Franske Vincent Peirani er en af sin generations bedste på harmonika: en vidtfavnende musiker, som med troværdighed kan favne både klassisk, jazz, avantgarde, folk, pop og rock. På sit nye album, Living Being, som favnes fint af både det franske og tyske jazzpublikum spiller han med sit elektrificerede orkester, som – udover ham selv – består af Emilie Parisien, som med sine saxofoner er en mester på avantgardejazzens scene, Tony Paeleman, som på fender rhodes og effects er kendt fra den elektroniske popscene, Julien Herné, som med sin elbas er kendt fra R&B- og hip-hop-scenen, og endelig Yoann Serra på trommer, som både er kendt fra den elektroniske musikscene og jazzscenen. Deres fælles album er naturligvis genrenedbrydende eller -udfordrende. Musikken er energisk, dynamisk, pulserende og syret, og for størstedelens vedkommende skrevet til set-up’et af Peirani. Ikke desto mindre har også Dream Brother af Jeff Buckley og Multinerie af Michel Portal sneget sig ind på albummet. Højdepunkterne er Portals smukke ballade og Peiranis melankolske, On The Heights, som konstant giver lytteren en fornemmelse af lys i mørket.
**** / ACT Music / 51 min.