Den canadiske jazztrommeslager, Ernesto Cervini, er en, man bør holde øje med, hvis man vel at mærke interesserer sig for udviklingstendenser i den nordamerikanske jazz. Cervini er – fra sin base i Toronto – med til at forme hele scenen pt. – både i Canada og USA. Lytter man til hans nye (fjerde) album i eget navn, Turboprop, vil man med lidt held kunne fornemme dette. Albummet er medrivende, uimodståeligt og aldeles uimponeret af fortidens ”synder”. Ganske vist aner man en kærlighed til navne som Charlie Parker, Art Blakey og Billy Higgins, men Cervini har helt åbenlyst også en egen personlighed, og den manifesterer sig klart som et magnetfelt af energi, teknikalitet og robusthed. Turboprop er blevet til i et samspil med altsaxofonisten Tara Davidson, tenorsaxofonisten Joel Frahm, trækbasunisten Will Carn, pianisten Adrean Farrugia og bassisten Dan Loomis og fremstår som et up-beat jazzalbum med højt energiniveau, teknisk overskud og kunstnerisk stringens. Hovedparten af numrene er skrevet af Cervini, men albummet rummer også helt naturligt arrangementer over f.eks. Charlie Parkers Red Cross og Keith Jarretts The Windup.
**** / Anzic Records / 68 min.