flygelhornspiller – som medvirkede på Webers 40 år gamle The Colours of Chloé – blevet indkaldt, og han har lagt forrygende, flotte farver oven på Webers moderne montager – og ud af det er kommet et forrygende flot, originalt og sammenhængende album, som både er bemærkelsesværdigt godt mixet og editeret af Gérard de Haro og Sun Chung.
**** / ECM Records / 45 min.