The Great City er Hilary Gardners pladedebut. En debut, der afslører, at den unge kvinde fra Alaska har en tilsyneladende helt naturlig evne til at indtage vokaljazzens hellige haller. The Great City er en hyldest til drømmen om alt det, storbyen repræsenterer. En hyldest, der – trods sangerindens unge alder og mangel på rutine – netop forekommer rutineret og rundet af autoritet. Pladen er intim, sofistikeret og på én og samme gang nutidig og retrospektiv. Man kommer undervejs i aflytningen ofte til at tænke på sangerinder som Peggy Lee, Julie London og Ella Fitzgerald, selv om der helt åbenlyst også er noget nyt ”på spil” i tilfældet Hilary Gardner. Man mindes også konstant om de kvaliteter, sangskrivere som Leonard Cohen, Vernon Duke, Bob Russell, Tom Waits og Johnny Mercer inkarnerer. The Great City er således versioneringer af ballader og standards af bl.a. disse eminente skrivere. Bedst fungerer versioneringerne af Vernon Dukes Autumn in New York, af Tom Waits’ Drunk on the Moon og af Joni Mitchells Chelsea Morning.
**** / Anzic Records / 40 min. / Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk